Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag

fredag, juni 22, 2012

Næsten som i Nice

Vi passer hus, hunde og heste på Fyn. Og vi nyder det. Selvom jeg havde lidt politisk arbejde i løbet af ugen, så har der også været tid til langsomme morgener, ture ud i det blå, gæster osv.

I dag var menuen fransk inspireret med grillet tun on-the-side.

I morgen sender vi heksen til Bloksbjeg og håber på tørvejr mens jeg holder min første båltale.

onsdag, april 04, 2012

Forår

Ord er vist ikke nødvendige her...

lørdag, marts 17, 2012

Nabohjælp eller fra Aalborgensisk gråvejr til middag i det sydlige Frankrig.

Der hvor jeg bor, har vi et fælleshus. I fælleshuset er der fællesspisning et par gange om ugen. I går var det mig og 8-9 af mine naboer der stod for at bespise omkring 75 personer. Menuen stod jeg for, og det er lang tid siden jeg besluttede at vi skulle møde foråret på fransk. Vi skulle med andre ord lave  coq au vin med salat af grønne bønner og soltørrede tomater i senneps-vinaigrette og tarte au citron.

Indkøbene var outsourcet til en af naboerne, da jeg var til kommunalpolitisk topmøde i Aalborg torsdag og fredag og derfor først var hjemme fredag eftermiddag. Da jeg landede hjemme fredag var det derfor  straks afsted til fælleshusets køkken, hvor naboer og råvarer stod klar.



Der stod jeg så lidt over kl. 15 og ledte efter overblikket, - det var pist væk, måske var det stadig et sted i Aalborg. Opskrifterne havde jeg heller ikke lige fået kigget på, siden jeg printede dem for en månedstid siden, så jeg havde ikke lige styr på, hvad der smart at lave først osv. når antallet af kogeplader og bordplads er begrænset. Nå, heldigvis er fælleshusets køkken stort og mine naboer i stand til læse selv og opskrifterne havde jeg printet, til ham der stod for indkøb, så han selv kunne gange op, så de lå klar på bordet sammen med kyllinger i læssevis, blegselleri, champignon, gulerødder, løg, persille, olie, eddike, sennep, citroner, mel, sukker, æg, smør osv.

Det der med overblikket skulle vise sig at give udfordringer senere. I hvert til fald stod jeg i mit eget køkken og kogte sukkerlage mens majoren piskede æggehvider til marengs af 1 liter æggehvide lidt over halv seks.

På trods af (mit) manglede overblik og en fantastisk hold indsats lykkedes det os faktisk at have maden klar til kl. 18 som lovet. Og sådan endte en dag der var startet grå og tidlig i Aalborg med en duft og en stemning, der er meget lig den man finder på en bistro i det sydlige Frankrig


Tærterne var super lette at lave. Dejen kørte jeg (af flere omgange) i foodprocessor og efter den havde fået et lille hvil i køleskabet, blev det trykket ud metal tærteforme og springforme. Jeg havde ikke bønner til at blindbage alle bundene, men en dyptallerken på hver bund klarer opgaven fint. Tiden var heller ikke til at bundene (eller de færdige tærter) kunne nå at køle af, så citroncremen blev hældt på varme  bunde og marengsen blev sprøjtet på de varme kager inden de fik de sidste 5 min. i en meget varm ovn.

fredag, december 30, 2011

Gås a la Peking

Julen er båret ud. Hos de fleste. Ikke hos os, hvor den, traditionen tro, får lov til at blive boende til Hellig Tre Konger. Men den sidste rest af julemaden er fortæret i dag. I asiatisk og grøn forklædning, for jeg trængte sådan til noget andet end fed dansk julemad.


