mandag, december 31, 2007

Godt nytår


Tiden er fløjet afsted ikke bare i dag men hele året. Derfor synes jeg at dette års kage skulle symbolisere dette. Kagerne er mudcake, marcipanbund og chokoladesmørcreme. Overtrækket er marcipan blandet med sugarpaste.

Da myndlingen ikke skal fejre nytår med os, og ikke skal snydes for kage, har jeg lavet to. Så kan han få en med hjem til sin far, som han skal fejret nytåret sammen med.

Godt nytår til jer alle, vi ses i det nye år.

søndag, december 30, 2007

Jeg nåede det lige...

De sidste mange år har jeg været en tur omkring den gamle have i løbet af december. I år var det lige før jeg ikke nåede det, for tiden var ikke til det før jul. I dag var der pludselig hul i kalenderen og cykelbuddet var frisk på en tur i haven med den gamle. Så vi havde en dejlig eftermiddag i selskab med hinanden og Oliver Twist efter forestillingen, som begyndte kl. 3 gik vi en tur i den smukt oplyste have og kiggede på de mange små boder. Det stemningsfulde billeder herunder er lånt fra Tivolis hjemmeside, da husbonden har husstandens digitalekamera med på klatretur på Bornholm og jeg tænkte ikke lige over at jeg kunne bruge mobilen...


Flere af dem solgte ud af skønne julevarer til spotpriser, så jeg fik et par kæmpe glaskugler og den skønneste lille fugl med hjem for ingen penge... de kommer ikke op i år, men vil ligge øverst i kassen til næste år.

Juletræet står stadig fint med sin pynt og sådan bliver det stående for her i huset varer julen, - om ikke helt til påske, så i hvert til fald til hellig tre kongers dag.

I morgen er det tid til afsked med det forgangne år... aftenen skal tilbringes i gode venners lag og for første gang i mange år skal vi ikke ligge hus til, så støvsugeren har fået et par ekstra fridage... Morgendagens middagsselskab foregår på sammenskuds-basis og jeg har været heldig, - vi skal bare sørge for kage og lidt snacks/chips samt ingredienser til en drink. Det er til at overskue og jeg har selvfølgelig gang i bageriet, for at medbringe en kransekage (omend hjemmegjort) er ligesom for let...

torsdag, december 27, 2007

Hvad skal jeg vælge

Jeg frekventerer jævnligt et forum for kagenørder. Der er det ved at være tid til kåring af årets kager i forskellige kategorier, en af dem er 3D kager/figurkager, og dem har jeg jo lavet nogle stykker af i årets løb. Nogen af dem er fra før min blog-debut, så de er ikke vist her tidligere, men det gør vel ingenting...

Jeg har valgt 8 kager, som jeg synes er særlig gode og lavet en lille afstemning mellem dem, som vil løbe i en uges tid eller to. Jeg håber I vil stemme og på den måde, hjælpe mig med at vælge mit bud på årets 3D/figur kage.


Tak til alle de der stemte. Jeg har lukket afstemningen, resultatet kan du se længere oppe...

Nu er jeg flad...

I sidste uge viste jeg et billede af en topfigur jeg havde lavet. Den skulle bruges til en bryllupskage, som jeg lige har afleveret.

Der skulle også blomster på kagen, dem lavede jeg også i sidste uge midt mellem konfekt og småkager. Jeg lavede 300 blomster i alt, og i dag da jeg afleverede kagen talte jeg de tiloversblevne, - der var 21 tilbage... Blomsterne er lavet i flowerpaste, som er en sukkermasse a la sugarpaste, men den kan rulles helt tyndt ud og er derfor bedre til blomster. Jeg køber flowerpaste i England, men man kan godt lave det selv. Jeg har en opskrift, men orker ikke at ligge den op lige nu...

Pga. julen havde jeg bagt bundene på forhånd, så de kom ud af fryseren juleaftensdag, så de kunne tø langsomt op i køleskabet. Juledag lagde jeg kagerne sammen sent om aftenen da vi kom hjem fra julefrokost. I går morges/formiddag smurte jeg dem op med vanillesmørcreme inden vi tog afsted til endnu en julefrokost. I går aftes blev de så overtrukket med sugarpaste og jeg satte dem sammen og kom de fleste blomster på. Så røg de på køl igen, - hvor er det bare herligt med et ekstra køleskab kun til kager...

