lørdag, januar 31, 2009

På vulkaner...

Jeg har en veninde. Hun og hendes søster var for nogle år siden på ferie på Sicilien og var i den forbindelse en tur oppe på Etna. Den tur var nærmest livsændrende for dem begge... Der er bare noget med vulkaner, de er farlige og dragende og smukke...


Min venindes søster fylder 40 år i dag og skal i den anledning forkæles med en kage, og hvad var mere nærliggeden end at lave en chokoladevulkan fyldt med den lækreste hindbærfromage. Overtrækket er som sædvanlig sugarpaste og lavean er orange smørcreme...

Nydelse...

Jeg er alene hjemme denne weekend. Dvs. Myndlingen er her også... noget af tiden og for det meste hos sig selv i kælderen. Her til aften var jeg helt alene, med en kande Prins Vladimir, et tæppe og to katte i sofaen og den skønneste film jeg længe har set i DVD'en...


Sofia Coppolas ”Lost in translation” er en af de film, der taler stærkest, når der slet ikke bliver talt. Når billederne står alene, dæmpet i et gråligt og depressivt leje, siger mere end tusind ord, og når det sindrige musikvalg sætter lyd på det blændende neon-farvede lys fra Tokyos pulserende natteskær, som et symbol på byens bankende hjerte og kultur, er der tale om en filmoplevelse, der er helt sin egen, og som bedst kan betegnes som en sød og smertende godnathistorie, der er renset fra alt adrenalinoppumpende drama. Det er en skøn film om ensomhed i tosomheden og det at blive set...

onsdag, januar 28, 2009

Jeg siger det bare...

Man skal ikke hælde råkost i tastaturet på sin (eller rettere sagt sønnens) netbook...

tirsdag, januar 27, 2009

Den første.

Den første er noget særligt... de fleste af os husker den første skoledag, det første kys, den første kæreste, den første ferie uden far og mor osv.

Idag er det min mors fødselsdag, den første efter hun døde i sommer. Jeg kan mærke min hud er tynd og mine tårekanaler fyldte og selvom jeg ved, det er helt i naturligt og i orden, så synes jeg det er lidt svært. Der har siden hun døde, været mange "første" og jeg ved der kommer flere...


Tillykke med dagen mor, hvorend du er. Vi savner dig, men vi er okay.

mandag, januar 26, 2009

Aftenhygge

Jeg er kvæstet efter weekendens festivitas, men denne uge levner ikke meget plads til genopladning, så jeg må tage til takke med de pauser jeg kan få. Det er også bedre end ingenting og heldigvis er sidste uges influenza lignende forkølelse kraftigt på retur.


Aftenen i aften er uden møder og andre aftaler, til gengæld er jeg voldsomt bagud med besvarelse af e-mails og opdatering af mit kursusmateriale, så jeg tænder lidt lys, snor mit nye pudderfarvede cashmere tørklæde fra Style Butler om halsen og kommer chai i kruset inden jeg sætter mig til bords med den bærbare for at få det overstået.

Køkkenprojektet er ikke kommet meget videre, - i hvert til fald ikke så det syner af noget. I morgen skal jeg dog i IKEA og have styr på om de kan levere de skabe og skuffer som jeg ønsker mig. Inden skal jeg lige kaste et sidste blik på hvidevare udbuddet og så er der vist ved at være styr på det.

På mandag starter jeg på køreskolen... og hvis alt går vel har jeg både køkken, kørekort og motorcykel når vi når til påsken.

fredag, januar 23, 2009

Jeg ville så gerne...

Jeg har jo glædet mig og længe håbet og troet, at jeg kunne nå begge dele, men det går ikke, det ville blive halvt og amputeret, så jeg må vælge og det er svært, for jeg har jo set frem til og glædet mig meget til begge dele. Både til blogtræffet og til den forsinkede julefest med husbondens arbejdsplads. Jeg har valgt nu, og ser derfor frem til at tilbringe en weekend i det midtsjællandske på skønne Sonnerupgaard Gods med husbonden, hans kollegaer og deres søde og dejlige ægtefæller, samlevere og kærester.


Vi er tilsagt kl. 12 og det anbefales, at vi er fornuftigt varmt påklædt da vi skal være en del udendørs... gad vide hvad de har fundet på i år. Sidste år var vi på tur rundt i København og fik set både seværdigheder og caféer inden vi kørte til et hotel i det nordsjællandske, hvor vi festede til den lyse morgen og året før var vi på sejltur på Øresund med frokost på vandet ud for Hven, inden vi lagde til havn i Vedbæk og festede på Hotel Marina til den lyse morgen...


Og fordi der er tradition for at feste længe... så er der booket værelser til os alle, så ingen skal køre hjem før næste formiddag.


Jeg glæder mig til en weekend, hvor det eneste jeg skal er at lade mig rive med, lade mig gribe af nuet og bare være tilstede og nyde... Men jeg er ked af, at det bliver på bekostning af mødet med de andre bloggere, for det havde jeg altså set frem til.

torsdag, januar 22, 2009

Sol, sommer, strand og vand...

