onsdag, april 30, 2008

Pap-familie...

Jeg er skilsmisse barn. Min mor og min biologiske far blev skilt da jeg var ganske lille. Nogle år senere mødte min mor, ham jeg gennem hele min opvækst har kaldt far, og familien blev hurtigt forøget med min pragtfulde (halv-)lillesøster. Min biologiske far mødte også en ny kvinde. Hun havde en søn fra et tidligere forhold og sammen fik min far og hans nye kone en søn og en datter. De tre kalder jeg for pap-søskende, og det er relativt sjældent vi ses, da jeg ikke har den store kontakt med min biologiske far.

Mine forældre blev skilt kort tid efter deres sølvbryllup. Et par år efter rendte min mor ind i en dejlig landmand, som havde været fraskilt i mange år. De flyttede ret hurtigt sammen og de nyder hver dag, de har sammen. Landmanden har 2 sønner og en datter samt 5 børnebørn, dem kender vi selvfølgelig, men fordi vi ikke er vokset op sammen og først sent er kommet ind i hinandes liv, så er det ikke tit vi ses - os pap-søskende. Vi har heller ikke for vane at invitere eller deltage i hinandens mærkedage og familiefester, men vi sender gerne en kærlig tanke, når det behøves.

Selv er jeg jo også skilt, men hverken min eksmand eller jeg har fået nye børn, så mine børn har hverken halv- eller papsøskende. De har dog en papfar, omend Myndlingen helst vil kalde ham for plastikfar... Som autist er han jo ganske konkret opfattende og vi forstod ikke, hvorfor han som lille græd og når Henrik tog afsted i regnvejr, - alstå lige indtil den dag nogen sagde noget om papmache... Plastik tåler fint vand, så Henrik blev "omdøbt" til plastik-far. Pap eller plastik, han er lavet af et stærkt og slagfast materiale, idag var vi ude at gå en tur på 30 min.

Nu er det så tid til at landmandens barnebarn skal konfirmeres og i den forbindelse har min "pap-svigerinde" spurgt om jeg ville lave kage og selvfølgelig ville jeg det. "Pap-nevøen" er bidt af en gal fodbold og har også en stor svaghed for gode chokoladekager, så selvfølgelig måtte en af hans kager være en chokoladekage-fodbold


Af sine forældre får den unge mand en sprogrejse til England, så den anden kage måtte gerne afspejle dette... Jeg tænkte så det knagede og var rundt om rigtig mange forskellige design, jeg endte med dette helt enkle desing, - et flag og en kuffert.

Jeg håber Frederik bliver glad for kagerne og får en dejlig dag i morgen.

tirsdag, april 29, 2008

Udenbys levering...

En af mine bekendte har et barnebarn på Ærø. Hun skal konfirmeres på torsdag og denne kage er en overraskelse fra hendes bedsteforældre i København.


Kagen består af mudcake lagt sammen med chokoladesmørcreme og en marcipanbund. Ingen af delene kræver køleskab og derfor er kagen perfekt til den lange tur tværs gennem landet. Jeg tror nu, at den kommer i selskab med et par køleelementer i bilen, bare sådan for en sikkerheds skyld...

Mål og figurer er i plastik og købt hos Kagebutikken.

Om jeg har ligget i arm i nat...

det tror jeg nok lige at jeg har.

Husbonden er hjemme så nu kan jeg igen sove om natten. Det trængte jeg faktisk også til.

Ha' en god dag alle sammen.

søndag, april 27, 2008

Anemoner

I formiddags skulle jeg aflevere kagen til Caroline i Klampenborg. Jeg benyttede lejligheden til en lille tur på det smukke hvide tæppe inden turen gik til Riget, hvor husbonden ventede...


Han havde rigtig gode nyheder; I mogen bliver han udskrevet. Han skal tage den med ro i lang tid og må ikke arbejde, træne, se for meget fjernsyn eller lave noget der kræver stor koncentration mm. i de næste par uger. Men han er okay, og han kommer hjem i morgen.