I formiddags kørte husbonden kagen og mig afsted til festlokalet, hvor jeg satte topfiguren på og lagde sidste hånd på kagen.

Her er den færdige kage, den er kæmpe stor og rækker til 135 personer, så det var dejligt at husbonden var med til at bære, for jeg tror faktisk ikke at jeg havde turde at gøre det selv. Den nederste kage måler 35 x 35 cm, den mellemste er 30 x 30 cm og topkagen er 25 x 25 cm.


Kagen består af lagkagebunde, chokoladekage, jordbær-rabarber fromage og hvid chokolademousse med lidt hakket mørk chokolade i. Kagen er smurt op med et tyndt lag vanille smørcreme (250 g usaltet smør, 250 g flormelis 1-2 tsk. god vanillesukker og et par spsk. kogt vand rørt sammen til en let og luftig masse) og overtrukket med sugarpaste.

I får også lige et nærbillede af brudeparret efter de er kommet på kagen, jeg håber brudeparret er tilfredse med resultatet, for jeg er faktisk ret stolt...


Nu vil jeg smække rø*** i sofaen og smide en film i dvd'en, jeg syn's jeg har fortjent en pause...

søndag, december 23, 2007

Vi er klar...


Juletræet har står i sin pragt og lyser i stuen. Det er bestemt ikke overpyntet, men det er hvad vi orker. Den sidste gave er købt og om lidt er alle gaver pakket ind.

Der er bagt jødekager, pebernødder og honningkager. Klejnerne er kogt og den hjemmelavede konfekt står klar i bøtter og dåser på køkkenbordet.

Der er danset vals med støvsugeren, tango med gulvmoppen og støvekosten fik også en svingom. Badeværelserne stråler og der er sat friske lys i de udendørs lanterne lige klar til at tænde når mørket falder på.

Alt er klar til ryk ind i aften, hvor vi skal lægge hus til "lille jul". I skilsmissefamilier må julen strækkes over flere dage, alle vil gerne se alle og når det indbefatter dine, mine og vores så må der holdes jul i flere omgange, det gør vi så og vi nyder det, for vi har næsten ikke prøvet andet.

Glædelig jul til alle jer derude i blogland.

onsdag, december 19, 2007

Det skrider fremad...

I dag fik jeg lavet top-figurerne til næste uges store bryllupskage. Begge har taget kørekort til motorcykel her i år, så de ville gerne have en motorcykel med på bryllupskagen. Jeg kunne dog ikke lige overskue at modellere sådan en sag, så vi blev enige om, at de skulle købe en legetøjsmotorcykel, som jeg så ville stille brudeparret omkring.

Det er første gang jeg modellerer et brudepar, men jeg synes faktisk at jeg er sluppet ret godt fra det. Jeg har fundet inspiration og hjælp i en af mine yndlingsbøger og hos hende her, der også har lavet små video-klip om modellering af forskellige små figurer.

I dag fik jeg også lavet dej til klejner, pebernødder og jødekager. Som nævnt forleden har jeg købt dej til honningkager i Christiansfeld, så i aften og (eller) i morgen skal der bages. Jeg mangler også stadig at få lavet lidt konfekt, - det ligner mig slet ikke at være så langt bagud, med produktionen af juleknas og godter...

Juletræet har været i hus siden weekenden, og bør vel også bydes indenfor til pynt i dag. Mon ikke husbonden kan overtales til at sætte det i foden og komme en lyskæde på. Så kan jeg altid "kaste" en kugle eller to på, når jeg kommer forbi.

tirsdag, december 18, 2007

Nedbrud og flytning...

Jeg i flere dage undret mig over, at jeg ikke fik nogen mail om kommentarer her på bloggen og heller ikke fik de sædvanlige hyggelige mails med spørgsmål om dette og hint vedrørende kager og kagedekoration.

Nu er det så gået op for mig, at den server min "kagekone-mail" ligger på, er brudt sammen. Serverens ejer, siger der er styr på det hele, og alt skulle være flyttet over på en ny og stærkere server. Det tager dog lige et par dage før det er oppe at køre igen.

Så har du mailet mig for nylig uden at få svar, eller lagt en kommentar der ikke er besvaret, så ved du nu hvorfor. Hvis det er vigtigt, så læg en kommentar til dette indlæg, så skal jeg gøre mit bedste for at få svaret hurtigst muligt.

mandag, december 17, 2007

Der jules...

