torsdag, juli 31, 2008

Jeg øver mig...

Tusind tak for alle jeres søde og meget varme hilsner. Jeres omsorg for mig og min familie har rørt os dybt.

De seneste dage er gået med praktiske opgaver og det har været rart at kunne gøre i stedet for bare at være... Jeg er et handlende menneske og når livet bliver svært og gør ondt, så hjælper det mig at handle. Jeg ved godt at det gør ondt at miste og at det er okay at være ked og alt det der. Jeg kender sorg og krise reaktioner både fra den praktiske og fra den teoretiske vinkel, men det er altså noget andet, når man selv står midt i det...


Så jeg øver mig i at være tilstede i min sorg og tillade mig at lave ingenting... Idag er det foregået i skygge fra den blomstrende sommerfuglebusk i min have, gemt bag mørke solbriller og med næsten gemt i en bog... Jeg er tilstede, jeg mærker min smerte og jeg flygter lidt ind i en bog, og vender tilbage til virkeligheden og det er helt okay.

fredag, juli 25, 2008

Farvel...

Min mor har været syg i langt tid. Det er gået op og ned, og i går formiddags sov hun stille ind i sit hjem. Hendes samlever, min søster og jeg var hos hende.


Nu tager vi fat på en masse praktiske opgaver, og vores ferieplaner skal ændres... Det bliver ikke til Sverige og Nordjylland i denne omgang.

onsdag, juli 23, 2008

Phew...

Forleden strejkede motorcykel og uanset hvad husbonden forsøgte, så ville den ikke køre. Der røg ferien, var vores første tanke, men så blev vi alligevel eninge om, at vi jo kunne prøve at stille den ud på værkstedet og så håbe, at de måske kunne finde tid til at kigge på den, inden vores ferie starter på fredag...

Igår aftes ringede mekanikkeren og sagde at nu kørte maskinen igen og var klar til afhentning... Jeg gik direkte i køkkenet og bagte chokolademudcake muffins og i morges blev de dekoreret med chokoladesmørcreme og lidt hastigt lavede sukker-klip-klapper... for er der nogen der fortjener en sød hilsen er det vist motorcykel-værkstedet.

Nu er motorcyklen hentet og ferien reddet, phew...

mandag, juli 21, 2008

På tværs...

Vi tog bilen og kørte en tur på tværs af landet og tilbragte weekenden hos veninden i Randers. Der var fødselsdag på programmet, og så måtte kagekonerne jo igang...

Cookies på pind, dekoreret med royal icing og krymmel...

Der var også lemon-merinque coconut cupcakes, en fordelingshat af chokoladekage og en pippi-lagkage som bestod af vanillekage og mascarponecreme med friske jordbær og hakket chokolade.

Nu er der så taget hul på sidste uge inden ferien, jeg tror vi klarer den, selvom motorcyklen strejkede her til morgen...

fredag, juli 18, 2008

Jeg kan...

Jeg følger jo det der begynder-løbe-program og nået til uge 10. Jeg har de sidste 10 uger troligt løbet (eller hvad vi nu skal kalde det) hver eneste mandag, onsdag og lørdag bortset fra 2 gange, hvor det bare ikke kunne passes ind.

I weekenden skal vi til Jylland så lørdagens løbetur blev fremskudt til idag, og da programmets 30 minutters gang-løb-gang var overstået gik jeg små 10 minutter ekstra og fik dermed tilbagelagt 5 km.

Egentlig var jeg ret spændt på, om jeg kunne holde til at løbe, da jeg startede for 10 uger siden, men den langsomme tilvænning og mit ikke særlige hurtige tempo (og lidt voltaren-gel når det er værst) gør at jeg nu tror på projektet. Det er så fedt, og jeg kan mærke at jeg kommer til at holde mere og mere af mine løbeture. Især nu hvor jeg rent faktisk når over i skoven. Til september skal husbonden og hans arbejdsplads løbe DHL stafet, og de har spurgt om jeg vil med, - nu tør jeg godt sige ja...