Kunst og kage

Forleden spurgte husbonen efter lydbøger... Selvom han sover meget så falder tiden ham lang og han kan pga. sin hjernerystelse ikke se fjernsyn.

Jeg måtte derfor et smut omkring det lokale bibliotek, og ved trappen op til de hellige bog-haller sidder denne herre.


På biblioteket fandt de hurtigt nogen lydbøger, som de mente kunne fange hubonden. Så var der bare lige det problem, at hans mp3 afspiller havde han med sig, og jeg har ikke nogen. Biblioteket havde ikke nogen udlåns-mp3'ere hjemme, så jeg smuttede forbi Fona og købte en sten i lyserød, så han ved, hvor den hører til...


I går var vejret i København super dejligt og i går eftermiddags gik husbonden og jeg en lille forsig tur i Rigets have. Rundt i haven er der de skønneste skulpturer, som sammen med et lille hvil i en varm solstråle gjorde os begge godt.


Hjemme fra dagens besøg på Riget gik jeg i kage-terapi i køkkenet. For idag skal en af mine bekendtes datter konfirmeres og hun skal ikke snydes for kage. Og selvom min koncentration ikke er den samme som normalt og selvom kagen er lavet sådan lidt ind imellem hospitalsbesøg og samtaler med politi og forsikringsselskaber, så var jeg faktisk ganske tilfreds da jeg lagde sidste hånd på værket i går kort efter midnat.


Nu vil jeg køre ind og aflevere den og så har jeg fået besked på at medbringe en omgang cheeseburgere når jeg ved middagstid når Riget.

fredag, april 25, 2008

Op og ned, rundt og rundt...

Tak for alle jeres hilsner og søde kommentarer, dem sætter vi begge umådelig stor pris på. I dag kom et hjerte med posten og der kom blomster og chokolade pr. bud, det er overvældende med al den omsorg og jeg er meget rørt.


Giver det mening at sige, man har blå mærker eller føler sig forslået indvendigt? Jeg føler mig fuldkommen rundtosset og ude af kontrol, og jeg hader det! Det er som om, at der er nogen der piller ved både min hjerne og mit hjerte. Og mine smerter og min nattesøvn kommer helt ud af kontrol...

Jeg ved godt at det er naturligt at være både lettet og ked, glad og vred og energisk og ustruktureret på en gang, når man har oplevet, hvad vi har oplevet de sidste par dage. Jeg ved også at mange reagerer kropsligt på kriser, men derfor har det nu alligevel rystet mig, hvor meget jeg reagerer ovenpå onsdagens ulykke.

Husbonden er ved godt mod, han har været oppe og været i bad, med kun lidt hjælp, men for pokker hvor er han groggy af både hjernerystelsen og alt det morfin de hælder i ham... Normalt er han det faste holdepunkt i mit liv, og nu er det pludselig omvendt.

Forleden talte jeg både med politiet og den stakkels mand, der kørte ud foran min husbond. Husbonden har været ualmindelig heldig, at det ikke er gået meget værre end det gik. Motorcyklen er hentet af værkstedet og vi tror ikke rigtig at den bliver til motorcykel igen...

onsdag, april 23, 2008

Pas på dig...

er næsten altid det sidste jeg siger når nogen af mine kære går ud af døren. I dag var det ikke nok. Husbonden havde benyttet sig af det gode vejr og taget motorcyklen på arbejde, i eftermiddags da han var på vej hjem, var der en billist, der ikke passede på ham...


Husbonden min må være født under en heldig stjerne, for han er helt mirakuløst sluppet med et brækket brystben, en punkteret lunge og så en hjernerystelse der vil nogen. Nu ligger han på forslået men i live og ved godt mod på Rigshospitalet og har denne storslåede udsigt, som han nok egentlig helst ville være foruden.