Det er ikke meget energi jeg kan mønster i øjeblikket. Sandt at sige så er jeg så træt som et helt alderdomshjem. Jeg bøvler også med kvalme og lidt svimmelhed, gad vide om det er post-søsyge... eller bare en irriterede virus med dårlig timing.

Jeg har dog fået lavet julekort med hjælp fra Panduro faktisk har pakken ligget i mit skab i kælderen i flere år, - gemt og glemt. Jeg fandt den da jeg ryddede op i skabet i forbindelse med renoveringen tidligere på året.

Jeg har også fået klædt lysfadene på til højtiden, det er utroligt hvad et par glaskugler kan gøre. I baggrunden skimtes den sølvkugle jeg forkælede mig selv med forleden, da jeg var på julegave-indkøbs-ræs med resten af Storkøbenhavn.

Julegaverne er nu alle i hus, bortset fra en enkelt som er bestilt udenlands... jeg håber den når frem, ellers må modtageren have et print som bevis.

Yndlings nisserne er også kommet frem, i år pryder de guitaren i gangen på 1. sal. Den lever en stille og hensygnende tilværelse efter cykelbudet er flyttet hjemmefra.

Julesmåkagerne og konfekten har jeg endnu ikke fået lavet. Dejen til honningkager er "importeret" fra Christiansfeld, og skal bare rulles ud og stikkes ud til hjerter og figurer som skal ha' et lag chokolade eller lidt glasur.

Og så er der jo også den store bryllupskage, som jeg skal lave til 3. juledag. Jeg har bagt 2/3 af bundene i dag og lagt dem i fryseren. I morgen må jeg hellere komme i gang med topfiguren.

fredag, december 14, 2007

Vi stak af...

På flugt fra en hektisk og julestresset hverdag endte vi ombord på M/S Pearl of Scandinavia. Her lod vi os forkæle med øl og 3-retters menu uden opvask inden vi gik tidligt til køjs... Således friske og vel udhvilede indtog vi den store morgen buffet med udsigt over indsejlingen til Oslo, det er et betagende syn, - også om vinteren.

Oslo bød på smukke bygninger, finurlige rækværk, is på vandpytterne og højt til himlen. Det var en pragtfuld - om end lidt kold - dag.

Vi havde hjemmefra bestemt os for at besøge Kon-Tiki museet hvor både Kon-tiki tømmer-flåden og Papyrusbåden Ra 2. Det var fantastisk spændende at se fartøjerne og læse historien, som jeg husker fra min barndoms tv-udsendelser om Thor Heyerdals fantastiske ekspeditioner.

Lige overfor museet ligger Fram museet og her står det legendariske polarskib Fram. Vi slog et smut forbi og blev klogere på de store norske pol-farere; Nansen, Sverdrup og Amundsen.

Efter den historiske berigelse begav vi os tilbage mod Oslo centrum, hvor vi spiste frokost, var på julemarked og så på forretninger inden vi satte snuden, - eller stævnen om man vil, mod København. På vejen hjem gik vi ombord i den store julebuffet inden vi slog et smut om skibets biograf, hvor vi så filmen The Hartbreak Kid med Ben Stiller.

Nu er vi hjemme igen og klar til at lægge arm med resten af december. Vi er halvvejs med julegaverne, og opskrifterne på julens kager og konfekt er fundet frem, så jeg tror vi når det hele...

søndag, december 09, 2007

Vi vandt ikke julekurven...


Det var ellers tæt på flere gange, men det lykkedes ikke. Til gengæld havde vi en super hyggelig eftermiddag sammen med familie og venner og så støttede vi et godt formål.



Kan I holde på en hemmelighed? Nogen gange er jeg temmelig distræt nærmest på kanten til det glemsomme... I går huskede jeg mig selv, husbonden, cykelbuddet, ris a la manden, mandelgaven, æbleflæsket og osten, - men jeg glemte de fint dekorerede cupcakes... Heldigvis var der ikke mange der savnede kager, men det var lidt ærgerligt når nu de er lavet, derfor er der nogle grønne cykelbude der skal forkæles i morgen eftermiddag, når jeg kører ind og afleverer dem på kontoret, hvorfra sønnikke skal styre budene rundt i de københavnske gader og stræder. Jeg tror at mange af budene lige stikker næsen forbi kontoret i morgen eftermiddag. Jeg bliver dagens helt i sky-sovs.

lørdag, december 08, 2007

Så er der kage...

