Et øje for et øje...

Det er vist ingen hemmelighed at Wolfgang er en slagsbror, og gale katte får revet skind og alt det der. Så tirsdag i sidste uge måtte vi for 717. gang igen afsted til dyrlægen... besøget gik dog ikke helt som forventet. Det viste sig, at han havde et sår på hornhinden på venstre øje og det var temmelig svært, for ikke at sige umuligt, at undersøge det uden at lægge katten i fuld narkose. Derfor blev Wolfgang hos dyrlægen. Nu var der jo så bare lige den hage, at vi skulle afsted til London dagen efter, og Myndlingen var ikke meget for at skulle give Wolfgang øjendråber 6 gange i døgnet. Derfor blev katten hos dyrlægen til fredag, så Myndlingen kun skulle agere dyrepasser i 2 dage.

Det viste sig imidlertid at såret var værre end først antaget, så mandag morgen blev den stakkels kat afleveret hos en øjenspecialist, der lagde ham i narkose, rensede såret på hornhinden, syede det inderste øjenlåg sammen og lagde et medicindepot under det nederste øjenlåg. Nu ligner han kattenes svar på Frankenstein og skal gå med skærm og må ikke komme ud i de 14 dage der skal gå inden stingene kan fjernes og såret på hornhinden forhåbentlig er lægt...

Behøver jeg at sige, at jeg er glad for at han er forsikret og at jeg rigtig gerne ville vide hvor, den kat han slås med hører til...

Overblik og detaljer...

Endnu en gang vågnede vi op til det skønneste vejr, hvilket var heldigt, eftersom vi havde bestilt billetter til en tur i London Eye.


Udsigten deroppe fra toppen af øjet er fantastisk især på en klar dag.






Nede på jorden igen gik turen nordpå op til Camden Market.









Eftermiddagen blev brugt under Westway motorvejen, hvor der ligger et kæmpe stort sportscenter, der bl.a. rummer en af Englands største indendørs klatrevægge, som er daglig træningsvæg for et par af de klatrere vi mødte sidste efterår på Kalymnos og igen i påsken i skoven ved Fontainebleau.

Da husbondens arme sidst på dagen var brugt op snuppede vi en taxa tilbage til hotellet, hvor vores bagage var opmagasineret. Herfra gik det hastigt videre til lufthavnen...

Work, work, work...

Lørdag var arbejdsdag. Det var dagen, hvor min julegave fra husbonden skulle indløses og jeg skulle møde to af mine guruer, to af sukkerkunstens mestre... Debbie Brown og Lorraine McKay holdt fælles workshop i London.

Så jeg stod tidligt op, spiste morgenmad og tog undergrundsbanen til Pimlico og fandt frem til kulturhuset i Churchill Gardens på Glasgow Terrace.










Jeg lærte en masse... og mødte "sugar-girls" fra både Malaysia, Spanien, USA og England, det var en fantastisk dag.

Husbonden tilbragte eftermiddagen på The Castle i selskab med en af de pragtfulde klatrere, vi var på Kalymnos med i efteråret.

Om aftenen gik vi alle 3 ud og spiste indisk på en fantastisk vegetar-restaurant i Finsburry, jeg kan godt indrømme, at det var halvsent inden vi var tilbage på hotellet...

Walking through the streets of London

Den eneste rigtige måde at opleve en storby på er til fods...


Så vi kiggede til højre inden vi kiggede til venstre og så krydsede vi vejen og satte kurs mod Covent Garden.




Efter shopping og kaffepause i Covent Garden gik turen til Liecester Square, hvor der blev indkøbt teaterbilletter...


London er fyldt med de skønneste små pubber med de mest fantastiske facader...


Fra West End gik turen mod City, hvor vi skulle mødes med Tina. På vejen kom vi forbi den imponerende St. Paul,s Cathredral.


Vi fandt Tina (eller hun fandt os) ved Bank st. og så fik vi lige en hurtig gennemgang af områdets mest markante bygninger og deres historie, inden vi gik til frokost i den gamle børs.


Efter frokost gik turen til South Bank via Millennium Bridge. South Bank er et skønt sted at gå tur...


Der er masser af liv og fine detaljer


men der er også rum til eftertænksomhed...


Og så er der plads til urbant street-life...




for ikke at tale om gadekunstnerne



Og så var det faktisk ved at være hen på eftermiddagen. Egentlig havde vi planlagt at drikke five o'clock tea på vejen tilbage til hotellet, men efter frokosten med Tina og den is der røg indenbords, mens vi holdt et hvil foran London Aquarium ,var der ikke plads til andet end en enkelt sandwich, så teen er udskudt til næste gang.

Fredag aften blev tilbragt i selskab med Løvernes Konge i Lyceum Theatre, det var en fantastisk forestilling.

Op ad bakke.

Cykelsønnen i indædt aktion på bakkerne i Vestskoven her til aften. Mor er taget med for at heppe selvom det blæser en stiv pelikan.

Update: Cykelsønnen blev nr. 8 og selvom han ikke selv er helt tilfreds med sin præstation, så er moren altså umådelig stolt.

Sightseeing i London

Vel ankommet til London brugte vi torsdag formiddag på sightseeing med bus rundt i London. På Trefalger Square står Lord Nelson på sin pidestal og skuer ud over London og nyder med sikkerhed de nyrensede bassiner, hvor Londons indbyggere på varme dage dypper tæerne...


Videre ned af Whitehall og over Westminster Bridge og hen omkring Waterloo Station. Fra Waterloo Bridge er der fint udsyn til London Eye, Houses of Parliament og Big Ben.


Turen forsatte videre forbi the Bush House om forbi Royal Courts of Justice og St. Pauls Cathedral. The City of London er markeret med de skønneste drager som viser dig om du er på vej ind eller ud af The City.


