Når en peberkagebager...

Jeg er med kæresten på get-away i skønne Lund. Og iført uldent undertøj, skisokker, pelshue og tykke luffer har vi udforsket den snedækkede og julepyntede by.

Vi har oset og shoppet julegaver både til os selv og resten af familien. Og i næste uge er det vist på tide at komme igang med julehyggen hjemme på Vestegnen.

Hjælp en blogger i nød.

En af mine læsere, hvis blog jeg også selv følger, er med i en konkurrence, der kan opfylde hendes drøm om et ophold på en irsk kokkeskole. Hvis du vil hjælpe hende, så tryk på linket og giv hende en hånd. Hun fortjener det.

Tak for spørgsmålene vedr. den sårede kriger-kat. Han er i bedring, men vi tjekker lige telefonisk med dyrlægen i morgen, - bare for en sikkerheds skyld.

Pausekage

Jeg har lige fået en MMS fra min veninde, hvis nyeste kagebog er lige på trapperne.

Min pausekage er af den købte slags. Nogle gange er det nemlig i orden at springe over der hvor gærdet er lavt. Og i dag er en af dem, har jeg besluttet. Dagen startede nemlig med en tur hos dyrlægen. Min store gamle hakat ville nemlig ikke gå. Han har fået tæv af en der var stærkere end ham, så nu står den endnu engang på antibiotika og smertestillende mens vi ser tiden an et par dage i håb om, at han ingen byld får denne gang.

Så mens katten hviler på sofaen drikker jeg kaffe og spiser honningkager ved spisebordet i selskab med avisen og en stak magasiner.

Barcelona vol. 4a

Torsdag morgen sov vi længe. Vi var vist også lidt længe om at spise morgenmad og der måtte en ekstra kop kaffe til inden vi satte kursen mod nærmeste metrostation. Et par stop og et enkelt linieskift senere stod vi der. I køen ved La Sagrada Familia.

Og så var vi pludselig inde. Og det var overvældende og bjergtagende. Jeg har kun ganske få gange i mit liv haft samme overvældende følelse, som jeg havde da jeg trådte ind i det ufærdige kirkerum. Hårene på mine arme rejste sig og jeg blev stille. Helt stille. Stod bare der og kiggede, op, ned, hen, rundt og op igen. Detaljerigdommen er overvældende. Lys indfaldet helt fantastisk. Rummet er så overdådigt, pompøst og helt igennem fantastisk. Faktisk har jeg svært ved at finde ord, der beskriver følelsen og den stemning jeg oplevede.

Sådan en oplevelse skal fordøjes. Langsomt. Så vi besluttede os for at gå op til Hospital de Sant Pau. Desværre var der lukket pga. ombygning, men vi fik kigget lidt gennem vinduerne i indgangsbygningen. Gad vide om man bliver hurtigere rask, hvis man er omgivet af smukke bygninger og skønne detaljer...

Og så hoppede vi tilbage på Gaudi-sporet. Næste stop Casa Mila og Casa Batllo. Vi tog metroen til Diagonal og gik ned af Passeig de Gràcia uden at kigge ret meget på butikker.

Jeg er vild med Gaudis leg med former. Og kunne bruge timer på at kigge på hans bygningsværker. Og heldigvis var min veninde med på det. Så vi tog os god tid til at kigge på detaljer i Casa Mila. Inden vi måtte strække våben og bøje os for den snigende sult og bestille frokost på en fortorvscafe. Som altid indledt med en lille snack.