mandag, september 21, 2009

Det må ikke ligne en bryllupskage.

Det var sådan cirka ordene fra min veninde, der havde bedt om min assistance med en kage til et guldbrudepar. Parret lever og ånder for teateret og balletten, så det skulle med.


Da der samtidig skulle være kage til 25-30 personer måtte jeg jo tænke kreativt, for veninden var ikke vild med tanken om en kage i to etager... Så jeg kom i tanke om en hatteæske jeg engang havde set.



Kagen er høj, meget høj... den består af to seperate (men ens) kager der er adskilt af et "cakecard". Inden i er der tykke bunde af chokoladekage lagt sammen med tranebærfromage og hvid chokolademouse.

Ænder, grise, ko og får...

høre til min bondegård...


Jeg kender en lille gut som fyldte 3 år forleden. Han er vild med sin bondegård og de tilhørende dyr, så da hans forældre spurgte om jeg ville lave en kage til ham, så var det altså oplagt at tage afsæt i bondegårdstemaet...





Jeg hyggede mig gevaldigt med at modellere de små dyr og håber at knægten blev glad for sin kage. Indholdet er lagkagebunde lagt sammen med vanillefromage og jordbær/rabarbermousse. Fåret har jeg fundet inspiration til hos min guru Lorraine McKay. Du kan se hvordan man laver dem lige her.

onsdag, september 16, 2009

Lille indsats - stor effekt

Jeg røber lige en hemmelighed... jeg kan godt være temmelig doven og det er indtil flere gange sket at jeg er hoppet over det laveste gærde. Med andre ord så elsker jeg, når jeg kan opnå stor effekt med minimal indsats.


Mange har spurgt både her på bloggen og i mails, hvordan jeg har lavet rude-mønstret på siden af kagen fra i lørdags. Det er ikke første gang jeg er tyet til det design, for det giver en super skøn og meget elegant effekt uden den store indsats.

Hemmeligheden er den sorte diamond præger fra Patchwork Cutters og sukkerperler eller lignende. Jeg bruger som regel sukkerperlerne fra Dr. Oetker, som kan købes i et hvert supermarked. Når kagen er overtrukket (og man skal arbejde lidt hurtigt) så sætter man prægeren mod siden af kagen og trykker til (ikke for hårdt, man kan altid strege op med en skarp kniv) med hele håndfladen, dette gentages hele vejen rundt, og jeg har faktisk aldrig oplevet at mønsteret ikke passede med kagen omkreds. Når der er mønster hele vejen rundt, streges evt. utydelige streger op med en kniv og med lidt tylose lim sættes en sukkerperle (eller hvad du nu synes) fast i hvert kryds.

Og må jeg så lige slå et slag for Kagebutikkens nye fondant, den er simpelthen fantastisk at arbejde med, når man først lige får den æltet igennem. Kvaliteten er i top, prisen er i bund og så dufter og smager den oveni købet godt.

søndag, september 13, 2009

Det var den weekend...

Weekenden har været fuld af arrangementer og opgaver, den ene ting har afløst den anden og familien har været spredt for alle vinde. Sådan må det være, når familiens medlemmer alle er udadvendte, aktive og engagerede i dette og hint.


I går aftes var jeg sammen med en flok fra min gamle folkeskole klasse. Det er 25 år siden vi sidst var sammen og det var et par meget hyggelige timer, hvor vi ikke kun blev opdateret på hinandens liv og levned men også fik rundet og vendt mange sjove og alvorlige emner.

Kagen var mit bidrag til den fælles buffet og indeholdt chokoladekage lagt sammen med en fed chokolade ganache. Designet er genbrug og blomsterne er overskud fra tidligere kager, så den var hurtigt lavet, hvilket var nødvendigt, for jeg havde som sagt ikke meget tid til overs denne weekend.

onsdag, september 09, 2009

Blid start...

Kaffe er vel næppe en blid start for kroppen, men at sidde der ved langbordet overfor hinanden med en kop kaffe mens dagen planlægges, er en god måde at starte dagen på.


I dag skulle husbonden først møde 8.30 så vi havde god tid til at få vendt aftenens menu og dagens opgaver.

søndag, september 06, 2009

Næring til krop og sjæl.

Jeg har forsømt min krop og min sjæl. Jeg kan mærke at jeg ikke føler mig "fit", hverken fysisk eller mentalt. Jeg har ikke fået motioneret så meget som jeg burde de sidste par måneder og det har smittet af på min mentale tilstand. Jeg har været doven og "ukreativ" i køkkenet og det har smittet af på min fysiske tilstand.


Det skal være slut! Ud med overspring, hurtige nød-løsninger og dårlig fast food. Ind med struktur og planlægning, motion, tid til refleksion og ikke mindst ordentlig mad, men den må godt være både nem og hurtig...

