søndag, januar 02, 2011

Sikke en fest...

Nytårsaften tilbragte jeg hjemme i selskab med kæresten, hans søn og en dejlig veninde. Vi spiste, drak, snakkede og lo til langt ind i det nye år. Og en af de ting vi blev enige om, var at 2011 skulle være festernes år.


Og vi tog forskud på fortsættet og holdt afskedsfest for 2010 med jordskoksuppe og grillede kammuslinger i festligt selskab med boblende fra cremant fra Bourgogne, efterfulgt af langtidsstegt krone af krondyr med kartoffel-selleri blomster med et strejft af parmesan og en sprød salat af røde bitre blade, knasende sprøde syrlige æbler i tern og søde blå halverede druer vendt i en blid honning- og sennepsvinagrette akkompagneret af en lyserødbanderoleret kraftig Barbaresco. Punktummet bestod af trøffelkugler, hjemmelavet blommesorbet (af min bedstemors blommer fra fryseren) og en fed mascarponeis i chokoladeskåle i smukt samspil med kugler af Hansen's forrygende hindbærsorbet og syndigt gode chokoladeis bistået af et glas siciliansk Marsala.

Og så var det tid til pigekoret og mit hjemmelavede kransekagetårn og flere bobler og raketaffyring.

I dag tog vi så hul på et helt nyt og friskt år. Der ligger stadig lidt glitter og konfetti fra det gamle som endnu ikke er blevet fejet op. Men jeg valgte at bruge den energi jeg havde på at gå en tur med kæresten i det smukke nytårsvejr.

2010 var et forrygende og fantastisk år. Et udfordrende år og et lærerigt år. Og ikke mindst var det året hvor jeg mødte den mest fantastiske mand, som fuldstændig fejede benene væk under mig og forandrede mit liv. Dét er jeg meget taknemmelig for. Jeg håber og tror på at 2011 bliver ligeså forrygende og fantastisk. Og festligt. Jeg skylder vist en housewarming, når det er blevet lidt lunere i vejret...

1 kommentar:

Tina - omme i London sagde ...

Altsaa nu var jeg ikke paa noget tidspunkt i tvivl om at du var bedre til at bage kransekage end mig, men for hulen, hvor er din bare flot!
Rigtig GODT nytaar til dig og dine. :)