I dag skal vi alle (myndlingen, cykelbuddet, husbonden og jeg selv) til julefrokost med henholdsvis skole og klatreklub. Der er tale om sammenskuds-gilder, så jeg skal levere kage til begge steder. Der udover skal der medbringes ris a la mande incl. mandelgave, æbleflæsk og ost.

Myndlingen skal medbringe kage til ca. 25 personer - og han spurgte så pænt, at jeg ikke kunne sige nej. Så han får denne chokoladekage med til sin klasse. Kagen er lagt sammen med et par tynde lag chokoladesmørcreme og overtrukket med sugarpaste. Pakkerne indeholder også chokoladekage med smørcreme.

Cykelbuddet skal medbringe ris a la mande, så grøden blev kogt med en fed stang vanille forleden og tilsat et par håndfulde smuttede hakke mandler, et skvæt sød Marsala og flødeskum af ½ l piskefløde. Mandelgaven lavede jeg her til formiddag af en rest marcipan og lidt lyserød pasta farve.

Husbonden skal medbringe æbleflæsk, som jeg steger i ovnen efter inspiration fra hende her. Det er så nemt - æbler i både i en bradepande lidt salt, peber, timian og muscovado sukker ved, flæsk (ikke for fedt) på risten over bradepanden, så æblerne bliver stegt/bagt i flæskets "smeltevand"...

Jeg skal ha' lidt ost og kiks med, og så selvfølgelig kage... Det bliver disse banan-chokolade muffins som er pyntet med marcipan og sugarpaste. Jeg lavede 3-dobbelt portion, så er der vel nok...

I morgen skal vi til banko hos FDF'erne og vi satser stærkt på at vinde julekurven, som er legendarisk...

tirsdag, december 04, 2007

December hygge

Jeg kan rigtig godt li' jul, men jeg har altså svært ved at finde julestemningen frem i år... børn og mand synes ikke, at pynten er så vigtig, så jeg må klare det selv. Husbonden har dog sat lyskæder på træet i forhaven og på det lille æbletræ i baghaven.

Havenisserne er kommet frem fra sommerens hi og en krans til døren er det også blevet til... Indendørs er her dog langt fra pyntet op endnu, men mon ikke det kommer, sådan stille og roligt i løbet af de næste par uger... Kalenderlys og adventsdekoration er på plads og der er købt ind til produktion af kager og godter.

En kunstner i aktion...

Youtube er en sand guldgrube... jeg tror næsten at man kan finde alt på det site, også tips og tricks til kagedekoration...

Robin Hasset fra The Dessert Tray er dygtig til det med kager. På denne video får man et rigtig godt indtryk af arbejdsprocessen fra start til slut.



Man kan finde rigtig mange andre små tutorials på youtube bl.a. denne, som min veninde har lavet


Denne video fra Planet Cake i Australien viser, hvor let det er at lave en overdådig sløjfe i stil med den jeg havde på husbondens pakkekage i sommer

søndag, december 02, 2007

Stativ, stakit, kasket...

Husbondens kusine blev udklækket som politibetjent i fredags. Sådan noget skal jo fejres, så i går aftes var hele familien samlet til... nej ikke knippelsuppe, men en lækker 3-retters menu efterfulgt af kaffe og kage hos kusinens mor. Jeg leverede kagen, som jo ikke kunne være andet end en politikasket.

Kasketten indeholder drømmekagebunde bagt med appelsinsaft og -skal. Efter bagningen prikkede jeg kagerne og overhældte dem med en tynd sirup kogt af sukker, appelsinsaft, appelsinskal og en tørret let knust chili. Jeg bagte 2 kager en på 18 cm og en på 24 cm og stillede dem på køl i et døgn. Kagen på 24 cm skar jeg til, som jeg lærte på work-shoppen i Oslo, så kanten blev skrå, herefter delte jeg begge kagerne i tynde bunde og fyldte dem med tynde lag chokoladetrøffelcreme lavet på lys chokolade og tilsat Grand Manier. Så røg de to nu fyldte kager en tur på køl igen og efter en nat i køleskabet, havde de sat sig så meget, at jeg nu kunne skære hattepulden til og smøre de to kager op med en gang chokoladesmørcreme og overtrække dem med sort sugarpaste. Det var noget af en udfordring at overtrække en kage med den facon, men med lidt list og snilde lykkedes det.

