Nærmest nøgen...

I formiddags kørte jeg Myndlingen i skole. Han havde "overhørt" vækkeurets kimen og var ALT for sent på den, selvom han først skulle møde sent. Vi kom lidt hastigt ud af døren, så jeg fik hverken ur eller smykker på...


Da jeg havde sat sønnen af på gymnasiet, benyttede jeg lejligheden til at køre ud og kigge på gulvklinker til det køkken-alrum, vi snart går i gang med forberedelserne til. Mens jeg står der i "klinke-land" vil jeg lige tjekke klokken, men finder kun en bar arm. I det øjeblik følte jeg mig lige pludselig nærmest nøgen... og det er egentlig ret underligt taget i betragtning, at jeg nærmest ikke gik med ur før jeg overtog min mors da hun døde i sommer. Men det er som om, at uret på rekordtid er blevet en del af mig, som bare skal være der. Jeg kan sagtens komme med fine psykologiske forklaringer på, at det er min mor jeg bærer med mig osv. og det er da meget muligt at det er sådan det forholder sig, for pludselig er jeg også begyndt at gå med ringe til hverdag... den ene er min vielsesring (og den har jeg altså aldrig været særlig god til at huske at få på - især fordi den i en årrække var lige lille nok...) den anden er min mors guldring. Den skal på HVER dag. Armbåndet og medaljonen er mine men har stor betydning for mig, da de er fulde af gode og kærlige minder fra min elskede familie.

Er jeg mon den eneste der føler sig nøgen eller afklædt uden ur og smykker?