torsdag, december 31, 2009

I am a shooting domestic goddess


Dagens dessert (gateau moelleux au chocolat med is og pærekompot) er
inspireret af en opskrift fra Nigella Lawsons bog 'How to be a
domestic goddess' som indeholder mange rigtig lækre opskrifter.



Ind imellem er der dog også blevet tid til at skyde høns med
husbondens nye legetøj til vores wii... Og det er faktisk hylende
morsomt.

Og hey... her på årets sidste dag fandt jeg mellem dessert-lavning og hønseskydning også lige tid til et intervalpas, jow jow kagekonen har fået gang i løbeskoene igen. Kan I nu ha' en forrygende aften og et knaldgodt nytår!

Fantasifuld og fantastisk

Jeg har tilbragt eftermiddagen i selskab med husbonden, Heath Ledger og Dr. Parnassus. Det var en helt igennem forrygende oplevelse. Jeg blev hurtigt suget ind i det lidt syrede og eventyrlige univers som på ægte eventyrvis tager det gode og det onde i mennesket under kærlig behandling.



Man kan sige og skrive meget for filmen er flot lavet og har mange lag, men jeg vil egenlig bare anbefale dig at se den, hvis du holder af eventyr,- gode gamle klassiske eventyr som H.C. Andersen og Brdr. Grimm kunne fortælle dem...

mandag, december 28, 2009

Intellektuel poptøs...

Så ser man mig sidde her en mandag eftermiddag med radioen tunet ind på Orientering på P1 og surfer Operabio mens jeg tænker at min bogreol egentlig er lidt fattig og godt kunne trænge til nogle af de klassikere jeg med stor fornøjelse har læst for mange år siden, men ikke fået med i min bogsamling... Så jeg tror at min udsalgsshopping kommer til at foregå i nogle af Københavns antikvariater på jagt efter Anna Karenina, Den gamle mand og havet, Konges fald, Kaninbjerget, Generation X, American Psyco, Hærværk for ikke at tale om Lady Chatterleys Elsker. Jeg er sikker på at de vil klæde hylderne med chicklit, politiske biografier og selvhjælpsbøger og ikke mindst gøre de andre klassikere selskab.

Hvad er det der gør, at jeg lige pludselig higer den slags indput, jeg der normalt hører pop/rock og har TV'et kørende på NEWS/CNN/BBC hele dagen mens jeg læser dameblade, chicklit og bestsellers...

Ahhhhh...


Ovenpå julens mange store og forholdsvis fede måltider er det skønt
med en let frisk start på dagen.

fredag, december 25, 2009

Den bedste gave


Der er nu intet som et håndskrevet kort... Heller ikke selv om ungerne
er blevet store og gør lidt grin med moderens moderlige omsorg og
beskyttertrang... Heldigvis ikke mere end at de godt gider at dele et
par timer og en oplevelse med deres mor, -nå ja og så Linda P.
Behøver jeg at sige at jeg glæder mig.

Stille nydning



Gåsen og rødkålen a la Simonsen var fantastisk. Saucen og de brunede kartofler a la Plum ikke mindre dejlige og ris a la manden a la min sønderjyske bedstemor sad også lige i skabet. Resten af juleaften varet sandt gaveorgie.

Nu sidder vi så her stadig mætte og lidt matte ovenpå en skøn aften. Om lidt tager vi en rundtur til kirkegårdene for at tænde lys og ligge en hilsen til vores kære som ikke er her mere. Og bagefter er det tid til 2. runde: den store julefrokost med familien og lidt til...

Men lige nu, lige her og nu så nyder vi stilheden...

onsdag, december 23, 2009

Klon eller bare en krydsning...

Som jeg render rundt her lillejuleaften i mit nattøj og koger, snitter, braser og dekorerer hjemmet alt imens jeg går mine stilletter til føler jeg mig sgu som en mellemting mellem Camilla Plum og Baronessen...

tirsdag, december 22, 2009

Højt fra træets grønne top...

Jeg overvejer stadig om vi skal skære af toppen eller af bunden...

mandag, december 21, 2009

Og vi blev som børn igen...

Min far og hans kæreste bor på Fyn, som jo har været hårdt ramt af sidste uges snefald, heldigvis var vejene meldt åbne og udkørsel blev ikke længere frarådet, så i lørdags pakkede vi bilen og satte kurs mod midten af landet.



Og hold da op, hvor var der meget sne ude på de små veje, som kun var ryddet med plads til 1 bil, så der måtte bakkes, tænkes kreativt og klappes sidespejle ind når modkørende skulle passere.

Efter en skøn frokost måtte vi lige ud og se nærmere på sneen...