Husbonden løber troligt sammen med mig og fortsætter så i et for ham mere udfordrende tempo, når mit sidste løbepas er overstået. Det er fantastisk at løbe sammen og jeg tror husbonden er glad for, at jeg ikke kan tale så meget når jeg løber :-)

Om en uge holder vi ferie og tager ikke løbetøj med, så når vi kommer hjem gentager vi uge 11 så mon ikke det går.

Vi tager en ordentlig mundfuld...

Sommerferien i år bliver delt i to. Først en tur på motorcykel langs Sveriges sydkyst med stop i Kristianstad og Kalmar, så på tværs til Gøteborg med overnatning omkring Värnamo undervejs. Fra Göteborg tager vi færgen til Frederikshavn.


Herfra går turen Tårs og videre sydpå til Ringkøbing. Vi har fået anvist gode veje og smukke steder af en kyndig lokal, som måske giver kaffe... Efter overnatning i Ringkøbing sætter vi kurs tilbage østover med stop i Fredericia og Stillinge Strand, hvor vi skal feste med udsigt til storebæltsbroen.


Efter sådan en opladning kan vi lige klare et par måneder mere før resten af ferien skal holdes... En appelsin faldt i vores turban, så i september/oktober tager vi en ordentlig bid af The Big Apple.


Idag landede flybilletterne i min indbakke og jeg har booket hotel, eller dvs. vi skal faktisk bo på hostle. Jeg har booket et private room med en dobbelseng på et hostle lige på kanten mellem Upper West Side og Harlem...

onsdag, juli 16, 2008

Moar... søde moar...

Når ungerne ringer og siger 'moar' bliver jeg straks skeptisk, men jeg er jo 'MAMA', så da cykelsønnen igår ringede og sagde 'moar' kan du ikke bage nogle boller/pizzasnegle/pølsehorn/muffins eller noget, som vi kan spise når vi kører til Frankrig i morgen, så kunne jeg ikke sige nej, for alternativet var jo tysk rasteplads-snask og det er der vist ingen der har godt af. Og slet ikke når de to unge mennesker selv skal køre bil til Chamonix.


Jeg havde ingen gær i huset, derfor bagte jeg madmuffins med soltørrede tomater, feta, basillikum og lidt fint hakket skinke, de er lette at lave og smager forrygende så længe de er friske. De kunne så også gøre det ud for brød til aftensmaden som idag bestod af en rest pesto-pasta vendt med spæde salatblade, friskbælgede ærter, et par stykker af de solmodne hjemmedyrkede tomater og et par skiver agurk og den sidste humpel rød peber fra bunden af køleskabet for ikke at glemme de to tilovers blevne stegte kyllingebryster fra forleden.


Nu sidder jeg i sofaen med den bærbare og dagens sidste kop kaffe og en chokoladeovertrukken riskiks, jeg kan lige klare det... om 10 dage er der dømt sommerferie i en hel uge. Der er bestilt overnatning i Kristiansand, Kalmar, Värnamo, Tårs og Ringkøbing og Fredericia, for vi skal på tur på motorcyklen.

mandag, juli 14, 2008

Reste-party-kugler

Når jeg laver kager, skærer jeg altid toppen af kagen. Men mit sønderjyske-husmoder-gen gør det noget så svært for mig at smide den ud... hvad gør man så?

Man kunne selvfølgelig bare spise resterne, men jeg kommer kage-resterne i foodprocesseren sammen med et par spsk. smørcreme (gerne den med chokolade) og kører en gang, til massen er ensartet, sammenhængende og blød. Så triller man kugler og vender dem i festligt krymmel eller kokos og man har de lækreste hjemmelavede rom-kugler, men pas på - de er stærkt vanedannende...

søndag, juli 13, 2008

Polterabend...

I går var jeg til polterabend. Jeg skulle lære den kommende brud og hendes veninder at dekorere en kage. Det var så sjovt...

