onsdag, februar 27, 2008

Søde og bløde sager


Så har jeg været i gang i køkkenet igen... denne gang blev det til disse mini-cupcakes. Jeg lavede mudcake med chokoladesmørcreme og caramelmudcake med creamecheese frosting tilsat en skefuld sur rabarberkompot og lidt lyserød pastafarve.

Anledningen var at min skønne frisør, som jeg sad model for da hun var elev for 10 år siden, var vært for en af hendes andre kreative kunder.


Inge Christensen laver de mest fantastiske og helt unikke puder, hun har endnu ikke hverken hjemmeside eller butik, men sælger sine puder på homeparties og markeder.


Jeg købte de smukke grønne og sorte puder du ser herover til venstre, så nu skal vi have nye gardiner og jeg må vist også have skiftet kunstværkerne over sofaen ud...


Inge henter sin inspiration alle steder fra og det var morsomt at side sammen med hende og studere billeder fra ugeblade, for hvor hun så mønstre og farver til nye puder så jeg mønstre og farver til fremtidige kageprojekter...

fredag, februar 22, 2008

Sådan laver du en iglo kage...

Jeg er flere gange blevet spurgt hvad man gør, hvis man skal lave en halvrund kage og ikke har en halvrund bageform. Løsningen er simpel, man lægger kagen sammen i en skål, så den får en halvrund facon. Jeg har fotograferet undervejs, men chokoladekage og chokoladecreme er altså ikke det letteste at fotografere... Denne kage er lavet i en skål der er ca. 25 cm i diameter og ca. 11 cm høj (skålen rummer lige præcis 3 l)

Først skærer du din kage ud i bunde (eller også køber du nogen)


Så forer du en skål med plastik (jeg bruger en opklippet frysepose). Nu skærer du en eller flere bunde til, og kommer dem i skålen så siderne er helt dækket. Stænk med lidt vanillesirup, likør eller lignende.


Nu lægger du det første lag fyld i kagen, kom lidt fyld en anelse op af siden på kagen.


Herefter skærer du en bund til, så den passer over fyldet, stænker den og lægger endnu et lag fyld og en bund... fortsæt til skålen er fuld, - eller du ikke har mere fyld eller kage.


Så foldes plastikposen ind over kagen og den sættes på køl mindst 3 timer, så fyldet sætter sig...

Nu har en iglo jo også en udgang og i dette tilfælde laves den af kagerester som jeg blender med lidt vanille sirup og smørcreme, til en slags romkugle. Denne masse trykker jeg sammen til en tyk pølse som jeg pakker ind i en plastikpose og stiller på køl med kagen.


Når kagen har sat sig vendes den ud på det fad (eller plade) kagen skal laves på


Kagen smøres op med smørcreme så huller og ujævnheder dækkes. Det samme gøres med "udgangs-pølsen"


Kagen kommes igen på køl, til smørcremen er stivnet. Så rulles 500 g hvid sugarpaste ud i 3 mm tykkelse og igloen overtrækkes. Nu skærer du udgangs-pølsen til og sætter den ind til igloen og overtrækker udgangen. Jeg har sat et stykke sugarpaste på enden af udgangen, så overtrækket går lidt ud over kanten...


Herefter kan du lave streger på kagen så det ligner sne-blokke. Jeg bruger et værktøj der kaldes dresden-tool (den sorte pind) men du kan også bruge den sløve side af en bordkniv eller lignende...

Nu er det tid til at komme lidt royal icing (glasur) på fadet så det ligner is og sne. Denne iglo fik selskab af nogen pingviner, som jeg har lavet efter denne beskrivelse.

tirsdag, februar 19, 2008

Jeg gik mig over sø og land...

Eller næsten... I lørdags kørte jeg en tur, undervejs tog jeg et par snap-shots med mobilen og sendte billederne til veninden, så hun kunne følge med i hvor langt jeg var...

Først nåede jeg betalingsanlægget...


et stykke tid efter var jeg på denne bro...