 

Min far har lige købt en ny traktor, - eller dvs. faktisk er der tale om en rigtig gammel traktor. Eller som cykelsønnen udbrød da han så den "hold kæft hvor er den old school". Og det er den, og sjov at lege med i sneen...

 

Og inden vi så os om, var dagen næsten slut og vi gik ind og varmede os med et glas gløgg og et par æbleskiver inden vi satte kursen mod hovedstaden.

I går var store oprydnings- og rengøringsdag, så nu er huset (næsten) klar til jul. Vi mangler kun lige lidt julepynt, lidt småkager og konfekt og så juletræet, som står og venter ude på terrassen... nå ja og så alle gaverne som skal pakkes ind, men vi har købt papiret :-)

fredag, december 18, 2009

YEEEAAAAHHHH

Vel hjemme fra Prag, hvor jeg stort set ikke så andet end lufthavnen, sportsbaren og så selvfølgelig den mest fantastiske fodboldkamp jeg længe har set...



og vi var faktisk en del der havde trodset kulden og fundet vej til stadion, hvor vi så vores helte vinde 0-3 og dermed være videre i det europæiske fodboldeventyr.

mandag, december 14, 2009

Træthed - fatique - müdigkeit

Hvis lussenatten er årets længste, og jeg har sovet hele natten, hvorfor fa**** er jeg så SÅ træt? Det er jo ikke en god start på en lang og krævende uge...

søndag, december 13, 2009

December søndag

Natten blev tilbragt alene i dobbeltsengen, for husbonden var til julefrokost i klatreklubben i går og da hans forældre bor i gåafstand fra klubben, fik de lov til at byde på logi og morgenmad. Og når nu jeg havde hele sengen for mig selv og rigtig kunne brede mig og læse til jeg ikke gad længere, så blev det selvfølgelig mere end sent inden jeg slukkede lyset og lagde mig til at sove... det var ris til egen bagdel da vækkeuret ringede kl. 8 her til morgen, - så snooze knappen fik et par dask og så havde jeg lige pludselig travlt, for jeg havde lovet cykelsønnen at komme og heppe når han og de andre gav den gas i Tyskerplantagen.




Så jeg trak i en tyk trøje og fandt de pelsforede støvler, det varme sjal, huen og dunfrakken frem og snuppede en kande te med i farten. Det var koldt, men jeg var varmt klædt på og bevægede mig rundt på ruten, så jeg fik set og heppet på sønnen flere steder i løbet af hans 4 omgange.

Således opladet af en frisk tur i den frostsmykkede skov blev cykelsønnen overladt til sig selv og sin 7. plads og jeg satte kursen mod min søsters hjem. Husbonden og jeg havde nemlig aftalt at vi skulle i biografen med vores nevøer, og eftersom husbonden var lettere underdrejet efter gårsdagens julefestivitas, så aftalte vi at han bare skulle hente sin nevø og så kunne vi alle mødes ved biografen kl. 14.

Og så blev der ellers tanket slik, sodavand og popcorn inden vi alle 5 begav os ind i mørket for at nyde frugten af Pixar og Disney samarbejdet.



Filmen var skøn, og havde som så mange andre af Pixars og Disneys produktioner flere lag så der var noget både for børn og voksne. Eneste minus var at vi (af hensyn til nevøerne) så filmen med dansk tale... men det ændrer ikke ved, at der er tale om en biografoplevelse af de bedre, filmen har fået super anmeldelser og er du til tegnefilm og har du børn, så er det bare med at komme afsted.

Nu sidder jeg her og runder søndagen af med lys i adventsdekorationen og te i kruset mens husbonden flyder i sofaen og lader sig underholde af TV'et udbud af søndagsfilm. I morgen starter en ny uge der byder på frokosthygge med begge sønner, julegaveindkøb, konstituerende møde i den nye kommunalbestyrelse, endagstur til Prag, besøg hos min far på Fyn og slutter med adventshygge hos min moster i Vanløse. Nå ja, og så er der lige de der honningkager der venter på at blive bagt...

torsdag, december 10, 2009

Pausekage

I dag havde husbonden og jeg den årlige julegaveindkøbsdag. Dagen hvor vi starter med at spise brunch omgivet af stakkevis af ønskesedler. Idag fik vi klaret 4 af gaverne allerede mens vi indtog den lækre brunch på Café Sommersko - vi besluttede nemlig at købe oplevelser via internettet. Efter en tur rundt i Magasin, et smut indenfor i Illums Bolighus og et smut ned af Strøget med indbygget besøg hos Søstrene Grene var det tid til en pause, og så var det jeg kom i tanke op La Glace. Denne fantastiske tidslomme midt i København, hvor vi altid plejede at indlede juleferien da drengene var små og endnu gik på Zahles skole...