Vi har fået et kæmpe chok, men jeg tror vi er okay, og håber at billisten, der overså sin vigepligt, også får sovet i nat.

Ikke en sukkergris...

men en sukkerhund og dens ejer var dagens opgave.


På søndag skal Caroline konfirmeres og jeg skal lave kagen. Caroline har en dansk-svensk gårdhund, som er hendes et og alt, så selvfølgelig skal den med på kagen.

Om lidt vil jeg sætte mig på terrassen med en kop kaffe og et stykke brød og nyde stilheden inden resten af familien kommer hjem.

tirsdag, april 22, 2008

Som en fisk

eller noget...

Om tirsdagen har jeg en eftermiddags-date med en veninde og et badekar af den store slags. Vi svømmer ikke alene for motionen, men også for det hyggelige samvær...


50 m er faktisk rigtig langt, når man har slatne overarme og er i dårlig form... men kors hvor har man det godt bagefter. Det kan kun blive bedre...

søndag, april 20, 2008

Forår...

Græsplænen er slået og revet, visne staudetoppe og frøstande klippet af havens blomster. Roserne er trimmet let, terrassen er fejet og hynderne til havestolene fundet frem fra kælderen...


På min færden rundt i blogland har jeg set de skønneste billeder af træer med store knopper på spring og i haven er de første knopper på det lille familie-æbletræ sprunget ud.

Hele dagen har jeg gået og nynnet og trallet en af mine yndlings forårssange:
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad.,
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.

Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!



Jeg købte nu ikke mine blomster, men klippede et par kirsebærgrene hos min søster og lidt perlehyacinter fra forhaven og så blev det forår i stuen min...

lørdag, april 19, 2008

SQ352 er landet...

Og så kan det ellers godt lige være, at jeg kom hurtigt ud af døren, for flyet landede et kvarter før forventet, og det er lige præcis den tid, det tager for mig at køre i lufthavnen... Heldigvis skulle husbonden både gennem indrejse kontrol og bagageudlevering, så han opdagede slet ikke at jeg var lidt sent på den.

Vel hjemme blev der pakket ud, givet gaver og vist billeder fra turen, som ganske givet har været en fantastisk oplevelse. Efter et kort hvil og lidt let frokost, var det tid til at komme ud og nyde det danske forår på to hjul.


På grund af påskeferie og husbondens tur til Østen, har jeg slet ikke været ude at køre endnu i år, det blev der rådet bod på i dag...

fredag, april 18, 2008

Store Konfirmationsdag

Store Bededag er en af de helt store konfirmationsdage i hele landet. I min nærmeste familie er der ikke børn i konfirmationsalderen, - de er enten for unge eller for gamle. I min bekendtskabskreds er der derimod rigtig mange børn i konfirmationsalderen og Cecilie er en af dem. Hun ville rigtig gerne have en kage til dagen, men vidste ikke helt hvordan den skulle se ud. Hun havde helt tjek på, at den skulle indeholde marcipanbunde og hindbærmousse, så sådan blev det. Bundene er bagt efter opskriften på klassiske lagkagebunde, men lidt af melet er erstattet af fint revet marcipan.

Jeg har mailet frem og tilbage med Cecilies mor om hvordan kagen skulle se ud, resultatet blev denne lyserøde og hvide kage med salmebog på toppen


Og fra den anden side...


Og et nærbillede af den store rose og salmebogens ryg


Kvaliteten af billederne er rigtig dårlig, men sådan er det, når man kun har et kamera i huset, - og det er jo altså i Østen med husbonden.

onsdag, april 16, 2008

Og spørg så lige om jeg har hygget mig...

Om jeg har haft en god tur til det Jyske... prøv lige at se her, jeg blev så forkælet. Både af hende der klapper kager i Randers og af veganer forrædderen som diskede op med den lækreste frokost jeg længe har fået.