Og ved 14.30-tiden blev dette billede afsendt...


Og pludselig var jeg der... i Randers, - og det tog kun 3 timer.

Nøj, hvor vi fik snakket og hygge og spist kage og snakket og hygget og lavet kage til søndag, hvor 8 jydske kagenørder kom til kage-møde...

Vi bagte en pragtfuld vanillekage som vi fyldte med en lækker vanillecreme. Kagen blev dækket med en hvidchokoladecreme og pyntet med lidt hjemmelavede chokolade-spåner. Jeg har ikke et billede af hele kagen, men her er et snap-shot at mit stykke, inden det var helt væk :-)


Og så blev der ellers snakket, arbejdet, snakket, drukket cola, arbejdet lidt, læst, snakket, drukket cola, snakket og arbejdet en lille smule...


Jeg fik lavet en lille hund, en lille kænguru og et par bolde og et kødben...


Og så var det pludselig tid til at vende snuden mod Vestegnen... Det var en pragtfuld weekend, jeg trængte til at komme lidt hjemmefra. Det bedste af det hele var nu næsten da venindens pragtfulde unger gav mig titel af TANTE, - ja de har nærmest adopteret mig, bare sådan for at være sikre på at jeg kommer igen...

fredag, februar 15, 2008

Romantik i luften...

Det var koldt, det var klart og månen lyste så vi næsten ikke kunne se stjernerne, og det til trods for at den ikke engang er fuld før om en uges tid...


Mens vi sad og nød himlen, byens lys, hinanden og den varme kakao så vi pludselig flammer i det fjerne... det er lidt svært at se på billedet, men til trods for at branden var et sted i Ballerup, kunne vi tydeligt se flammerne. Branden så dog slukket ud da vi pakkede tæpper og kakao sammen og drog hjemad til de lune stuer...

Selvom det var hamrende koldt, så lovede vi hinanden at det ikke var vores sidste stævnemøde under åben himmel...

Så er det weekend....

Om lidt bliver dagens kage afhentet, og så kan jeg holde weekend, men det holdt hård...

I dag har jeg lavet kage, til en gut, som fylder 70 år. Han arbejde i mange år som chauffør for Haribo og så er han Brøndby fan. De som kender mig, ved at det er jeg IKKE... derfor var det faktisk rigtig hårdt at lave denne kage...


På trods af min kærlighed til Byens Hold synes jeg faktisk at jeg har lavet et pænt arbejde. Logoet lavet i sugarpaste og skåret ud med skalpel. Stregerne på brønden og spanden er lavet med en fødevaretusch, - det er altså en smart opfindelse.


Haribo-bamsen er lavet i en teknik der hedder run-out. Man printer et billede ud, lægger det i et klart plastik chartek og tegner motivet op med sort royal icing. Når omridset er tørt, fylder man ud med de farver figuren skal ha'. Teknikken består i, at få udfyldningen lavet så pæn som muligt, og trods at dette er mit første forsøg, så er det da blevet okay.


Kagen indeholder 2 lagkagebunde og en chokoladebund og er lagt sammen med chokoladetrøffel og hindbær mousse. Det er efterhånden blevet en klassiker...

Når kagen er ude af døren, og aftenens braiserede lam er indtaget, pakker husbonden og jeg tæpper og varm kakao og går mod toppen og stikker næserne i sky, mens vi holder i hånden og nyder hinandens selskab.

God weekend til alle jer derude.

torsdag, februar 14, 2008

Høj himmel...

På min gåtur i dag havde jeg mobilen med. Den har nemlig indbygget radio og jeg går altså rigtig godt, når jeg har musik i ørene, derfor ønsker jeg mig en sten som ikke fylder så meget i lommen og sidder lidt bedre i ørene . Mobilen har jo ellers den fordel, at den har indbygget kamera og jeg kunne altså ikke lade være med at "skyde" disse huse. Er der noget der hedder klynge-højhuse...

Happy Valentines Day...