Emblemet lavede jeg forleden aften, så det kunne nå at tørre. Det er lavet i sugarpaste og malet med guldpulverfarve opløst i vodka. Guldsnoren er også sugarpaste og er lavet med min sugar-gun, som er et vidunderligt værktøj. Den fik et lag guld efter jeg havde sat den på kasketten. Skyggen har jeg penslet med lidt form-spray (vegetabilsk olie) og den holdt sig fin blank.

fredag, november 30, 2007

Viva la Mexico

Eller noget i den retning... Fik til opgave at lave en kage til en julefrokost med Mexico-tema. Jeg tænkte straks på multifarvede ponchoer og sombreros og så gik jeg ellers i gang.

Det blev ikke helt som planlagt... striberne drillede og ville bare ikke hænge sammen, så ponchoen kom ikke til at hænge helt ned på kagefadet. Hattepulden blev for stor, så sombreroen ligner mest af alt en boliviansk højlandsindianers hat, men hva' fa'en det er Sydamerika og man kan ikke vinde hver gang...

Kagen er en mudcake flækket og fyldt med chokoladesmørcreme, hattepulden er også kage, så der skulle være rigeligt til en mindre hær af hjemmehjælpere som skal feste i aften... Kagen er overtrukket med sugarpaste. Hattens bund er lavet af et stykke cirkelformet sugarpaste som har ligget til tørre i en skål et par dage. Idéen fik jeg hos Wilton der også har mange andre gode idéer.


Kaktusserne på kanten er lavet af sugarpaste tilsat lidt tylose. Jeg trillede pølser og limede dem på kagen med lidt vand. Så prikkede jeg dem med en tandstik og satte et par mini blomster på.

Blomsterne er lavet med en ejektor udstikker, som er blandt mine yndlingsredskaber.

Næsten færdig...

Ugens to-do liste er lang og jeg har nået rigtig meget i løbet af de sidste par dage. I morgen skal jeg have gjort kagerne færdige.

Julepynten må vente til weekenden.

torsdag, november 29, 2007

Overtræk...

Bare rolig, jeg er ikke ved at gå fallit... der er stadig lidt penge på kontoen, hvilket årstiden taget i betragtning vel er meget heldigt...

Sagen er den, at jeg henover tiden har fået en del spørgsmål vedrørende overtrækket på mine kager. Jeg bruger som regel sugarpaste, nogen kalder det dekorfondant, men det er samme sag. Nogen gange bruger jeg også marcipan, men den er sværere at arbejde med, så jeg blander den som regel med sugarpaste ca. halvt af hver.

Sugarpaste forhandles så vidt jeg ved kun ganske få steder i landet, men hos Kagebutikken og KageKompagniet kan man bestille via nettet og de sender til hele landet. Jeg har også set sugarpaste hos Panduro Hobby, de har vist også lidt pasta-farver og enkelte værktøjer.

Hvis man har mod på det, og er i besiddelse af en god køkkenmaskine og/eller gode overarme, så kan man sagtens lave det selv.

Det kan være lidt vanskeligt at få fat i flydende glukose, men du kan finde det i Metro, hos Kagebutikken og hos Morten Heiberg. Tylose er en stabilisator, som bruges meget... du kan finde det hos Kagebutikken eller hos KageKompagniet.

Hvis man skal lave flowerpaste eller modelleringsmasse tager man 225 g sugarpaste og ælter det med 1 tsk. tylose.

Kan du ikke få fat i glukose og tylose, kan du lave MMF. Amerikanerne bruger det meget og det skulle efter sigende ikke være helt ligeså sødt i smagen som sugarpaste.

Crisco er amerikansk vegetabilsk fedtstof helt uden smag. Du kan købe det online hos Food From Home eller i den amerikanske butik i København. Du kan erstatte Crisco med en smagsneutral olie som vindruekærneolie eller med palmin.

Faktisk kan man også lave chokoladesugarpaste selv, det smager fantastisk.

Når man ruller sugarpaste/mmf ud så er det en fordel at bruge Maizenamel til at pudre bordet med, det er smagsneutralt og får ikke massen til at klistre, hvilket flormelis godt kan ha' en tendens til.