Jeg starter med det samme og serverer salat med tomater og oliven, varm gedeost på langtidshævet italiensk brød og stegt kyllingbryst. Og bagefter vil jeg lægge en plan for næste uges måltider og skive en indkøbsseddel.

lørdag, september 05, 2009

Surprise bryllup

For en månedstid siden blev jeg kontaktet af en bekendt. Hende og hendes kæreste havde inviteret til barnedåb idag og ville også benytte lejligheden til blive gift. Derfor ønskede hun sig en kage, der både var bryllups- og dåbskage. Kagen måtte også gerne passe til de invitationer de havde sendt ud...


Men når nu barnet er en lille pige, dur det jo ikke med en lyseblå kage, så jeg nøjedes med lyseblå bånd af sugarpaste om hvert enkelt etage. Kagen indeholder nøjagtig det samme som weekendens anden kage, blot er forholdet mellem bundene omvendt, således havde jeg intet spild - eller rester som det vel rettelig er.


For ikke at glemme lille Carolina i alt bryllupsvirakken lavede jeg denne sovende baby som topfigur og så bare brudeparrets forbogstaver på en plakette.


Jeg håber den lille nye familie har haft en pragtfuld dag sammen med deres venner og familie.

Hvad skal barnet hedde...


En af mine søde blogveninder fødte i slutningen af maj de skønneste to små lækre babyer. Det har ikke været en hemmelighed at den yndige pige skulle hedde Julie og at den pragtfulde dreng skulle hedde Johan. I dag var dagen hvor de to guldklumper skulle døbes. Deres mor har outsourcet så meget hun kunne bl.a. kagen, som jeg fik lov til at lave.


Sådan en nybagt mor til tvillinger har ikke meget tid, så forleden kørte jeg til byen for at snakke dåbskage og så selvfølgelig nusse babyer... og babyer fik jeg nusset i hvert til fald den ene, for primadonnaen Julie var vågen og havde ikke til sinds at sove sådan lige med det samme, så jeg fik både nusset og båret og snakket med den unge dame, som lige har fået nyt lyd-repatoire. Brormand var træt forleden til gengæld var han vågen da jeg afleverede kagen igår, og jeg fik lige en "hilsen" på skulderen da jeg skulle prøve at holde ham ;o) heldigvis skulle jeg bare videre til DHL-stafet, og da først jeg havde løbet var der ingen der bemærkede den syrlige "duft" af baby...


Farverne på kagen er nøje afstemt efter bordkort og borddekorationer, men også inspireret af den skønne uro som hænger over guldklumpernes legeplads i stuen. Kagen er en blanding af klassiske lyse lagkagebunde og en let chokoladekage og er lagt sammen med hindbærfromage og chokolademousse.

Jeg håber det unge par havde en skøn dag og ikke regnede eller blæste væk.

I regn og blæst...

Første uge i september er DHL-uge i København og sædvanen tro stillede husbondens arbejdsplads med 3 hold. Jeg har de sidste par år fået lov til at løbe med og i år kunne vi således stille med et rent kvinde-hold.


Vejrudsigten var blandet, så de gamle klassiske viking-gummistøvler blev fundet frem sammen med det uldne halstørklæde. Heldigvis holdt det tørt, så gummistøvlerne blev ikke nødvendige i fredags da vi løb.

Jeg har ikke fået løbet ret meget de seneste par måneder, så med det i mente så var min tid på lidt over en halv-time ganske tilfredsstillende, men jeg kommer nok til at træne hårdt den næste måned, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at gennemføre Erimitageløbet i løb hele vejen...

Apropos gummistøvler, så har jeg længe sukket efter et par Ilse Jacobsen, Hunter eller Le Chameau men et par friske vikinger kan også gøre det... Drømmer du om gummistøvler og har du et favoritmærke?

tirsdag, september 01, 2009

Hu-hej

som den går, - tiden altså.

Tænk at det allerede er et år siden jeg mistede min mor, tænk at det kun er 1½ år siden cykelsønnen kørte sit første cykelløb og tænk at der blot er en månedstid til at jeg skal løbe Erimtageløb og at det kun er godt et år siden, at jeg første gang (siden jeg blev syg) løb 5 km. Tænk at jeg nu har to universitetsstuderende sønner, og tænk at sommeren nu officielt er slut.

De næste par uger bliver hektiske både for husbonden og jeg, men mon ikke vi klarer den, det plejer vi jo. I morgen står den dog på pjank og leg, for husbondens fødselsdagsgave skal indløses og selvom jeg ikke selv skal køre denne gang, så har jeg fået lov at tage med.