mandag, marts 29, 2010

Weekend sysler.

Nogen gør rent i deres weekends, andre går på museer eller i skoven. Nogen sover længe og spiller computer andre ser film og råhygger med børn og kærester. Nogen spiller fodbold andre ser på, og andre igen gi'r den gas på to hjul på skovens smalleste stier og spor. Andre bliver gift og nogen begravet...


I lørdags blev Peter og Camilla gift og ud over dem selv og datoen ville de frygtelig gerne ha' deres skønne lille datter med på kagen. Kagen er en blanding af de klassiske lyse lagkagebunde og den lette chokoladekage og fyldet er hvid chokolademousse og skovbærfromage.



Selv tilbragte jeg lørdagen på en lidt mere trist måde, jeg var til begravelse hos min biologiske far, som længe har været syg. Nu fik han endelig fred, - og det var godt.

Min fars død bragte også noget godt med sig. Jeg tilbragte nemlig fredag, lørdag og noget af søndagen sammen med de af mine halvsøskende jeg ikke er vokset op sammen med.Min søster kom fra Jylland og min bror og hans kone fløj hjem fra USA og pludselig sad vi der i mit køkken og grinede og snakkede som om vi aldrig havde bestilt andet. Det var så hyggeligt og den tæthed vores far ikke formåede at bringe ind i vores liv spirede frem der, lige ved mit køkkenbord. Jeg er så glad, mine søskende er glade og jeg tror faktisk også at vores far ville være rigtig glad, hvis han vidste, hvor meget vi hyggede os sammen.

Min bror og hans kone har heldigvis fået det arrangeret sådan, at de kan blive i Danmark en uges-tid, men de havde ikke lige fået arrangeret overnatning og transport, - så jeg lånte dem min nyrenoverede bil og så drog de afsted mod gamle venner og familie i det fynske og jyske.



Jeg benyttede mig af at butikkerne havde søndagsåbent og fik købt flyttekasser til Myndlingen og et par nye Chunk's til mig selv, - man kan jo trænge...

torsdag, marts 25, 2010

Forårsfornemmelser


Solen skinner i København...

torsdag, marts 18, 2010

Skak-mat.

Jeg stor nyder, at foråret tilsyneladende er ved at få fat. Nyder at solen skinner ind gennem persiennerne og laver striber på væggen og min kind om morgenen, når jeg vågner. Nyder at  sidde i en solstråle med en kop kaffe og mærke det prikke i den blege vinterhud. Jeg elsker den transformation, der ligger i overgangen fra vinter til forår, synes det er forunderligt, at alt hvad der tilsyneladende var dødt vågner til live igen. Det giver mig energi, og dét har jeg brug for i øjeblikket, hvor jeg har meget om ørerne og det hele går lidt stærkt, og for at det ikke skal være løgn så har min krop besluttet sig for at give fibromyalgien plads til også at rumstere... Det synes jeg egentlig ikke lige jeg har brug for.


Selvom fibromyalgien stikker sit grimme og dumme ansigt frem i disse dage, så har jeg ved siden af mit arbejde i kommunalbestyrelsen fundet tid og overskud til at lave et par kager. En af mine venner arbejder på Basen, som skal have nyt logo mm. Det skal selvfølgelig fejres med kage, så jeg fik et smugkig, så de kunne få en kage, der matchede det nye logo, som endnu ikke er at finde på nettet... Kagen indeholder den skønne og fede chokolade mudcake og en frisk hindbærfromage.


Udover politikken så er der også kurserne hos FOF, som er en stor succes. Jeg er elsker at undervise, elsker at give min viden videre, vise at det slet ikke er så svært, og at man med få virkemidler kan løfte en almindelig kage til nye højder, - i hvert til fald på det ydre plan. FOF havde generalforsamling i går, og ville gerne have et "sødt punktum". Indholdet er det samme som i kagen til Basen, både fordi det er en rigtig god smagskombination, men også fordi det var det letteste for mig.


I dag var det så meningen, at jeg skulle holde modelleringskursus på FOF, men fibromyalgien og en spirende influenza (eller noget der ligner) har sat mig skak-mat - så der må findes en ny kursusdato. Nu ligger jeg så her på sofaen, med hævede, brændende, smertende, dumme fingre. Ømme og usamarbejdsvillige skuldre og en værkende ryg for ikke at tale om de tåbelige ben og fødder, der ikke lystrer og bare gør ondt. Oven i hatten har jeg hovedpine, kløende øjne og en varm pande... Jeg er en ynk!

mandag, marts 15, 2010

Forårsfornemmelser

Dagen startede blidt med solskinskys, senere tømte jeg nærmest Inco
for delikatesser og andre lækkerier og på vej ud lod vi os friste af
fiskemsndens tilbud om frisk stenbider rogn.

lørdag, marts 13, 2010

Boblende team-work.

Hvis du skærer bacon ordner jeg svampe og skyller spinat... oven i røg et par hakkede blommetomater og lidt nykogt frisk pasta. Det hele blev vendt med et par sammen piskede æg og lidt revet ost, og så var der mad.


Velbekomme Pasta Basta og italienske bobler i glasset. God weekend!

torsdag, marts 11, 2010

What's for dinner...

og så sidder man der, og bliver nærmest overrasket over, at der også i dag skal mad på bordet... gad vide om jeg nogen sinde får så meget overskud eller struktur på min tilværelse, at jeg får planlagt den slags. Altså planlagt som i madplaner og noget...

Nå men, køleskabet rummede kartofler, selleri, soltørrede tomater, oliven, revet ost, fennikel, æbler og bacon. Så på indkøbssedlen blev skrevet hakket kalv og flæsk, æg og porre. Hvad det endte med? Jo, det blev såmænd til kartofler, selleri og porrer i fad med lidt revet ost og godt med salt og peber, bacon omviklet farsbrød med porrer, soltørrede tomater og hakkede oliven og dertil en salat af tyndt skåret fennikel, æblebåde og fint snittet porrer vendt med en aromatisk dressing af lidt god olivenolie, lidt balsamisk eddike, et skvæt sirup og så lige lidt fra krydderihylden.





Resultatet blev ualmindelig godt, hvis jeg selv skal sige det og jeg tror egentlig også at ham den dejlige og hans søn syntes godt om måltidet.

søndag, marts 07, 2010

Fuld fart...

 
Ind i mellem brilleindkøb og weekend i London med Myndlingen, politiske møder, læsning af dagsordener, indstillinger og kommuneplaner, ejendomsmægler besøg, afholdelse af kagekurser, samtaler med forsikringsselskaber, mekanikere, banker for ikke at tale om udarbejdelse af opgørelser over økonomi og indbo, så bliver der rent faktisk også tid til lidt hygge med ham den dejlige jeg har mødt...

Livet er skønt og foråret er altså på vej!!!

tirsdag, marts 02, 2010

Syn for sagen

For et par uger siden knækkede jeg en brillestang, og den kunne ikke
repareres eller erstattes. Heldigvis behøver nye briller ikke længere
at være en kæmpe udskrivning, så jeg købte 2 for 1 og et par nye
læsebriller fra Netto oveni hatten.
Nu er det så jeg tænker om det er med briller som med sko, støvler
og tasker, - at man aldrig kan få for mange...