Bake Decorate Celebrate kan du finde opskrifter samt tips og tricks. Det er en rigtig fin side, som jeg ofte har kigget forbi. Hos PastryWizz kan du også finde råd og vejledning, de har rigtig mange step-by-step beskrivelser bl.a. denne meget aktuelle modellerede julemand.

mandag, november 26, 2007

The Griswolds

Kan I huske "fars fede juleferie" om familien Griswold, de pynter hus og have i værste amerikanske stil med myriader af lys og lysende objekter. Jeg tror min nabo er i familie med dem...

Nu er det jo sådan at vi bor i rækkehus og vores soveværelse har vinduer til havesiden, og dermed også til naboens lys-helvede, måske man skulle anskaffe sig nogen mørklægningsgardiner...

Jeg tror at den lyskæde jeg plejer at hænge på det lille æbletræ i min have blegner ved siden af naboens mange og farvede lys.

På forsiden af naboens hus er der også pyntet op med lys og guialander og nisser i flok... Jeg har en gammel hade-gave havenisse med en lanterne i hånden og et par kæmpe kravlenisser i krydsfiner, som plejer at komme frem i løbet af december...

Tillykke

Min søster var til sin allersidste eksamen i fredags. Hun bestod og kan nu smykke sig med titlen statsautoriseret revisor. Hun har læste længe... faktisk mere eller mindre siden hun blev student i 1992. Undervejs har hun klaret fuldtidsarbejde og fået mand og 3 skønne unger, jeg synes det er godt gået.

Som den mellemste af hendes børn sagde: "mor vandt" behøver jeg at sige, at lige netop det barn er meget sports interesseret...

I går var det søsters fødselsdag. Pga. den netop overståede eksamen, havde hun ikke planlagt nogen egentlig fejring, og den går altså ikke i vores familie.

Nå, nu er dette jo ikke en hyldest side for min søster, men min "kage-dagbog" for selvfølgelig skulle der kage til, når nu der både var det ene og det andet at fejre.

Så kage det fik hun... chokoladekage, en enkelt lagkagebund og 2 lag af den lækre jordbær-rabarber mousse, som vi holder så meget af.

Fordi min søsters fødselsdag som regel altid falder lige inden 1. søndag i advent har jeg mange gange foræret hende en hjemmegjort og fint pyntet adventskrans/-dekoration i fødselsdagsgave, så da jeg forleden spurgte til hendes ønsker, var svaret adventskrans, tøj eller måske en god bog...

Jeg synes det var sjovere at lave en adventskrans på kagen, så det gjorde jeg. Kransen er lavet af sugarpaste og lysene er lavet af modelleringsmasse, som er lidt mere stabilt. Vægen er en tandstik med lidt sort farve. Kristtjørn-bladene er lavet med en ejektorudstikker med indbygget veiner, super nemt. Sløjferne er også lavet med en udstikker, så bliver de nemlig helt ens og alle dele passer sammen.

I denne uge skal jeg have styr på et par pakkekalendere til overraskelse for nogen jeg holder af, en adventskalender til en anden, der fortjener (eller måske rettere forventer) det, 2 figur kager på bestilling, en paryk til min mor, en adventskrans og en kalenderlys dekoration til os selv. Endelig er det vel også tid til at finde lidt julepynt og lyskæder frem fra gemmerne i kælderen, og inden det kan ske bør støvsugeren, gulvmoppen og kluden med Ajax vel også lige en tur rundt i huset...

lørdag, november 24, 2007

Man må ta' det sure med det søde...

Jeg ved godt livet ikke er lutter lagkage. Jeg ved også at uden surt var intet sødt, eller noget i den stil, men lige nu synes jeg bare det er surt! Min mor er syg, sådan rigtig syg uden mulighed for egentlig helbredelse. Hun er lige startet på sin anden kemoserie i løbet af et år og denne er en af de skrappe.

Jeg synes ikke det er fair! Jeg er trist og har svært ved at finde mit sædvanlige positive jeg...

Nogen gange hjælper det at shoppe, men da jeg selvfølgelig også har været både smerteplaget og forkølet, havde jeg simpelthen ikke energi til en by-tur, så jeg tog på en virtuel shopping tur til en engelsk kage-butik...