Jeg blev også begavet, af kageklapperen fik jeg en stipe pragtfulde kort med badeænder i mange farver på, og den skønne forrædder havde købt pragtfulde fair-trade hævekurve til mig. Nu skal majoren og jeg godt nok ha' gang i nogen ordentlige brød.

Tak for et par pragtfulde dage, jeg kommer gerne igen.

Jeg har shoppet...

Husbonden min er jo som fortalt på rejse i Østen... når man har fælles konto, så kan man se når der går visa-bonner ind fra etablisementer på den anden side af jorden. Jeg vil ikke røbe hvor husbonden og resten af selskabet har spist spareribs og drukket øl en aften i Singapore, men jeg kan da oplyse, at servitricerne har meget småt og meget stramt-siddende tøj på...


Når han ku' så ku' jeg vel også... og nu er det jo forskelligt hvad man sådan går og drømmer om, så jeg benyttede mig af venindens rabat i en stor nordisk hvidevare koncern og tog Majoren med hjem.

Majorens kom i en kæmpe stor kasse, som ud over majoren og forskelligt tilbehør, som også indeholdt 2 mindre kasser. Så nu har kattene fået deres egen midlertidige 3-værelses...

mandag, april 14, 2008

Når katten er ude...

Eller i en lettere omskrevet version: når husbonden er på Bali tager konen bilen og kører til Randers...

Jeg trænger til et break. Så i morgen sætter jeg kursen mod Randers for et par dage i selskab med hende her og sammen slår vi så et smut forbi hende her. Behøver jeg sige at jeg glæder mig?

Faktisk tror jeg også, at myndlingen glæder sig til et par dage alene.

Vi ses om et par dage eller tre...

søndag, april 13, 2008

Guitar hero...

Weekendens sidste kage er til Christian, som er min svigerdatters lillebror. Christian spiller elektrisk guitar og er rigtig glad for sin Gibson SG, så da han bad om en kage til sin konfirmation i dag, så var der temaet ligesom oplagt...


Hold da op, hvor har de strenge drillet... jeg håber ikke, at de flytter alt for meget rundt på kagen, for så knækker de...

Da guitaren var kommet på kagen, så den både bar og lidt kedelig ud. Derfor har jeg skrevet Christian med store svungne bogstaver i mange farver, hvilket jeg håber falder i den unge mands smag.

Kagen er chokoladekage og en lys bund lagt sammen med chokolade-trøffel-creme lavet på toblerone og jordbær/rabarbermousse.

Om lidt vil jeg sætte mig med kaffen og avisen og nyde at der stadig er lidt weekend tilbage...

lørdag, april 12, 2008

Bikini sæson?

Naboen (som er bager) fyldte 40 år forleden og skal derfor holde fest for venner og familie i dag. Hans kone ville så gerne overraske ham med en helt særlig kage, og den har jeg så fået æren af at lave... Naboen kan rigtig godt lide fodbold og holder (som jeg) med drengene fra København og har i dagens anledning pyntet hus og have med de fineste flag og kulørte lamper. Kagen måtte selvfølgelig holde sig inden for temaets rammer. Nu er der bare lige det, at naboen altid er god for en joke, så jeg kunne jo ikke bare lave en almindelig logo-kage til ham...

Så jeg bagte lagkagebunde og chokoladekage i en af de nye hjerteforme og i boldformene... efter at have flækket bundene og lagt dem sammen med hindbærfromage og nougatcreme kom jeg de to halve bolde ovenpå hjertet og voila... en stor C-skål er født.

Nu er det jo et pænt kvarter jeg bor i, så selvfølgelig måtte de klædes på. Men hvis de fik en t-shirt eller almindelig top på, så kunne man jo ikke se den fine tatovering... Heldigvis kan man også få en FCK-bikini...


Når man bor i (beton) rækkehus, så har hele rækken glæde af det, når en familie skal hænge billeder op eller andet der kræver boremaskine, - naboen er rigtig glad for sin, så derfor kunne jeg ikke dy mig for at sende en lille hilsen med kagen...

fredag, april 11, 2008

Softball og konfirmation...