Altså det er ikke en hemmelighed at jeg længes efter sol og sommer. Ikke kun fordi jeg trænger til lyset og varmen, men også fordi jeg har taget en beslutning. En beslutning om, at jeg (forhåbentlig) kan gå sommeren i møde på to hjul...


Dagens kage gjorde ikke længslen mindre, men mindede mig, ligesom som vintergækkerne gjorde det igår, om at det er lige om lidt... At foråret står for døren og jeg skal til at finde en køreskole, der har motorcykler, der er små nok til, at jeg kan nå jorden, og som har mod på at lære mig at køre den...

Så nu sidder jeg her og kigger på billeder af motorcykler og drømmer mig ud på de danske solbeskinnede landeveje... Bare fordi min venindes bror har fødselsdag idag og skulle fejres med kage. Han er lige kommet hjem efter en skøn ferie på Filipinerne, så hvad var mere oplagt end at lade kagen afspejle de skønne og afslappende timer han havde tilbragt på de skønne hvide sandstrande, der ude i Østen.

Jeg drømmer ikke om sol og sandstrande, jeg drømmer bare om motorcykler, - sådan en rigtig racer med fuldkåbe og mange kubik... men jeg tror fornuften vinder og jeg ender med noget i den her stil.

onsdag, januar 21, 2009

Det er sikkert og vist

der er forår på vej...


I dag har solen skinnet, det meste af dagen. Og selvom jeg ligger underdrejet med varm te og en stor stak kleenex indenfor rækkevidde, så måtte jeg altså ud... Turen blev ikke lang, bare en lille runde i haven. Nøj, hvor var det dejligt at se erantisernes gule nakker og vintergækkernes sprøde hvide knopper, nu tror jeg på det. Nu har lyset vundet og foråret er igen på vej.

tirsdag, januar 20, 2009

Godt selskab.

Jeg er forkølet, også i den grad, men jeg nægter at overgive mig, for min aften skal tilbringes i selskab med en veninde jeg ikke har set i mange år og en superhelt og så måske en pakke kleenex eller to.

søndag, januar 18, 2009

Skomager bliv ved din læst?

Da jeg var ung, var mit favorit fodtøj de klassiske Converse all-stars. Jeg havde flere par, og fælles for dem var, at de bedste var dem der var mest slidte, og at de alle var rædsomme at gå i. Derfor er det pt. ingen all-stars i min skobeholdning, men hvem ved, måske en dag når fornuften ikke har overtaget, ryger der et par i kurven og et par indlægssåler med svangstøtte, så mine fødder kan holde de flade sko ud.


For lang tid siden, så jeg på en amerikansk kage-side et par all-stars i babystørrelse på toppen af en dåbskage, og lige siden har jeg længtes efter en lejlighed til selv at lave et par, for der fulgte en arbejdsanvisning med. I dag blev min yngste niece døbt, og sådan en begivenhed kræver naturligvis en kage...


Så fredag aften satte jeg mig tilrette med sugarpaste, arbejdstegning og lidt værktøj og efter et par timer stod der de her små sko på mit bord. Der er selvfølgelig et par mindre fejl eksempelvis er snuden ikke rundet nok, så skoene ligner måske mere en klassisk babystøvle end et par all-stars...

fredag, januar 16, 2009

Ryk tilbage til start, - du inkasserer IKKE 200 kr

Stueetagen i vores hus er stadig "et hul i jorden" der er sket fremskridt, men det er ikke af den synlige slags...

Derimod er vi nået dertil, hvor vi skal til at tage stilling til køkkenelementer , bordplader og hvidevarer. Jeg har været flere steder og troede at jeg havde fundet køkkenet, da jeg forleden faldt for komposit-stenplade og lækre detaljer hos Invita. Nu viser det sig så, at man ikke kan lave en komposit-stenplade længere end 3 meter, - og mit nye køkkenbord bliver lige knap 4 meter... Så er spørgsmålet om jeg stadig vil ha' (og betale) for de lækre detaljer, når helheden ikke kan blive som jeg ønskede, eller jeg skal gå i IKEA og nøjes med en laminatbordplade, og bruge resten pengene på lækre hvidevarer og måske en motorcykel til sommer...


Så mange muligheder, så mange valg, så lidt tid... En ting er sikker; den nye ovn, som skal indbygges, skal kunne rumme min store hjerteform.

tirsdag, januar 13, 2009

Næsten 1:10

I morgen er der en passioneret billardspiller, der fylder 70 år og det skal fejres. Jeg fik lov at lave kagen, og det kunne altså ikke være andet end et billardbord. Så de sidste par dage har jeg læst om målestoksforhold på billardborde, størrelse på kegler, køer og baller...


Nu håber jeg så bare at fødselaren også synes jeg har ramt rigtigt både udenpå og indeni kagen, som består af chokoladekage og hindbærfromage.

mandag, januar 12, 2009

Det skal være skidt før det bliver godt...