Så min (optåede) rest gås blev skåret i tynde strimler (trevler) og lunet i en spsk. af dens eget fedt blandet med lidt hoisin-sauce og serveret med forårsløg, gulerod og rød peber i fine strimler, pandekager (jeg snød og brugte små soft-tortillas) og den vigtige hoisin-sauce.

mandag, august 22, 2011

Sofritto, mirepoix eller den hellige treenighed

Rigtig meget mad handler - som så meget andet - om forarbejdet. Således også saucerne. Egentlig er det lidt underligt for mig at skrive dette indlæg, for de der kender mig ved, at jeg ikke er et "sovse-menneske" og dog. For findes der noget bedre end en god fed rund og alligevel skarp bearnaise. Det skulle da lige være være kødsovsen. Sådan en langtidssimret en med tydelige tråde tilbage til det italienske køkken. Sådan en, der vel rettelig burde kaldes for ragu eller sugo, hvis den er uden kød.

En af hemmelighederne ved både bearnaisen og kødsovsen er netop forberedelsen. Hvor det til bearnaisen handler om eddike, vin, løg og estragon der koges ind til essens. Så er hemmeligheden bag kødsovsen sofrittoen (på fransk mirepoix). Basen af finthakkede gulerødder, blegselleri og løg (jeg havde kun røde, men du kan sagtens bruge almindelige) i forholdet 3-2-1.


Egentlig bør grøntsagerne skæret i bitte små tern med en stor kniv, men mine fibrohænder er ikke til den slags udfordringer, så jeg snyder og bruger puls-funktionen på min foodprocessor og det fungerer fint. Stykkerne bliver måske ikke lige så ensartede, men de skal jo alligevel gemmes i sovsen.

Når grøntsagerne er hakket, enten med den ene eller den anden kniv, skal de steges/svitses "blidt" i 10-15 min. Jeg laver som regel en stor portion (bruger et helt bundt selleri af gangen) og fryser så ned i passende portioner, når basen er svitset. Herefter tilsættes kød og/eller tomater alt efter lyst og sovsen simrer så længe du har tid, men gerne 1-2 timer.

Og ja, man kan godt tilsætte bacon. God tørsaltet bacon er bedst. Skær den i små tern og giv dem lidt varme inden du tilsætter grøntsagerne.


Denne base tilsat et glas af de skønne henkogte tomater og du har en pragtfuld tomatsovs (sugo) der hældt over en grydefuld friskkogt pasta er nem og hurtig mad, for tomaterne er jo kogt.

mandag, august 15, 2011

Humus

Efter jeg forleden skrev om den sunde snack spurgte flere efter en opskrift på min hjemmelavede humus. Og det gav mig faktisk både lidt panderynker og grå hår. For som så mange andre gange når jeg går i køkkenet, så bruger jeg ingen opskrift, men "føler" mig frem. I min humus er der dog altid:

Kikærter
Hvidløg
Tahin
Spidskommen
Citronsaft (eller lime, hvis jeg ikke har citroner)
Salt
Olivenolie

Det der gav mig grå hår og panderynker var forholdet mellem de enkelte ingredienser. Og jeg aner det ikke. Jeg koger gerne en hel pose kikærter af gangen (det er vel 500 g i tørvægt) og deler den som regel i 3-4 portioner, som jeg fryser ned, hvis ikke jeg skal bruge dem med det samme. Hvor meget hvidløg kommer an på feddenes størrelse og friskhed. Men til 1/3 pose kikærter bruger jeg vel 2-3 store fed. Og 1-2 spsk. tahin. Spidskommen, salt og citron/lime til det smager rigtigt og olie til konsistensen er blød og cremet.

Jeg kører massen i min foodprocessor, men i mellemøsten ved jeg at man flere steder rører humus i hånden. Det kræver blot at kikærterne er kogt mere end møre. Så hvis du vil forsøge dig på den autentiske håndholdte måde, skal ærterne nok koge noget længere end de ca. 40 min. jeg plejer at koge mine.

fredag, marts 25, 2011

Dobbelt date

Det er fredag og jeg glæder mig til at skyde weekenden i gang med middag på Asador efterfulgt af koncert med Søren Huss.

Jeg har glædet mig længe. Både til middagen og koncerten. Og efter at have et billeder og læst med hos Mira glæder jeg mig endnu mere.

