BOOH

I går var vi inviteret til fødselsdagparty hos et par gode venner. De havde specifikt frabedt sig gaver, og i stedet foreslået at man støttede Pakistan.

Jeg synes dog ikke vi kunne komme tomhændet, så i stedet for en buket blomster gik jeg i køkkenet og bagte en klokkeformet red velvet kage, som jeg fyldte med karamel smørcreme (italiensk marengssmørcreme tilsat et par store skefulde dulce de leche).

Barcelona vol. 3

Onsdag morgen startede som de andre med kaffe.

Vi havde ingen egentlige planer for onsdagen udover, at vi skulle mødes med et par andre FCK-fans engang over middag. Så vi satte kursen mod Ramblaen, som var fyldt med glade københavnere klædt i hvidt. Ret hurtigt fandt vi ind på la Boqueria, det gamle store marked som er fyldt til randen med frisk frugt og grønt, kød, fisk, ost og andre delikatesser. Jeg elsker den slags markeder.

 

Og så trængte vi til lidt færre mennesker. Så vi snuppede en smoothie og søgte videre ud i byen, ned i den gamle bydel. Med smalle gader og stræder, små pladser og smukke huse og kirker.

Efter en sen frokost med flere flere dedikerede fans tog jeg afsked med veninden og søgte mod metroen, der skulle bringe os til Camp Nou, hvor vi stod i kø og blev passet på...

 

Vi var i god tid. Heldigvis. For det tog lang tid at komme ind. Lang tid at komme igennem sikkerhedskontrollen og lang tid at gå op af de mange, mange, mange trapper. Jeg tror det er det største stadion i Europa, og det er stort. Kæmpestort.

Det var en fantastisk oplevelse. At stå der på det største stadion sammen med 7000 andre københavnere. Det er muligt, at der ikke var udsolgt, men der var mange, rigtig mange inde for at se fodbold den aften. FCK vandt ikke, men når man nærmest spiller mod verdensmestrene, - og gør det godt, så er alt som det skal være.

Efter kampen blev vi holdt på stadion i omkring 1½ time, og det er lang tid. Bagefter var der dømt sen aftensmad og sangria.

3 dage på benene og 5 timer stående på stadion tog hård på mig. Nøj, hvor jeg trængte til at få benene op, da jeg sent ud på natten landede på hotellet.

Barcelona vol. 2.

Det var blevet lidt sent mandag aften, så vi spiste morgenmad på hotellet tirsdag. Stærk espresso med dampende varm mælk, ristet brød, lækker skinke, krydrede pølser, lun tortilla, sprøde croissanter og friskpresset juice.

Vejret var mildt og solen skinnede fra morgenstunden, så vi tog solbrillerne på næsen og gik ud i byen med åbne jakker og bare tæer i sandalerne. Dagens program var Picasso og Miro. Og så ville vi gerne orientere os i byen. Så vi hoppede på en turistbus. Turen bragte os bl.a. gennem den Olympiske by inden vi stod af ved Pla de Palau og gik op i gennem byen i retning af Picasso museet.

På museet er der mange af Picassos tidlige værker. Og man kunne klart fornemme hans udvikling. Jeg var vild med Picassos mange fortolkninger af  Velázques "Las Meninas", men har desværre ingen billeder, da der ikke må fotograferes inde på museet. Efter Picasso gik turen til fods videre op igennem det historiske Barri Gotic kvarter inden vi stod på bussen igen.

Herefter gik turen til Casa Mila, La Pedrera et af de mange fantastiske huse tegnet af Gaudi. Vi stod ikke af, for vi havde planlagt en hel dag i Gaudis tegn senere på ugen. I stedet skiftede vi til en anden bus, for at komme ud i et andet hjørne af byen. Man ser byen på en anden måde, når man sidder på øverste etage i en turistbus.

Vi stod af ved Camp Nou. Min veninde havde ingen billet til fodboldkampen, og ville se om det kunne lade sig gøre at købe en. Holy Cow det er stort, det stadion. Hun fik ingen billet. Det viser sig, at der er meget skrappe (UEFA) regler for hvem, der må købe billetter til Champions League og hvordan de må erhverves.

