Shopaholic...

På dagens dosmerseddel stod kun to ting; støvsugerposer og tandpasta. Okay og så den der gratis mascarra som Anita gjorde opmærksom på forleden og Stine så venligt huskende mig på i går...

Matas her i byen fører ikke Estee Lauder, så jeg "var nød til" at tage i City2 for at få ombytttet den gamle og udtjente mascarra til en ny og lækker luksus mascarra...


I City2 kom jeg til at gå forbi guldsmeden... og det skal man ikke gøre, hvis man har hang til smykker... på den anden side, så støtter de nye øreringe et godt formål, da de er en del af den serie Pandora har designet til fordel for Kræftens Bekæmpelse.


I City2 ligger også en telefonbutik. Og siden Andrea fik sit nye tekniske vidunder, har jeg været noget så misundelig, og så er der jo lige det, at den kan sende billeder direkte til bloggen, og det er jo smart, når nu vi rejser på ferie om en god uges tid...


Det kan godt være at City2 er et storcenter, men jeg fandt ingen støvsugerposer og da den sidste blev sat i sugeren for et stykke tid siden, så skulle de altså med hjem idag. Ergo var jeg nød til at køre til endnu et center...

Der var så lige en skoforretning med et reste-udsalg, og man kan vel godt gå i sko med peeptoe om efteråret og vinteren, ikk'...


Og da nu jeg var igang så kom der også lige et par, af de klassiske og helt uundværlige sorte bukser med lidt høj talje og lynlås i siden, i kurven. I får dog ikke et billede af bukserne, for de var mindst 7-meter for lange, så de blev i butikken for at blive lagt op af deres "sy-dame". Bukserne kan i øvrigt nemt "retfærdiggøres" for de er et nummer mindre end de plejer at være... det må være alt det løberi og sukkerafholdenheden der er slået igennem :-)

Nå, men det var de der støvsugerposer jeg kom fra, og de kom da også med hjem, sammen med et par pakker flæsk i skiver, så der kan laves æbleflæsk en af dagene...

Pludselig fik jeg et stik af dårlig samvittighed... så meget til mig og slet ikke noget til husbonden... 1-2-3 så røg den nyeste med et af husbondens yndlingsbands i kurven...


Men så var det altså også slut... dankortet var hvidglødende og jeg trængte til at få fødderne op, så jeg satte kursen hjemad. Hvor telefonen straks røg i stikkontakten og kaffen kom på bordet. Nu sidder jeg med fødderne oppe og glæder mig til jeg skal lære den nye telefon at kende...