Er det ikke sådan man siger?

lørdag, januar 10, 2009

Gensyn med fortiden


I aften står den på gensyn med fortiden, vi skal tilbage til vores yngste ungdom og mon ikke vi skal skråle med af fuld hals, når der blændes op for Waterloo, Dancing Queen, Voulez-vous og alle de andre...

fredag, januar 09, 2009

Hvid chokolade og Prins Vladimir


Jeg lovede Anna og smide en opskrift på den hvide chokolade trøffel-creme med Kusmi te fra forleden.

Den består i al sin enkelhed af fløde kogt med te (jeg brugte vist omkring 1 barneskefuld til en ½ l fløde). Når fløden har kogt 1-2 min. sies den over den hvide chokolade (som skal hakkes hvis ikke der er tale om små chokoladeknapper) massen røres til chokoladen er smeltet og massen er sammenhængende og ensartet. Så dækkes skålen med husholdningsfilm - helt nede på chokolademassen (så der undgås kondens), og stilles koldt til næste dag, hvor den piskes op til en blød og cremet masse.

Jeg brugte 250 g hvid chokolade til en ½ l piskefløde og der var rigeligt fyld til 2 lag i en kage med en diameter på 20 cm.

onsdag, januar 07, 2009

Jeg overlevede

dagens interview og foto-session, selvom det godt nok var grænseoverskridende. Jeg tror aldrig jeg er blevet fotograferet så meget og fra så mange vinkler...


Jeg havde selvfølgelig lavet både kage og cupcakes, men har selvfølgelig kun fået taget billeder af kagen, da jeg dekorerede cupcakes'ne undervejs. Da vi efter 3 timer var færdige med interview og foto-session var det blevet mørkt, og med de forhold jeg pt. har i køkken og stue, så går det ikke at fotografere uden dagslys.

Kagen smagte fantastisk og indeholder bunde af chokolade mudcake lagt sammen med skovbærfromage og en trøffel-creme af hvid chokolade kogt med Kusmis Prins Vladimir.

Da ugeblade jo har lang produktionstid, skulle kagen være lidt forårsinspireret, og det var slet ikke svært med det smukke vejr, vi har haft idag.

De basker...

gør de, sommerfuglene i min mave.

mandag, januar 05, 2009

Kendt...

Da jeg startede bloggen her for 1½ år siden, havde jeg selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvad jeg ville med bloggen, men ikke i min vildeste fantasi, havde jeg drømt om alt det, der er fulgt med. Det er ikke helt gået, som jeg havde forestillet mig, men det er slet ikke negativt ment, for jeg har faktisk kun haft positive oplevelser. Nogen gange så tager det alligevel næsten pusten fra mig... sådan at være så læst, at jeg bliver omtalt og nævnt i både de trykte og i online magasiner. Eller når jeg, som det skete før jul, modtager en mail fra en helt ukendt læser, som bare vil høre om hun må få min adresse, så hun kunne sende en gave...


Pernille arbejder hos Lego Compagny og sendte mig disse fantastisk muffinsforme i silikone samt et par isterningsbakker, som også kan bruges til at lave chokolader i. Formene kan købes lige her og i Legoland, hvis du skulle komme på de kanter. Jeg har endnu ikke prøvet at bage i dem, men ligeså snart mit midlertidige køkken er blevet "hverdag" så skal jeg lave Lego-kager...

Det er ikke ret lang tid siden, jeg fik en mail fra Twingly, fordi min blog var kommet i top-100 over dansksprogede blogs... jeg kan ikke lige gennemskue, hvordan de ranker, men jeg bliver alligevel både glad og stolt. Og ydmyg, for jeg synes de mange læsere forpligter.

Og som om det ikke var nok, så får jeg besøg af en journalist på onsdag. Hun medbringer en fotograf, for der skal tages billeder til den artikkel, hun vil skrive til et af de store ugeblade. Py-ha, jeg får helt røde kinder af nervøsitet og ydmyghed, for jeg er jo bare mig, - og mit hjem er vendt på hovedet... Hun virkede heldigvis rigtig sød da vi talte sammen før jul og oplægget er også i orden, så mon ikke det nok skal ende godt. Jeg er i hvert til fald spændt på resultatet, som forhåbentlig kommer på gaden engang til foråret.

Ikke nok med det, forleden udkom FOF's kursuskatalog for forårssæsonnen, så nu er jeg spændt på om der er nogen, der vil lave "Sex and the City cupcakes" sammen med mig den 23. marts.

Nu er det så jeg overvejer om kendt-heden medfører, at jeg bliver gen-kendt, og om det får konsekvenser for bloggen... for jeg må jo indrømme, at den delvise anonymitet passer mig og min familie ganske godt.

søndag, januar 04, 2009

Point of no return.


Nu er køkkenet og gulvet fra hele stue-etagen kørt fra min have og til storskrald, så nu er der ingen vej tilbage...

På genbrugspladsen var der gang i kompost-kværnen og de mange brugte juletræer er nu omsat til flis og ligger i en stor bunke og dufter som en fugtig granskov. Jeg elsker duften af fugtig granskov...


I morgen må jeg vist hellere se at få tjekket køkkenbutikkernes tilbud ud...