Tilbage på turistbussen gik turen videre rundt i Barcelona. Vi stod af på Av. Diagonal, hvor der lå en Starbucks lige ved stoppestedet. Starbucks er og bliver mit favorit kaffested all over the world. Der blev sørme også lige tid til lidt shopping inden vi hoppede på en ny bus, denne gang med kurs mod Miro museet på Montjuïc.

Undervejs kom vi forbi taxaholdepladsen ved Hovedbanegården og den mest fantastiske elefant skulptur jeg nogen sinde har set.

Og så var vi der; Fundació Joan Miro. Jeg er vild med Miros leg med former, farver og strukturer. Jeg bliver glad i låget af at kigge på denne (ikke helt) lille fyr, der byder velkommen lige uden for døren. Men også hans andre skulpturer og malerier gør mig i godt humør. I det hele taget har jeg et eller andet med surrealisterne.  Og havde tiden været til det, havde vi lejet en bil og var kørt en tur op til Dali museet i Figueres.

På vejen ned havde vi det mest fantastisk vue ud over barcelona og havnen også selvom vi ikke tog svævebanen men fortsatte med turistbussen.

Tilbage i Barcelonetta måtte vi lige styrke os med en enkelt mojito og et par tapas inden vi fortsatte ud i byen på jagt efter den bedste paella.

Barcelona vol. 1

Mandag var ankomstdag. Flybilletterne var bestilt, så vi ikke skulle alt for tidligt afsted og samtidig kunne nå at se Barcelona i dagslys. Efter en kort mellemlanding i München, fortsatte turen ned over Europa. Gennem vinduet i flyet kunne vi se alpetoppe stikke op gennem skyerne. Det syn, bliver jeg aldrig træt af.

I Barcelona skinnede solen fra en blå og skyfri himmel.

Efter at have sat kufferterne af på hotellet, som lå helt fantastisk centralt lige ned til lystbådehavnen i Barcelonetta. Smed vi "Turen går til Barcelona" og et bykort i tasken og smuttede ned på Joan de Borbó til en hurtig gang tapas. Inden vi begav os ud i de små gader og stræder oppe i det helt gamle middelalderlige Barcelona.

Det tog sin tid at gå derop, for butikkerne var endnu åbne og så måtte vi jo ose... og inden vi så os om var klokken mange og vi var sultne igen, så vi smuttede ind på Teller de Tapas som ligger på et lille torv lige i nærheden af den smukke middelalder kirke Santa Maria del Pi.

Mens vi spiste den lækreste let stegte fladfisk og de møreste lammekoteletter skimmede vi "Turen går til Barcelona" for at planlægge de næste par dage. Af en eller anden grund faldt vores blik dog ret hurtigt på de par linier, der var skrevet om byens bedste cava-bar. Og så gik vi på jagt...

Var det let at finde. Nej. Stedet er bitte lille og ligger i en lille lidt mørk gade. Var der proppet? Ja, vi stod som sild i en tønde og måtte virkelig sno os, for at nå frem til baren, hvor de i øvrigt også serverede taspa. Smagte det godt? Ja, jeg var især vild med den røde, som havde en lidt bitter eftersmag. Var det dyrt. Nej, vi gav 0,90 Euro pr. glas.

Viva Espana

Influenzalignende symptomer raser i min krop. Mine led er varme og smertende. Og jeg er træt. Noget så træt. Men det hele har en årsag, og den er alle smerterne værd. Jeg har nemlig holdt efterårsferie i Spanien, nærmere betegnet i Barcelona. I de 5 dage jeg tilbragte i den vidunderlige catalanske storby, fik jeg gået, stået, og set mere end jeg længe har gjort.

Barcelona er et overflødighedshorn af fortryllende bygningsværker, skønne pladser, forunderlige gadelamper, vidunderlige barer og restauranter, super shopping, fantastiske museer og ikke mindst så har de et fodboldhold i verdensklasse. Læg dertil høj blå himmel og 20-23 grader i dagstimerne, billig cava, fisk og skaldyr i en kvalitet jeg sjældent har set mage og den mest vidunderlige is lavet på dulche de lecca...

