Historien om den vidunderlige frokost og de vindblæste cupcakes ogtiden der forsvandt.

I tirsdags havde jeg en date. Eller en date var det måske ikke. En aftale om et par timer over en frokost med en god veninde fra det jyske, som jeg ikke ser så tit.

Vi havde sat hinanden stævne ved Torvehallerne fordi det var det letteste for os begge. Og fordi det faktisk er ret skønt at gå rundt i hallerne og forundres og forarges. Over udbuddet, priserne, kvaliteten og de andre besøgende. For eksempel damen ved kaffekollektivet  der ikke kunne forstå, at man skulle stå i kø for at købe sin kaffe og bagefter igen for at få lavet og udleveret sin kaffe, når man jo bare kan sørge for at lave nok af gangen og hælde den på termo, eller anskaffe en maskine, hvor man bare skal trykke på en knap og så kommer kaffen med det samme.

Når to kagekoner er på "field-trip" så må der jo også kage til. Vi slog et smut ind omkring Agnes og købte 4 kager. Meningen var, at vi ville indtage dem i solen på en af de skønne runde bænke udenfor hallerne, men nogle var åbenbart af en anden mening, for pludselig kom der et kraftigt vindpust og så røg kagerne fra Agnes på jorden. De to, der ikke røg helt ud af æsken, smagte vi. Og noget af det bedste jeg har at sige om dem er, at de hos Agnes virkelig forstår at få smør til at smage af margarine...

Tilbage til frokosten. Den var nemlig fantastisk. Herligheder på et bræt.  Godt sejt og salt brød. Skøn skinke med syltede løg og bagte peberfrugter, fed salt pølse med artiskokker og en dejlig tør manchego med marmelade. For ikke at tale om rosmarin fritterne og mayo'en med grove sennepskorn i. 

Det var et par skønne timer i fantastisk selskab og jeg håber og krydser mine fingre for, at min yndlingsanarkist snart finder en bolig i hovedstadsområdet, så vi kan ses lidt oftere.