At rejse er at leve...

Hvor blev hun af hende superkvinden, der levede livet i overhalingsbanen, som var enlig mor, havde noget der mindede om fuldtidsarbejde, som klatrede i hver ledig weekend hun kunne finde, som var en engageret og aktiv leder i FDF, som bagte brød og boller om natten, mens hun lige malede køkkenet og planlagde et løb til FDF og altid havde tjek på alle fødselsdage såvel i familien som i den store omgangskreds. Hende der tog det med et (dog lidt anstrengt) smil, når den ene søn slog hul i hovedet på den anden 10 min. inden man skulle ud af døren, så hele formiddagen skulle bruges på skadestuen. Hende der, slugte alle slags bøger i rå mængder og midt i projektskrivning på den videregående uddannelse, lige nappede et vikarjob på et underbemandet fritidshjem og sagtens kunne have 10 personer til middag på en hverdagsaften uden at blive stresset. Tja, hun undervejs brækkede hun bogstavelig talt ryggen, men stoppede det hende, - nej i hvert til fald kun kortvarigt. Da bruddet var helet var kroppen dog ikke så stærk som før, og på trods af intensiv genoptræning måtte livet lægges om. Og selvom superkvinden rejste sig og fortsatte med fuld fart, så var der tale om en illusion, for hun var jo stresset og hun magtede jo ikke det hele, og så var det hun fik fibromyalgi og væltede.

I lang tid lå hun bare der, som en skildpadde på sit skjold, åben og sårbar, men ude af stand til at flytte sig og samtidig smertelig bevidst om, at noget måtte ske. Smerterne fyldte næsten det hele og styrede mit liv. Jeg, der altid har haft kontrol og taget ansvar, måtte pludselig finde mig i kroniske smerter og manglende kontrol. Så var det jeg, efter en ferie i Berlin, hvor jeg havde været meget plaget og styret af smerter, besluttede mig for at tage skeen i den anden hånd og tilbage erobre kontrollen…

Det blev startskuddet på en lang indre rejse, en rejse der på en gang var fantastisk og svær at holde ud, en forunderlig rejse, som jeg nu ikke ville have været foruden, men som jeg mange gange har ønsket mig hjem fra. Problemet var jo bare, at der ikke var noget hjem, huset var væltet og det nye viste sig vanskeligt at opføre. Undervejs mødte jeg sider af mig selv, som både var overraskende, skræmmende, chokerende og opløftende. Undervejs fandt jeg mit ”nye” jeg, jeg skriver nye i anførselstegn, for dybest set er jeg jo den samme som før (levende, tænkende, engageret og passioneret) men alt skulle jo redefineres og nyfortolkes.

Undervejs på min rejse holdt jeg op med at ryge, begyndte at motionere, tabte 15 kg, tog de 10 af dem på igen, arbejdede frivilligt i en patientforening, fik stress, begyndte at dekorere kager efter engelsk/amerikansk forbillede, fortsatte med at motionere, tabte 7 kg, oprettede denne blog, mistede min mor, begyndte at løbe, begyndte at holde kagedekorationskurser, tabte 7 kg mere, tog motorcykelkørekort og fortsatte med at løbe…

Min rejse er ikke færdig, jeg tror aldrig man stopper med at udvikle sig og opdage (opdyrke) nye sider af sig selv, men jeg har ikke travlt og jeg har fundet hvile i mig selv, har genvundet styringen og taget ansvaret for mit liv. Jeg har stadig smerter, også på dage, hvor det ikke var ”planlagt” men jeg er blevet bedre til at håndtere dem, til ikke at lade mig slå ud. Og jeg har fundet ud af, hvor vigtig motion er for mit velbefindende, uden mine løbe-, cykel- og gåture ville mine smerter alt for hurtigt få overtaget og DET ønsker jeg ikke sker igen, ligeså lidt som jeg har lyst til at tage de mange kilo på igen… og skulle det begynde at skride, så behøver jeg bare at kigge på dette billede, som min mand tog af mig i Berlin for præcis 3 år siden.