Det var min første tur til Spanien, men bestemt ikke den sidste. Jeg var afsted med en veninde, som jeg ikke har rejst med før, og selvom vi ikke havde brugt tid på planlægning hjemmefra, så vi faktisk helt enige om, hvad vi gerne ville se. Picasso, Miro og Gaudi var selvskrevne, men vi var også enige om, at der skulle være tid til at studere mennesker. Tid til at sidde på en bænk og mærke byens puls. Og så var der jo også lige en vis fodboldkamp, som måtte opleves.

Normalt har jeg været vandt til udlandsrejser flere gange om fordelt på vinter/forår, sommer og efterår. Men i år er det kun blevet til en forlænget weekend i London i februar. Så jeg trængte til varme og nye impulser. Samtidig har min krop det svært med for meget varme, og derfor var det lune sensommervejr i Barcelona helt perfekt. Mine batterier er på en gang flade og fuldt opladet.

Billeder og mere detaljerede beskrivelser af mine oplevelser følger de nærmeste dage.

Familie-sammenføring.

Tænk at mit lille pus, Myndlingen, har rundet de 21... Han har dog stadig lidt svært ved at komme op, så når det er rigtig vigtigt, agerer jeg gladeligt back-up vækkeur.

Nå men i dag havde han så inviteret til fødselsdag; boller og lagkage og lidt aftensmad, - hos min mor. Stod der i invitationen... Blød og italiensk Mama-agtig er jeg jo, så jeg ordnede og bagte og svingede gryderne, mens barnet, hans far, papfar og ham den dejlige sludrede og hyggede med resten af den efterhånden ret store familie.

Nu er alle gået, opvaskemaskinen kører og jeg har smækket benene op.

Sol, sommer og gode venner.

Nogle gange skal der ikke så meget til.

En farvestrålende blomst, en lysende stjerne pg lidt gul lædersnøre og straks vandrer tankerne og et stille smil kruser på mine læber. Armbåndet blev mit yndlings fra det øjeblik jeg så det i den lille butik på det store net, og nu hænger det smukt om mit håndled og gør mig glad og smilende.

Tænk engang

Tænk engang i dag ville John Lennon have fyldt 70 år.  Manden der har beriget verden med så mange smukke sange. Tillykke old champ.

Billedet er et par år gammelt. Jeg tog det da jeg var forbi Strawberry Field i Centralpark på min tur til New York. Jeg kan forestille mig, hvordan der ser ud i dag. På hans 70 års fødselsdag.

Klædt ordentligt på

Det er budget-tid i kommunerne landet over i øjeblikket. Og som ny i jobbet er det vigtigt at være ordentligt klædt på, - på alle måder.
Jeg har sukket efter disse blanke metalisk skinnende Dr. Martens siden jeg så dem for et par uger siden og i dag røg de altså med i kurven hjem.
Nu mangler jeg så bare lige at læse på tallene en ekstra gang og skærpe argumenterne, så er jeg klar til kommunalbestyrelsesmødet i næste uge.

Næste gang...

Jeg var i Aalborg i weekenden. Jeg troede jeg havde været rigtig smart da jeg planlagde turen, for jeg havde nemlig sørget for at have et par timer til overs inden jeg skulle med flyveren hjem. Det var jo 1. søndag i måneden og derfor tænkte jeg, at butikkerne måtte være åbne... Det var de bare ikke. I hvert til fald ikke dem inde i Aalborg, de der små hyggelige butikker på gågaden. Så jeg var i Salling. Jeg købte ikke noget, for der var en kvart million andre, - mindst. Og det kunne jeg slet ikke lige overskue. Så jeg gik ud i et solbeskinnet men vindomsust Aalborg og kiggede op, ned og hen. Og glemte fuldstændig at tage billeder, af brostenene, de små fine skæve huse, de smukke kirker og ikke mindst de fantastisk gadeskilte med små historier på.

Det er 2. gang jeg er i Aalborg og 2. gang jeg vender hjem uden at have oset butikker, - åbne butikker vel at mærke. Næste gang, så tager jeg revanche. For jeg tror faktisk at Aalborg er en fantastisk shopping-oplevelse.