Jeg medbragte kage, sugarpaste og div. værktøj og så gik vi ellers igang. Kagen (mudcake med marcipanbund og chokoladesmørcreme) havde jeg lagt sammen hjemmefra, så bruden bare skulle smøre den op. Da det var gjort røg kagen i køleskabet. Så var det tid til at fremstille pynt, bruden og hendes veninder lavede hver en smuk rose og en håndfuld blade i sugarpaste, som kom på kagen, da bruden havde overtrukket den.


På lige godt 1½ time fik bruden og hendes 6 veninder lavet en smuk kage, der sagtens kunne være en bryllupskage...

fredag, juli 11, 2008

En nøgen kage...


Melissa skal giftes i morgen og ville rigtig gerne have en bryllupskage med friske blomster på. Jeg har det svært med friske blomster på kager, så vi aftalte, at jeg skulle lave en "nøgen" kage og så ville hun få sin blomsterhandler til at binde nogle blomster-ranker som kan ligges på kagen i sidste øjeblik.


Blomsterne er blå-lilla statiser, jeg håber jeg har ramt farven bare nogenlunde...

Kagen består af mandelbunde som er lagt sammen med skovbærfromage og tranebærfromage. Fromagerne er lavet med neutral fromagepulver, som dybest set bare er sukker og gelantine. Skovbærrerne fik et kort opkog med en smule rørsukker og et skvæt citronsaft, hvorefter jeg gav bærrerne en tur med stavblenderen. Den kolde bærpure blev vendt i den neutrale fromage. Tranebærfromagen er lavet efter samme princip, tranebærrerne røg i gryden med sukker, appelsinsaft og en smule stødt ingefær og da de var faldet sammen fik de også en tur med stavblenderen.

Nu må jeg hellere komme videre, for jeg skal "underholde" til en polterabend i morgen. Jeg har bagt en mudcake med marcipanbund som bruden og hendes veninder skal dekorere... så jeg må hellere få tegnet et par designforslag og fundet lidt forskelligt værktøj frem. Det skal nok blive sjovt.

Grøn

af misundelse... ikke mig, for jeg er blevet begavet med det skønneste lille digitale videokamera.


Men jeg er på den grønne gren for husbonden kom hjem med det forleden og selvom vi ikke har haft tid til at lege med det endnu, så er der altså både taget billeder og film...

onsdag, juli 09, 2008

Kage fra A til Z

Jeg modtager jævnligt spørgsmål om hvordan en kage laves sådan helt fra A til Z. Jeg har derfor forsøgt at lave en billedserie, der illustrerer hvordan kagen skæres i bunde, fyldes, smøres op og overtrækkes.

Når jeg skærer bunde bruger jeg afstandstræ og en stor stiv kniv. Jeg skærer som regel bundene ud i 1½ cm tykkelse.


Når kagen er delt i så mange bunde som muligt, skal den lægges sammen. Jeg bruger aldrig mere end 3 bunde i en almindelig kage, hvis den er for høj, er den nemlig svær at overtrække og skære ud.

Nu skal kagen fyldes., jeg bruger ofte den form kagen er bagt i. Jeg beklæder formen med en opsprættet frysepose, så kagen ikke sidder fast. Kagen lægges omvendt sammen så toppen ligger nederst. Jeg kommer fyldet i en sprøjtepose, så er det lettere at få et ensartet lag i hele kagen.


Når kagen har sat sig (dvs. hvilet koldt et par timer) vender jeg den ud og fjerne plastikposen. For at gøre kagens kant helt jævn og sikre at evt. frugtsyre fra fyldet ikke kommer i direkte kontakt med overtrækket, smører jeg kagen op med smørcreme. Jeg sørger for at smørcremen er godt blød, så er den lettets at arbejde med.


Hvis kagen er meget ujævn kan man smøre op af flere gange og komme kagen i køleskabet ind i mellem, så smørcremen stivner og ikke bliver trukket af, når man forsøger at glatte siderne.