Stefan skal konfirmeres i morgen og ville derfor rigtig gerne have en kage, som afspejler hans og familiens altoverskyggende fritidsinteresse; softball...


Stefan spiller i GSK og var forbi med bat, handske og bold for en uges tid siden, da jeg aldrig havde set nogen af delene sådan rigtigt... Jeg viste billeder af forskellige kager med soft- og baseball teme og sammen nåede vi frem til ovenstående design. Jeg er godt tilfreds og håber, at Stefan og hans familie også kan li' resultatet.


Indholdet er klassiske lagkagebunde og en chokoladekagebund lagt sammen med jordbærfromage og limemousse. Overtrækket er som altid sugarpaste.

Opskrifter på jordbærfromage og limemousse kommer på siden i løbet af næste uge, jeg har lige et par kager der skal laves inden.

onsdag, april 09, 2008

Det grønne indslag...

Det blev ikke til det store forkromede og langtidsbagte eller -stegte måltid i dag. Til gengæld matchede det grønne indslag servietterne...


Jeg undskylder for billedkvaliteten, men mit kamera er i østen, så de næste mange dage bliver der kun taget billeder med mobilen og den er altså bedst i dagslys...

Her til aften har jeg hygget med pynt til nogen af weekendens kager, som alle er til hankøns væsener. Kan du gætte hoved interessen for de to drenge der skal konfirmeres...


mandag, april 07, 2008

At rejse...

I morgen drager husbonden østpå... Langt østpå, - helt om på den anden side af jorden skal han. Jeg glæder mig med ham, men er faktisk også temmelig misundelig...


I løbet af de næste par uger vil min skønne husbond spise frokost i Singapore Cricet Club fra slutningen af 1800-tallet. Han skal besøge templer og se mænd danse.

Han skal på opdagelse junglen både til lands og til vands...

og han skal stå ansigt til ansigt med kæmperne og svømme med skildpadder og delfiner... Han skal se nærmere på de balinesiske rismarker og det lokale håndværk. Han skal ha' luksus spa-behandlinger og spise middag med medlemmer kongefamilien inden han med resten af selskabet sætter kurs mod farvestrålende coctails i Singapore.

Nu er han færdig med at pakke, så mon ikke der er chance for en hygge-stund i sofaen, her den sidste aften inden han skal være væk i 10 dage.

søndag, april 06, 2008

Blomster til mor...


På mit spisebord står en kæmpe buket i de smukkeste røde, hvide og blå farver. Jeg har fået den af cykelbuddet, som i dag har kørt sit første allerførste licens cykelløb, - og vundet... Han har ikke engang fået købt klubtøjet endsige fået sit nummer endnu, for licensen blev først bestilt i sidste uge. Hvor stolt blev jeg lige, da han ringede hjem ved middagstid og spurgte om jeg ikke kom til Værløse og hentede ham, - jeg troede straks det værste; at han var kommet til skade og derfor ikke kunne køre hjem, så jeg spurgte med skræk i stemmen og i et alt for højt toneleje: "hvad er der sket"... hvortil "ungen" kækt svarede: "jeg bankede dem sgu alle sammen og har fået vundet så meget, at jeg ikke kan bære det..."


Så jeg kom i tøjet i en vældig fart, men huskede dog at tage billede af de nye strømper på før og efter de kom på... og så susede jeg ellers ud af døren for at hente cykelbuddet. Som tak for hjælpen fik jeg den ene buket, den anden fik hans søde kæreste.

Og så gik det ellers videre til 3 års fødselsdag hos min skønne niece, der blev begavet med både badedragt og haveredskaber, bøger og computerspil for ikke at tale om dukke-klapvognen og det 3-hjulede pink-farvede løbehjul.