Traditionen var, at vi efter den traditionsrige juleafslutning i Vor Frue Kirke gik ned og drak varm chokolade og spise kage på La Glace. Det er længe siden jeg har været på La Glace og jeg er slet ikke i form til både kage og varm chokolade, så selvom vi var to til at dele, så endte vi med at levne noget af den lækre efterårskage (H. C. Andersen kagen var knap så tung, så den gled lettere ned...)

Således optankende begav vi os ud af byen og fik hentet juletræ og så tømte vi lige en Toys 'R Us... Jeg elsker at købe julegaver til nevøer og niecer :-)

Vel hjemme igen blev aftensmaden sprunget over og benene smidt op, mens computeren, Isabellas og fjernbetjeningen og tekoppen er inden for rækkevidde.

Hvis ikke I siger det til nogen, så tror jeg faktisk så småt at julestemningen er ved at dukke op... I morgen er planen i hvert til fald at kaste lidt ektra glans over det lille hjem og måske også en lyskæde eller to finder vej til havens buske og træer.

onsdag, december 09, 2009

Den lille havfrue.

Da H. C. Andersen i forrige århundrede skrev eventyret Den lille havfrue havde han sikkert ikke forestillet sig at historien senere skulle fortolkes i tegnet form af Disney og hans dygtige tegnere.

Jeg har altid holdt meget af eventyret, som i vanlig H. C. Andersensk stil har så mange lag at man hele tiden ser noget nyt. Med temaer som kærlighed, liv og død er eventyret eviggyldigt og i Disneys version taler det stadig til moderne børn. Således også Cathrine som fyldte 5 år i weekenden.



Sidste år var temaet for hendes fødselsdag prinsesser og hun fik derfor to smukke barbiekager. I år skulle det være havfruer, nærmere bestemt Ariel... Kagerne skulle jo ikke ligne sidste års kager, og da tiden var begrænset, så købte jeg to færdige sukkerprint hos kagekompagniet og lod farverne i de to billeder gå igen på borten, som er dekoreret med blomster og sommerfugle.

Indholdet er den klassiske: chokoladekage og jordbærfromage vendt med lækre chokoladestykker.

mandag, december 07, 2009

Ukrudt

Løvetand, mælkebøtte, fandens mælkebøtte - kært barn har mange navne. Men sandt er det, at den gule blomst med de fligede grønne blade sjældent er særlig velset, selvom det faktisk er en plante med rigtig mange gode egenskaber.Mælkebøtten har det - som så mange andre planter - med at blive ved med at dukke op, den kommer igen, også selvom man troede man havde fået bugt med den...





Denne kage er til min gamle studiekammerats arbejdsplads, som skulle fejre jubilæum. Eneste ønske var at arbejdspladsens logo indgik. Jeg synes at det var for lidt med logoet på toppen af kagen, så jeg lod farve og blomst gå igen i kantdekorationen.

Kagen er den klassiske og super skønne mudcake lagt sammen med et par lag hindbærfromage og smurt op med chokoladesmørcreme inden den er overtrukket med fondant.

Billedet er det eneste jeg har, jeg undskylder, men jeg glemte simpelthen at fotografere den inden "den gik ud af døren" så billedet er er skudt med mobilen mens den stod i køleskabet... dårlig stil, jeg ved det godt, men jeg synes altså, at I skulle se den alligevel.

lørdag, december 05, 2009

Ælle bælle...

Som tak for hjælpen i valgkampen havde jeg lovet Myndlingen kage til rollespilsklubben, som mødes flere gange om  ugen for at spille bræt-rollespil.

Og hvad finder man så på til sådan en flok, når tid og overskud er begrænset... Myndlingen kom selv med forslaget om en terning, som gerne måtte være en helt almindelig klassisk terning.



Og det var faktisk ret udfordrende at lave denne kage, som består af mudcake og chokoladesmørcreme. For højden gør at overtrækket drillede og hjørnerne sprak og jeg havde ikke overskud til at lave overtrækket om, og kunne jo ikke dække sprækkerne med en blomst som jeg plejer...

tirsdag, december 01, 2009

Træk vejret og mærk verden...

Jeg er vild med yoga. Jeg elsker den ro, det fokus og den afslappethed der følger med en god times langsomt, men intenst arbejde med vejrtrækning og smidiggørelse af min smertende krop.



Så om lidt tager jeg min måtte under armen og svinger tasken med træningstøj over skulderen og begiver mig afsted ud for at trække vejret dybt og mærke mig selv og verden omkring mig.