At cykelsønnen og hans skønne kæreste også skal til koncerten gør mig ikke det mindste, jeg glæder mig til at se dem.

God weekend til dig og dine.

lørdag, maj 01, 2010

Find Holger


I Netto lå Holger og så ensom ud. I haven var de første rabarber
klar og i kassen fra Aarstiderne var ramsløg og blodappelsin. Nu
hygger Holger sig i ovnen med de nye venner og på komfuret dampes de
sidste pastinakker inden de vendes i en marinade af blodappelsin,
ramsløg og den rapsolie som også blev Holgers sidste.

NOTE TIL MIG SELV: kompotten er MEGET syrlig og kan sikkert med fordel tilsættes honning...

lørdag, marts 13, 2010

Boblende team-work.

Hvis du skærer bacon ordner jeg svampe og skyller spinat... oven i røg et par hakkede blommetomater og lidt nykogt frisk pasta. Det hele blev vendt med et par sammen piskede æg og lidt revet ost, og så var der mad.


Velbekomme Pasta Basta og italienske bobler i glasset. God weekend!

torsdag, marts 11, 2010

What's for dinner...

og så sidder man der, og bliver nærmest overrasket over, at der også i dag skal mad på bordet... gad vide om jeg nogen sinde får så meget overskud eller struktur på min tilværelse, at jeg får planlagt den slags. Altså planlagt som i madplaner og noget...

Nå men, køleskabet rummede kartofler, selleri, soltørrede tomater, oliven, revet ost, fennikel, æbler og bacon. Så på indkøbssedlen blev skrevet hakket kalv og flæsk, æg og porre. Hvad det endte med? Jo, det blev såmænd til kartofler, selleri og porrer i fad med lidt revet ost og godt med salt og peber, bacon omviklet farsbrød med porrer, soltørrede tomater og hakkede oliven og dertil en salat af tyndt skåret fennikel, æblebåde og fint snittet porrer vendt med en aromatisk dressing af lidt god olivenolie, lidt balsamisk eddike, et skvæt sirup og så lige lidt fra krydderihylden.





Resultatet blev ualmindelig godt, hvis jeg selv skal sige det og jeg tror egentlig også at ham den dejlige og hans søn syntes godt om måltidet.

onsdag, januar 20, 2010

Det her kan altså godt anbefales...

I går aftes var vi ude at spise, vi var - som faste kunder - inviteret til:




Om det kan anbefales, - det kan I lige tro! Vil du også prøve så kig forbi hos Aarstiderne der måske er mest kendt for de ugentlige grøntsagskasser, - som i øvrigt også kan anbefales.

torsdag, november 12, 2009

Aarstiderne.



For en månedstid siden genoptog vi vores abonnement på frugt og grønt fra Aarstiderne, og det har jeg ikke fortrudt. Hver fredag får vi en kasse lækre grøntsager og en mindre men mindst lige på lækker kasse frugt og i bunden af grøntkassen ligger et hæfte med opskrifter og den inspiration som opskrifterne og de lækre råvarer giver var lige hvad vi trængte til her i november som bestemt ikke hører til en af favorit månederne.


Og bare rolig jeg skal nok få lagt billeder fra min tur til Birmingham op...

tirsdag, november 10, 2009

Mortens lår.



Egentlig plejer vi ikke at gøre noget særligt ud af Mortens aften, og det var egentlig heller ikke meningen at gøre det i år. Nu ville tilfældet i midlertid at køleskabet var gabende tomt efter mine 4 dages fravær, og i det lokale supermarked fristede ferske åndelår og flotte rødkålshoveder. Efter et par hurtige sms'er frem og tilbage fandt vi ud af at vi sagtens kunne spise sammen på trods af træning og andre aftaler, hvis vi bare spiser lidt sent. Så nu har jeg brunet 3 åndelår og lagt dem på et leje af grove grøntsager og hældt lidt rødvin og bouillon ved og så kan hele molevitten få lov at hygge sig i ovnen ved lav varme et par timer. Jeg tror de skal ha' selskab af strimlet rødkål vendt på panden med lidt æbler, soltørrede tranebær og et skvæt balsamico og så lidt ristede rodfrugter.