Jeg har haft en pragtfuld weekend, med blogger træf på Bryggen, cykelløb i Værløse og fødselsdag hos niecen. Nu er jeg klar til at tage hul på en ny og frisk uge i morgen. Tak til alle jer skønne kvinder og mand som jeg mødte på Bryggen i går.

fredag, april 04, 2008

Kageløs weekend...

De sidste par dage har jeg døjet med et gedigent hold i ryggen. Derfor har jeg meldt afbud til den kageudstilling/konkurrence jeg egentlig skulle til på søndag. Det passer mig faktisk svært godt, for så kan jeg uden dårlig samvittighed deltage i blogtræf på Bryggen i morgen og i niecens 3 års fødselsdag på søndag fra start til slut... Heldigvis går det fremad med ryggen, så næste uges konfirmations- og fødselsdagskager er ikke i fare.

Den sorte gryde er i brug igen. Da jeg så lækre ferske kyllinger i supermarkedets køledisk drømte jeg straks om grydestegt kylling med nye kartofler og agurkesalat... Nu er drømme jo ikke det man bliver mæt af, og nogen gange så udvikler en idé sig inden den rigtig er begyndt...


Så kyllingen blev fyldt med persille, men fik også lige lidt strimlet citronskal og skalotteløg i tynde skiver stoppet i sig. Da kræet var brunet kom også et par gulerødder i skiver, en håndfuld champignon i kvart, 1 løg i både samt en rest sorte oliven og et par rynkede halvgamle cherrytomater med i gryden. I gryden røg også lige en slat rødvin og et lille glas vand og så kom der ellers låg på herligheden. I ovenen står halverede kartofler dryppet med den gode olivenolie fra Frankrig drysset med citronskal og rosmarin, - det bliver et herligt måltid.

God weekend til jer alle.

torsdag, april 03, 2008

Jeg ønsker mig...

Jeg elsker elektriske apparater som microovne, lækre kaffemaskiner og el-kedler, foodprocessorer, stavblendere osv. i mange år har jeg kigget langt efter frituregryder, ismaskiner og røremaskiner og ikke mindst rotisseri-ringen til Webergrillen...

Det er jo ikke sådan at jeg mangler, men på den anden side så blev jeg noget så fristet da jeg læste om Andreas nye legetøj forleden. Måske man skulle skrive det på ønskesedlen, der er trods alt kun 1½ måned til min fødselsdag.

Jeg kunne selvfølgelig også bare ønske mig en ny mobiltelefon, så det bliver lettere at opdatere bloggen og hvis jeg får denne her så behøver jeg heller ikke nogen sten for mobilen kan tilsyneladende det hele...

onsdag, april 02, 2008

Det gode brød

Karen spurgte efter en opskrift på mit brød. Hm... det er ikke sådan lige at give for jeg bager meget på lyst og gefuhl, men udgangspunktet er denne opskrift:

250 g surdej (eller gær på størrelse med en ært)
½ l vand
750 g mel (hvede, durum, boghvede, kastanje, graham, spelt eller hvad du har... )
½ spsk. salt

Dejen rører jeg i røremaskinen, den er lidt på den våde side, men ikke sjask våd. Når dejen er æltet grundigt og længe så ryger den til hævning enten et par timer på køkkenbordet, eller lidt længere i kælderen og hvis ikke jeg har tid til det, så kommer den i køleskabet til dagen efter. Når dejen er hævet så kommer jeg den forsigtigt ud på et meldrysset bord og former den til en spændt kugle, - som fru Plum har lært os, og kommer den i en meldrysset hævekurv. Nu skal brødet hæve igen, du vælger selv hvordan, men det skal blive ca. dobbelt størrelse. Når det er hævet færdigt, vender jeg det ud på en brændvarm bagesten og stiller det i ovnen ved ca. 225 grader i 40-45 min.

Brødet fra forleden var bagt med hvede-, spelt- og kastanjemel og smagte forrygende.