Lidt nye farver, lidt nye værktøjer, et par nye blomster udstikker, og nogen skum-dimser til at tørre blomster og figurer i.

Det hjalp ikke... jeg er stadig trist, så jeg tog en tur mere... Jeg holder rigtig meget af dansk design, jeg elsker det blanke stål og de rene linier og gryder kan man jo aldrig få for mange af, kan man?

Hm... stadig trist og negativ... Måske lidt garn til den nye hobby kan hjælpe... Jeg er som så mange andre faldet for tørklædet Cherry, som der var opskrift på i september måneds BoligLiv

Således beriget med garn, gryder og nyt sugarcraft-værktøj tager jeg hul på weekenden, jeg har en ny kogebog og et nyt kagemagasin i baghånden.

Husbondens øre og skuldre er inden for rækkevidde og de syrlige drops stiller vi væk for nu.

mandag, november 19, 2007

Jeg en gård mig bygge vil...




Jeg en gård mig bygge vil
der skal være have til
store marker, grønne enge
og med lam et lille vænge
Hest(e), grise, køer og får
hører til min bondegård





I dag fylder min niece 2 år og det blev fejret efter alle kunstens regler i går. Jeg havde lavet en bondegårdskage, efter ønske fra den unge dame (eller var det hendes mor). Hun blev rigtig glad for kagen, og var meget interesseret i hesten, som jo ligger der og tager en søndags-slapper...

Køerne har jeg faktisk ikke selv lavet... Forleden var jeg nemlig på visit hos en veninde, hun har lige været på en tur til Birmingham, hvor der har været afholdt en kæmpe kagemesse, så jeg skulle jo ha' referat af det hele. Vi hyggede et par timer og imens lavede hun køerne og jeg lavede så et par grise.

Grisene blev dog kasseret da jeg kom hjem, fordi jeg ikke synes de var helt rigtige... eneste overlevende er den helt lille. Så næste dag måtte jeg på den igen og det blev til de her, som har det pragtfuldt i deres lille mudderpøl...

Fårene har jeg desværre ingen nærbilleder af, men de har sorte ben og hoveder og krøllet pels... Ja, jeg sad faktisk og lavede krøller og løkker af små tynde pølser sugarpaste som jeg siden limede på fårenes kroppe...

Kagen bestod af lagkagebunde, jordbær-rabarber mousse og skildpadde-creme. Skildpadde-cremen er en gammel klassiker, som jeg har "genopdaget". Du får opskriften her:

Cremen er sådan lidt a la Sarah Bernard creme, men med et twist af skildpadde, som bare er super skønt i sær sammen med en let syrlig frugtmousse. Jeg tror også den vil være god som fyld i en chokoladekage...

fredag, november 16, 2007

En rigtig lille gris...

Min niece fylder 2 år på mandag. Hun skal fejres på søndag og det kræver selvfølgelig kage fra tanten... Kagen skal pyntes med bondegårdsdyr. Derfor har jeg de sidste par dage siddet og nørklet med både heste, grise, køer og får. Grisene har i den grad drillet, jeg tror jeg har lavet de første 5 forskellige som alle er blevet kasseret... Til sidst lykkedes det dog, og for en gang skyld huskede jeg at tage billeder undervejs.

Her kommer en lille "how-to-make" en gris

Lidt marcipan eller sugarpaste farves med lyserød pastafarve.

Så trilles kugler til hoved, ører, krop, ben og hale.

Læg alle kuglerne under et stykke plastik, så de ikke tørrer ud, mens du arbejder med de enkelte dele.

Hovedet trilles i en let dråbeform og trykkes flad i den spidse ende. Brug tommel og pegefingeren til at markere trynen.

Nu laves øjne og næsebord med strikkepind eller bagenden af en tynd pensel. Munden laves med en skarp kniv og formes med en let fugtig lille pensel.



Ørene laves af to dråbeformede kugler, som trykkes flade og samles i den brede ende. De fæstes på hovedet med en lille smule vand.

Hovedet sættes på kroppen med en stump spaghetti og lidt vand.

Kroppen trilles til en lille tyk pølse. Benene trykkes lidt trekantede og flade på den ene halvdel. Foden markeres med en lille kniv. Benene sættes fast på kroppen med lidt vand.

Halen trilles til en tynd pølse og "krølles"



VIOLA! 1 stk. glad gris...