Ja, vi fejrer Valentins Dag... Normalt forkæler jeg husbonden med en romantisk middag og kage og han forkæler mig med blomster og smykker... Og hvert år bliver vi enige om, at det er lidt åndsvagt, at to voksne gifte mennesker holder sådan en dag i hævd. Så i år besluttede vi, at vi godt måtte forkæle hinanden men det måtte ikke koste noget og det måtte ikke gå udover vores nye sunde livsstil... Og da husbonden skal i byen med nogle kunder i aften så skulle det være fra morgenstunden, hvis jeg skulle hygge om ham.

Så i morges tændte jeg lys og plukkede vintergækker i mørke...


Og lavede denne morgenmads-anretning til husbonden og mig...


De hjerteformede miniomeletter er lavet i en silikone muffinsform efter inspiration fra hende her.

En verden til forskel fra de her som jeg lavede til husbonden sidste år...

Jeg fik et skønt gave kort til en romantisk aften under åben himmel med tæpper og varm kakao... Så hvis du ser et par sidde og holde i hånden mens de kigger på stjerne og holder i hånden på toppen af Hersted Høje i morgen aften, så er det nok husbonden og mig.

tirsdag, februar 12, 2008

Sukkerslave...

Jeg sukker efter sukker... her på 9. dagen af min sukkerafvænning har jeg i den grad lyst til at svinge forbi tanken og fylde op med en gang bland selv...


Men jeg ved at det er ovre lige om lidt, jeg skal bare lige klare denne time, denne dag, denne uge... fuldstændig som da jeg for små 3 år siden lagde cigaretterne på hylden. Der er dog en stor forskel; om 1 månedstid når afhængigheden har sluppet sit grimmetag i mig, vil jeg igen tillade mig at nyde det søde - men med måde.

For et par år siden fik jeg nogen mærkelige symptomer (som ikke rigtig havde noget med min fibromyalgi at gøre) og blev undersøgt for mange forskellige ting og sager, man fandt ikke noget, men en af lægerne foreslog at jeg lagde min kost om og undgik sukker, hvidt brød og stivelsesholdige fødevarer som kartofler, hvide ris og alm. pasta... Han mente nemlig at mit blodsukkerniveau var for lavt, han kaldte det hypoglykæmi. Han foreslog at jeg prøvede at leve efter omegametoden i et par måneder... faktisk gjorde det en forskel, men ganske langsomt glemte jeg de nye leve regler og spiste igen alt for meget sukker og hvidt brød.

Nu har vi strammet op, og skabene er fyldt med bønner, linser og fuldkornspasta. I køleskabet er frugtyoghurten udskiftet med ylette og slikket er erstattet med frisk frugt i mundrette bidder, nødder og lidt tørret frugt.

Udover opskrifterne i Niels Ehlers bog er der meget hjælp at hente her.

søndag, februar 10, 2008

5000 besøg

Som regel tjekker jeg ikke min statistik særlig ofte, men i dag kom trangen over mig...



Tænk, jeg har nu haft 5000 besøg på min blog, ikke siden jeg åbnede i maj, men siden jeg fandt ud af at lave statistik den 1. september. Det synes jeg faktisk er godt gået, 1000 tak til alle jer der læser med og kigger billeder, jeg håber I fortsat har lyst til at kigge forbi.

Hvad er det der sker...

Under en af mine gå-ture i sidste uge lagde jeg mærke til at der duftede af forår og var masser af bristefærdige knopper i krat og på buske ovre i skoven.

I går da jeg "stavrede" afsted i hastigt tempo med mine turbo-stave mødte jeg dette syn... Helt ærligt! Vi skriver den 10. februar, det er VINTER. Behøver jeg at minde nogen om, at sidste vinter væltede det ned med sne lige omkring den 20. februar, - jeg kan huske det, for vi var i Rom og husbondens far skulle gennemgå en stor hjerteoperation og vi blev så bange, da de lukkede Københavns Lufthavn. Heldigvis varede det ikke længe og vi kunne komme hjem som planlagt.