Tilbage til Southwark over London Bridge og ned ad Tooley Street med London Dungeons.

Tilbage til det centrale London via den imponerende Tower Bridge og forbi Tower of London. Videre hen ad Upper Thames Street og Victoria Embankment, endnu en tur over Westminster Bridge og op forbi Lambeth Palace.


Tilbage over Themsen via Lambeth Bridge og hen forbi Houses of Parliament i Westminster Palace, hvor Richard the Lionheart vogter. Videre op forbi St. James's Park og Buckingham Palace til Hyde Park og Marble Arch.


Herfra videre til Baker Street og Marylebone Road inden turen går sydpå af Regent Street til Picadilly Circus.

Eftermiddagen brugte vi på shopping på Regent Street og på at gå rundt og indsnuse stemningen i Soho...

Torsdag aften bød på middag i China Town og historien om Wolverine... det skulle vise sig at blive et dyrt biografbesøg, for på vej ud af biografen opdagede jeg at min taske var åben og min pung tømt for penge. Heldigvis havde tyven hverken taget kreditkort, pas eller kamera og mobil. Alt han (eller hun) fik var ca. £ 30 og bonner/kvitteringer fra den sidste måneds indkøb.

Så er vi på vej hjem.

Vi har haft fire en halv fantastiske dage i London så nu du det tid at vende snuden hjemad. Lige så meget som vi har nydt London og mødet med nye og gamle venner lige så meget glæder vi op til at komme hjem og tage fat på hverdagen. Et er dog sikkert, vi skal tilbage...

Her er London

Residensen er i disse dage forlagt til London og i dag har jeg spist en pragtfuld frokost i den gamle børs i selskab med husbonden og Tina omme i London.

At rejse er at leve...

Hvor blev hun af hende superkvinden, der levede livet i overhalingsbanen, som var enlig mor, havde noget der mindede om fuldtidsarbejde, som klatrede i hver ledig weekend hun kunne finde, som var en engageret og aktiv leder i FDF, som bagte brød og boller om natten, mens hun lige malede køkkenet og planlagde et løb til FDF og altid havde tjek på alle fødselsdage såvel i familien som i den store omgangskreds. Hende der tog det med et (dog lidt anstrengt) smil, når den ene søn slog hul i hovedet på den anden 10 min. inden man skulle ud af døren, så hele formiddagen skulle bruges på skadestuen. Hende der, slugte alle slags bøger i rå mængder og midt i projektskrivning på den videregående uddannelse, lige nappede et vikarjob på et underbemandet fritidshjem og sagtens kunne have 10 personer til middag på en hverdagsaften uden at blive stresset. Tja, hun undervejs brækkede hun bogstavelig talt ryggen, men stoppede det hende, - nej i hvert til fald kun kortvarigt. Da bruddet var helet var kroppen dog ikke så stærk som før, og på trods af intensiv genoptræning måtte livet lægges om. Og selvom superkvinden rejste sig og fortsatte med fuld fart, så var der tale om en illusion, for hun var jo stresset og hun magtede jo ikke det hele, og så var det hun fik fibromyalgi og væltede.

I lang tid lå hun bare der, som en skildpadde på sit skjold, åben og sårbar, men ude af stand til at flytte sig og samtidig smertelig bevidst om, at noget måtte ske. Smerterne fyldte næsten det hele og styrede mit liv. Jeg, der altid har haft kontrol og taget ansvar, måtte pludselig finde mig i kroniske smerter og manglende kontrol. Så var det jeg, efter en ferie i Berlin, hvor jeg havde været meget plaget og styret af smerter, besluttede mig for at tage skeen i den anden hånd og tilbage erobre kontrollen…

Det blev startskuddet på en lang indre rejse, en rejse der på en gang var fantastisk og svær at holde ud, en forunderlig rejse, som jeg nu ikke ville have været foruden, men som jeg mange gange har ønsket mig hjem fra. Problemet var jo bare, at der ikke var noget hjem, huset var væltet og det nye viste sig vanskeligt at opføre. Undervejs mødte jeg sider af mig selv, som både var overraskende, skræmmende, chokerende og opløftende. Undervejs fandt jeg mit ”nye” jeg, jeg skriver nye i anførselstegn, for dybest set er jeg jo den samme som før (levende, tænkende, engageret og passioneret) men alt skulle jo redefineres og nyfortolkes.

Undervejs på min rejse holdt jeg op med at ryge, begyndte at motionere, tabte 15 kg, tog de 10 af dem på igen, arbejdede frivilligt i en patientforening, fik stress, begyndte at dekorere kager efter engelsk/amerikansk forbillede, fortsatte med at motionere, tabte 7 kg, oprettede denne blog, mistede min mor, begyndte at løbe, begyndte at holde kagedekorationskurser, tabte 7 kg mere, tog motorcykelkørekort og fortsatte med at løbe…

Min rejse er ikke færdig, jeg tror aldrig man stopper med at udvikle sig og opdage (opdyrke) nye sider af sig selv, men jeg har ikke travlt og jeg har fundet hvile i mig selv, har genvundet styringen og taget ansvaret for mit liv. Jeg har stadig smerter, også på dage, hvor det ikke var ”planlagt” men jeg er blevet bedre til at håndtere dem, til ikke at lade mig slå ud. Og jeg har fundet ud af, hvor vigtig motion er for mit velbefindende, uden mine løbe-, cykel- og gåture ville mine smerter alt for hurtigt få overtaget og DET ønsker jeg ikke sker igen, ligeså lidt som jeg har lyst til at tage de mange kilo på igen… og skulle det begynde at skride, så behøver jeg bare at kigge på dette billede, som min mand tog af mig i Berlin for præcis 3 år siden.