Når kagens kant og top er jævn og dækket af smørcreme stilles den i køleskabet og overtrækket gøres klar. Sugarpasten æltes godt i gennem og rulles ud i 3-5 mm tykkelse (brug evt. afstandstræ) jeg bruger en stor non-stick rullepind, men en almindelig kagerulle kan sagtens bruges. Rul overtrækket ud så det er et godt stykke størrer end kagen. Når overtrækket er rullet ud, stryges det med en smoother, for at gøre overfladen helt jævn. Brug rullepinden til at flytte overtrækket over på kagen med, så undgår man fingermærker.


Når overtrækket ligger på kagen, bruger du hænderne til at få det til at ligge pænt over kagen. Husk at sugarpaste er en anelse elastisk, så du kan sagtens løfte og trække lidt... Når overtrækket ligger nogenlunde pænt og glat stryger du igen med smootheren. Til sidst skæres det overflødige overtræk væk med en kniv. Jeg bruger et pizzahjul, det fungerer super.


Nu er kagen klar til at blive dekoreret med blomster eller andet pynt. Kanten kan evt. dækkes af et bånd i sugerpaste eller silke.

mandag, juli 07, 2008

Tillykke til os...

I dag for 3 år siden holdt jeg op med at ryge.

En lille uge senere fulgte husbonden mit eksempel og 3 dage efter sad hele familien i bilen med kurs mod Italien. Det blev en LANG køretur... sønnernes tålmodighed blev prøvet, men de holdt ud, og vi overlevede alle, selv om både husbonden og jeg måske var en anelse urimelige og irritable :-)

I Italien boede vi i en røgfri ferielejlighed og der var lige indført rygeforbud på restauranter og cafeer, så der var ingen nævne værdige problemer.

Hjemturen foregik i en bedre stemning end udturen og her 3 år efter griner vi alle når talen falder på sommerferien i Italien for 3 år siden...

lørdag, juli 05, 2008

Hel-dags udflugt...

Husbonden havde et enkelt møde fredag morgen/formiddag og det det var overstået, tog vi aftsted. Det blev ikke til Hobro i denne omgang, i stedet kørte vi til Esbjerg. På havnen var en svag, men umiskendelig lugt af penge...


Et lille smut nordpå sad disse 4 kæmper og kigge på havet...


Et smut sydpå til Mandø Ebbevej med den smukke stormflodssøjle...


Lyset var helt fantastisk og vandet blikstille...


Efter aftensmad hos min bedstemor i Roager gik turen tilbage til Vestegnen. I bagspejlet havde jeg den smukkeste solnedgang...


Det var en lang tur hjem. Men vi fik det vi kom efter og kørte hjem hver for sig...


Nu skal vi igang med at planlægge sommerferien, som skal foregår på to hjul. Ligenu er jeg dog lidt flad, for der er faktisk temmelig langt til Esbjerg når man skal ud og hjem samme dag. Så jeg vil smide mig i sofaen med ugens reklamer, - jeg så at Super Brugsen har svinekam på bud i næste uge og selvom det langtfra er min yndlingsspise, så holder både husbond og søn meget af den udskæring, så mon ikke jeg bøjer mig, hvis de lover ikke at plage igen før det bliver jul.

onsdag, juli 02, 2008

Farvevalg...

De sidste par uger har vi travet internettet tyndt for at finde vores nye motorcykel... hvilket mærke skal det være, hvor gammel må den være, hvor lagt må den have kørt og ikke mindst, - hvor meget vil vi betale. Valget faldt på 4 forskellige mærker og så skulle der undersøges forsikringspriser... så blev antallet yderligere reduceret og alle vores forsikringer kom i spil... Nu er valget faldet på HONDA CBR 600 F3 fra 1995 eller 1996.

Så langt så godt... Nu kommer vi til det vigtige, hvilken farve skal den ha'?




Vi er ikke helt enige herhjemme, kan jeg vist godt røbe, men mon ikke at vi bliver det i løbet af de næste par dage... På fredag har husbonden i hvert til fald taget tidligt fri, og så kører vi til Jylland og kigger nærmere på et par af dem. Er der langt til Hobro???