Normalt sker mødet med foråret et sted mellem Kassel og Stuttgart på vej på den årlige påskeferie i Sydfrankrig, nogen gange har vi faktisk skulle et godt stykke ind i Frankrig, før vi har set og duftet noget der bare minder lidt om forår. I år falder påsken meget tidligt, og vi havde derfor talt om, at vi nok skulle helt til Frankrig før vi kunne ane foråret i påske, nu viser det sig så at vi bare skal 500 m stik nord. Faktisk behøver vi slet ikke at gå så "lang" for i haven pibler det frem alle vegne, her i morges så jeg røde rabarbernakker på spring, det er fandeme tidligt!

fredag, februar 08, 2008

Husker I Herbie...

I går ringede min telefon. I den anden ende af røret var min pizza-pusher, og så blev jeg faktisk lettere paf og nærmest mundlam. Pizza-pusheren spurgte om ikke det var mig, der lavede kager, - det kunne jeg jo bekræfte, og så var det han spurgte om ikke jeg kunne hjælpe ham. Og man vil jo gerne være på god fod med pizza-pusheren, ikk?

Sagen var den at hans søn fylder 7 år i morgen og han ville så gerne overraske ham med en kage... det var jo lige lovlig kort varsel, men vi blev enige om en blå og gul bil, lavet af lagkagebunde (bagt som hel kage i bilformen) fyldt med jordbær-rabarberfromage med hakket mørk chokolade.


Da jeg skulle til at overtrække kage, skulle jeg jo også bestemme mig for det endelige design, og så var det jeg kom til at tænke på Herbie. Derfor fik bilen rally-striber og nummer på døren.


Og ved I hvad, her på sukker-afvænningens dag 5, lykkedes det mig at modstå prøvesmagning. Spørg lige om jeg føler mig dygtig...

onsdag, februar 06, 2008

ARGH....

Mit internet har på det seneste været noget ustabilt og i går var den helt gal... Det er faktisk som at stå under en tilkalket bruser som sprøjter lidt i øst og vest og ind i mellem også ramme håret :-)

Så jeg ringede til hot-line og ventede små 20 min. på at få spørgsmål som: har du tændt din computer, er stikket fra modemmet sat i og er der strøm på modemmet osv... først da jeg begyndte at bruge "fancy ord" som server, skillefilter, router og switchbox blev jeg taget alvorligt...

Den "flinke" mand hos hot-line mente så at det var modemmet og skillefiltret det var galt med, og med mindre jeg ville vente en 3-4 dage på at han sendte mig et nyt, måtte jeg en tur omkring den nærmeste tdc-butik.


Efter således at have brugt formiddagen på at stå i kø i tdc-butikken og eftermiddagen på at få fat i en hjemmesygeplejeske til min mor kunne jeg ved returnering til hjemmet konstatere, at der manglede et skillefilter i den udleverede pakke... Heldigvis er der ikke ret langt til tdc-butikken, så mig ud i bilen og hen til butikken, hvor jeg så igen kunne stå i kø.

Tdc-medarbejderen var ganske forstående overfor mit mildest taget dårlige humør, og han rummede fint mine fustrationer over både tdc og hjemmeplejen i min mors kommune.

Hjemme igen kan jeg nu konstatere, at internettet virker... ind i mellem, jeg orker næsten ikke at starte forfra, måske skulle jeg bare tage det stykke chokolade og den kop kaffe min krop sukker efter, - sukkerafvænning eller ej.

tirsdag, februar 05, 2008

Operation påskeglad...

Som jeg nævnte i mit indlæg i går, er der ikke længe til påske... Og i blogland reklameres her og der og alle vegne for operation påskeglad.


Jeg elsker at give og modtage gaver, så jeg synes operationen er et dejligt tiltag, som jeg gerne vil bringe. Reglerne er enkle og alle kan være med, det kræver ikke engang at man selv har en blog.

mandag, februar 04, 2008

Faste og askese...

