Hu-hej

som den går, - tiden altså.

Tænk at det allerede er et år siden jeg mistede min mor, tænk at det kun er 1½ år siden cykelsønnen kørte sit første cykelløb og tænk at der blot er en månedstid til at jeg skal løbe Erimtageløb og at det kun er godt et år siden, at jeg første gang (siden jeg blev syg) løb 5 km. Tænk at jeg nu har to universitetsstuderende sønner, og tænk at sommeren nu officielt er slut.

De næste par uger bliver hektiske både for husbonden og jeg, men mon ikke vi klarer den, det plejer vi jo. I morgen står den dog på pjank og leg, for husbondens fødselsdagsgave skal indløses og selvom jeg ikke selv skal køre denne gang, så har jeg fået lov at tage med.