Det var kattens...

Her i huset er der to der i den grad kan sno både husbonden og mig, - og nej det er ikke drengene (selvom det er et rigtig godt bud) det er vores to katte Zaza og Wolfgang. De to har været en del af vores i henholdsvis 11 og 10 år, de er (som mine to skønne unger) forskellige som dag og nat. Zaza er "lille" og vims, absolut sin egen og kun kælen når det passer damen, og så har hun en forkærlighed for fugle, og deler dem gerne med os... Wolfgang er en kæmpe stor "Garfield-agtig" hankat på 9 kg, men man skal ikke lade sig narre, for indeni Wolfgang gemmer der sig en baggårdspuma...


Så nu har han for jeg ved ikke hvilken gang, igen været en tur hos dyrlægen for at få kigget nærmere på sine sår og skrammer fra de natlige territoriale kampe. Det endte med et skud antibiotika og øjendråber i en uge, Wolfgang giver nemlig ikke op, så alle sår og skrammer er på forkroppen og ofte er det venstre øje (kind) det går ud over. Således også denne gang, hvor det er endt med en byld, der dog er overfladisk og bristede af sig selv... Han ligner en forslået bokser, men holder det ham tilbage... nej da! Men slagsmål, sår og skrammer til trods så elsker vi jo kræet og ville ikke bytte ham for noget i verden.


Men egentlig var det slet ikke mine egne katte jeg ville fortælle om. I dag er jeg nemlig blevet farmor, eller dvs. det var hvad den søde dame på Inges Kattehjem kaldte mig, da cykelsønnen og jeg var ude for at hente fødselsdagsgaven til cykelsønnens søde kæreste. Kæresten har længe talt om kat, og jeg tror at cykelsønnen savner vores to katte, så han har ikke været svær at overtale...

Mød Sigurd


og Buller


to vidunderlige 9 måneder gamle hankatte, som idag er flyttet ind hos cykelsønnen og hans kæreste. Sigurd og Buller er søskende og fremover skal de to lømler slå deres folder på Nørrebro. Og jeg skal vænne mig til at blive kaldt farmor...