torsdag, november 29, 2007

Overtræk...

Bare rolig, jeg er ikke ved at gå fallit... der er stadig lidt penge på kontoen, hvilket årstiden taget i betragtning vel er meget heldigt...

Sagen er den, at jeg henover tiden har fået en del spørgsmål vedrørende overtrækket på mine kager. Jeg bruger som regel sugarpaste, nogen kalder det dekorfondant, men det er samme sag. Nogen gange bruger jeg også marcipan, men den er sværere at arbejde med, så jeg blander den som regel med sugarpaste ca. halvt af hver.

Sugarpaste forhandles så vidt jeg ved kun ganske få steder i landet, men hos Kagebutikken og KageKompagniet kan man bestille via nettet og de sender til hele landet. Jeg har også set sugarpaste hos Panduro Hobby, de har vist også lidt pasta-farver og enkelte værktøjer.

Hvis man har mod på det, og er i besiddelse af en god køkkenmaskine og/eller gode overarme, så kan man sagtens lave det selv.

Det kan være lidt vanskeligt at få fat i flydende glukose, men du kan finde det i Metro, hos Kagebutikken og hos Morten Heiberg. Tylose er en stabilisator, som bruges meget... du kan finde det hos Kagebutikken eller hos KageKompagniet.

Hvis man skal lave flowerpaste eller modelleringsmasse tager man 225 g sugarpaste og ælter det med 1 tsk. tylose.

Kan du ikke få fat i glukose og tylose, kan du lave MMF. Amerikanerne bruger det meget og det skulle efter sigende ikke være helt ligeså sødt i smagen som sugarpaste.

Crisco er amerikansk vegetabilsk fedtstof helt uden smag. Du kan købe det online hos Food From Home eller i den amerikanske butik i København. Du kan erstatte Crisco med en smagsneutral olie som vindruekærneolie eller med palmin.

Faktisk kan man også lave chokoladesugarpaste selv, det smager fantastisk.

Når man ruller sugarpaste/mmf ud så er det en fordel at bruge Maizenamel til at pudre bordet med, det er smagsneutralt og får ikke massen til at klistre, hvilket flormelis godt kan ha' en tendens til.

Bake Decorate Celebrate kan du finde opskrifter samt tips og tricks. Det er en rigtig fin side, som jeg ofte har kigget forbi. Hos PastryWizz kan du også finde råd og vejledning, de har rigtig mange step-by-step beskrivelser bl.a. denne meget aktuelle modellerede julemand.

17 kommentarer:

shabby-marianne sagde ...

Så er der snart ikke nogen vej udenom.... man skulle måske prøve???

Anne-Mette sagde ...

Wauh, sikke et lækkert informativt indlæg :-). Flydende glukose kan også købes på apoteket - de kan bestille det hjem, hvis de ikke har det hjemmee.

Helle K. (fru Nielsens hverdag) sagde ...

Jeg går helt i off-mode, selvom jeg bare læser alle de der svære ord, som jeg slet ikke kender. Jeg tror, at jeg vil nøjes med at kigge hos dig, men det gør jeg også glad og gerne.

Helle K. sagde ...

Jeg sender lige en kommentar mere, der er lavet om på identitetfeltet og jeg kunne ikke huske min google-konto...nu ser jeg lige, om det virker.

Kagekonen sagde ...

marianne, vi må lave et kageorienteret træf, jeg stiller gerne med råd og vejledning...
anne-mette, tak for oplysningen om glukose også kan skaffes via apoteket.
helle k. enhver hobby rummer fagudtryk som nogen gange kan lyde som rent volapyk og synes temmelig kompliceret... jeg kan f.eks. slet ikke overskue at strikke mønster eller noget faktisk er jeg stadig ikke kommet igang med Cherry af netop samme grund, starten ser simpelthen for svær ud...

Anonym sagde ...

HEj
Bare et spørgsmål... Kan man blande chokolade eller lignende til at blande med det færdigkøbte sugarpaste, og stadig bruge det som dekoration???

Kagekonen sagde ...

Hvis man skal blande chokolade i sugarpasten, så skal den røres med glukose og sukker og hvile min. 6-8 timer inden den kan æltes med sugarpaste. Hvis man bare blander smeltet chokolade med sugarpaste bliver en klistret masse, som er umulig at arbejde med. Chokoladesugarpaste kan bruges både til let modellering og overtræk.

KageKompagniet sælger Cocoform i både hvid og mørk. Cocoform er en modelleringschokolade som også kan blandes med sugarpaste, så man kan bruge det som overtræk på kager.

Anonym sagde ...

hej! hvor kan man købe crisco shortenig??

Anonym sagde ...

Hvor stor en kage kan man overtrække med denne mængde? Bare så man ved om man får lavet nok.. :o)

Mvh Gabrielle

Kagekonen sagde ...

@ Gabrielle jeg regner med ca. 500 g sugarpaste til en rund kage med en diameter på 20 cm. og omkring 675 g til en rund kage på 25 cm. firkantede kager tager lidt mere...

Anne Marie sagde ...

Hej Geniale Kagekone

Er blevet afhængig af din side, da den, for en nyopstartet kageentusiast som mig, er en guldgruppe af oplysninger :-)

Men jeg kan ikke lige finde oplysninger om, hvor længe mmf'en kan holde sig i køleskab?

Knus Anne

Kagekonen sagde ...

velkommen til Anne Marie. Jeg ved faktisk ikke hvor længe mmf kan holde sig i køleskabet, men mit bud er at det kan holde LÆNGE, der er jo tale om et sukkerprodukt. Så jeg ville ikke være nervøs for at gemme det en månedstid eller to.

Anonym sagde ...

Hej.

Supper lækker hjemmeside. Du er virkelig dygtig. =)

Når du laver din egen sugarpast, og ønsker at farve den grøn, blå eller en anden farve, hvornår i opskriften tilsætter du da farven?

Jeg har lige et spørgsmål mere.
Du skriver, at du nogen gange balnder marzipan i din sugarpast. Fungere det på denne måde, at du tager en halv portionfærdiglavet Sugarpast, hvor i du river noget marzipan, og blander i? eller hvordan gør du?

Vh

Linda

Kagekonen sagde ...

Hej Linda, farven tilsættes inden flormelis... men pas på ikke at komme for meget i. Du kan altid ælte mere farve i den færdige sugarpaste.

Når du skal blande marcipan og sugarpaste, så brug ovretræksmarcipan og bare ælt de to masser sammen, det kan godt tage lidt tid.

Anonym sagde ...

Perfekt med så meget information ét sted - både opskrift på sugarpaste OG MMF! Jeg har aldrig lavet noget som det her før, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve - drømmer endda om det når jeg sover.

Anonym sagde ...

Super hjemmeside!

Vil blot nævne, at Heibergs flydende glucosesirup fås i Kvickly. :-)

Lone sagde ...

Hej sikke flotte kager du laver.

Håber du kan hjælpe mig, skal lave en paletkage, og fandt på nette en der havde lave en overtræk til kagen hvor var lignede træ, så her er mit spørgsmål: hvordan laver jeg lige det???
Lone