Hold da op, hvor alle reklamerne i weekenden er fyldt med tilbud på pandekagepander og lignende.


Jeg har prøvet at google pandekagedagen, som jeg egentlig troede var en "til lejligheden" opfundet begivenhed i stil med Vallentins dag... og så viser det sig, at pandekagedagen er afledt af hvide tirsdag og at der faktisk er tale om en gammel kristen skik fra før reformationen, noget med at alt det hvide mel og de søde sager skulle bruges op inden fasten, som løber fra fastelavn til påske.

Faktisk kaldtes dagen i dag for Flæskemandag fordi det var sidste chance inden de 40 dages faste.

Lidt pudsigt... for husbonden og jeg har netop aftalt, at vi fra i dag og frem til påske vil vi skære sukkeret væk og spise sundt (eller i hvert til fald sundere) og motionere lidt mere, så vi på alle måder kommer i god form til påskeferien, som i år går til Sydfrankrig, og det skal I nok komme til at høre mere om. Jeg er ikke den eneste der går på sukker-afvænning også Sifka og Therese sadler om og prøver at få kontrol over sukker indtagelsen.

Så fra nu af og frem til påske er det slut med kager og søde sager. Det er frem med det grove brød samt grøntsagskurven og de tørrede frugter, når abstinenserne bliver for slemme. Måske ikke helt det samme som faste, men vel bedre end ingen ting...

Vil du vide mere om de gamle danske skikke og mærkedage, så klik forbi Foreningen dansk Kultur.

Og nu vil jeg gå ud og tage maden af komfuret og anrette den smukt på et par tallerkener, så vi hverken får for meget eller for lidt. I dag står den på braiseret kalkun med rødbedesalsa dog lidt modereret, da jeg kun havde kalkunsnitzler i fryseren...

Sikke en weekend

Hvor tiden bare flyver afsted, når man er i godt selskab. Lørdag blev brugt på shopping og tøsehygge i København. Det var nu ikke fordi der blev købt så meget; lidt te fra Perchs og et par enkelte uundværlige produkter fra Magasins parfumeafdeling samt et par bundter tulipaner. Frokosten blev indtaget på Sommersko og på vej hjem var vi lige forbi Nansensgade for købe aftensmad med hjem.

Aftenen brugte vi på sofaen med den gode te (som vist i øvrigt skulle virke slankende...) og den bærbare inden for rækkevidde... og så blev det søndag. Kurset blev holdt hos Kagebutikken, som ligger meget tæt på, hvor jeg bor så vi skulle heldigvis ikke bruge tid på transport.

En hel dag i sukkerkunstens tegn... Maisie Parrish er fantastisk til at lave figurer i sugarpaste, faktisk så god, at det er det, hun lever af, hun finder på nye figurer og skriver bøger og hun holder kurser og workshops hjemme hos sig selv og rundt omkring i hele verden.


Søndagens kursus varede 7 timer kun afbrudt af en frokostpause, og alle 12 deltagere arbejdede intenst for at følge med... men det tager altså sin tid at modellere 3 figurer... og jeg skal helt klart øve mig meget mere, før jeg bare når Maisie til sokkeholderne, men det var dejligt at være afsted og jeg fik da også et par tips og tricks med hjem.

I går aftes da jeg havde kørt veninden til toget, gik jeg fuldstændig kold på sofaen, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk at det tager et par dage før jeg er oppe i omdrejninger igen...

fredag, februar 01, 2008

Jeg glæder mig...

Min veninde fra Jylland kommer på besøg denne weekend, vi skal hygge og snakke og shoppe og snakke og hygge og vi skal lære nyt... På søndag skal vi nemlig på kursus hos Maisie Parrish som holder kursus i Danmark denne weekend.
Maisie er en fantastisk dygtig engelsk "sukker-kunstner" og hun har udgivet flere bøger med skønne modellerede figurer og jeg håber at lure nogen fif, så mine modelleringer bliver endnu mere personlige.