Bon Appetit!

torsdag, august 20, 2009

Home sweet home

Vi er hjemme igen efter et par forrygende uger på to hjul. Vi har handlet og provianteret til aftenens måltid, der ikke skal laves på trangiaet med dets let begrænsende udfordringer.


Til gengæld gider ingen af os rigtig stå i køkkenet. Pizza, burger og andet "junk" er ikke en mulighed i dag, så vi købte lidt friske grønne forsyninger, en pakke af de gode pølser og et godt brød og om lidt er det hele færdigt på grillen.

torsdag, juli 30, 2009

Jeg elsker mit køkken.

I går havde vi gæster til middag, det er lang tid siden vi sidst havde middagsgæster uden, at der var en en "årsag".

Jeg nød at planlægge middagen, nød at handle ind og nød at nusse rundt i mit køkken. Jeg er så glad for det rum, som jo faktisk er hele underetagen af vores hus, alt virker, intet har været overladt til tilfældighederne. Det er en daglig glæde at opholde sig i rummet, at sætte kanden under Quookeren og have friskbrygget kaffe eller te på et øjeblik. At tænde for det nærmest lydløse emfang, at kunne se og overskue råvarerne i kolonialskufferne. At kunne komme til alt porcelænet uden at skulle flytte stabler af tunge tallerkener eller andet først. At kunne have den bærbare stående på bordet ved siden af mig mens jeg snitter og hakker, uden at den er i vejen. Som I alle sagde, - det var værd at vente på!

Nå, men det var den der middag vi kom fra. Der var svinekam med sværd på bud og spidskålene og de små nye kartofler var flotte, så det blev hovedingredienserne i aftenens måltid. Dessert skulle der jo også til og det bugnede med de flotteste bær i grøntafdelingen, så de kom med hjem.


Aftenens menu blev således: weber grillet svinekam med sprød sværd hertil små nye lune kartofler vendt i lidt god olivenolie sammen med blå birkes, rødløg, persille og grofthakkede hasselnødder hertil letdampet gratineret spidskål. Desserten bestod af lagkagebunde lagt sammen med en fed mascarponecreme og en blanding af jordbær, brombær, hindbær og blåbær. Kanten fik en strimmel marcipan til at holde sammen på de gode sager.

Det blev en hyggelig aften og vi sad længe i krogen omkring det store bord.

torsdag, juli 09, 2009

Gæstebud.

Anarkisten har været i København sammen med bedstevennen i dag og de sluttede besøget her ude hos mig i den aller aller yderste udkant af København også kaldet Vestegnen.

Og hun havde gaver med, - skønne gaver, kun til mig...


Nu er det jo sådan at Anarkisten er ret ferm i et køkken, og det kan godt gi' lidt præstationsangst... Heldigvis havde hun tilbragt en del af dagen på La Glace, så jeg behøvede ikke at diske op med kage , men kunne koncentrere mig om maden og samværet med to herlige mennesker.

Så efter et par timer med snak, grin, te, jordbær og bastogne kiks på terrassen med udsigt til "dræberrosen" serverede jeg Nigellas langtidsstegte kylling med pesto kartofler og en skøn blandet sommerpræget salat til. Salaten måtte jeg dog ha' hjælp til, - eller dvs. Anarkisten mente der skulle fetaost i, så det kom der, måske et par forårsløg også burde have fundet vej i skålen.

Vi hyggede os så meget, at ingen af os tænkte på at tage billeder af maden, før det var for sent, så her kan I se resterne af salaten, der indeholdt: spæde salatblade, frisk bælgede ærter, friske hindbær og blåbær samt pinjekerner og fetaost.


Således mætte af mad og de mange indtryk fra storbyen kørte jeg to trætte jyder til toget. Og da jeg kom hjem, havde min skønne husbond taget opvasken.