mandag, juni 30, 2008

Cyklen...

Cykelsønnen ønskede sig jo en ny cykel, og vidste godt, at der ikke var en jordisk chanche for at få den i gave, så han havde klogeligt ønsket sig penge - og så i øvrigt bestilt stel og alle de andre mange dele hjem fra Tyskland. Næsten alle dele (hjulene er hans gamle) nåede frem inden søndagens fødselsdagsbrunch, hvor vidunderet blev vist frem for hele familien.


For de cykelinteresserede er der her et par nærbilleder af lækre detaljer, såsom keramiske guldfarvede lejer, hul forgaffel, og den lækre saddelpind... jeg syn's jo bare det er en cykel, men sønnes kæreste siger, at hun næsten ikke fik plads i sengen, for cyklen skulle jo også være der ;-)


Fødselsdagsbrunchen tog hårdt på kræfterne oven på sidste uges kageprojekter og fredagens bytur... så de næste dage skal bruges på restitution. Og så venter der jo også en beslutning om køb af ny motorcykel forude.

søndag, juni 29, 2008

Udsolgt...

lørdag, juni 28, 2008

Ingen tid til at hvile

Hverken på laurbærrene, som jeg fikat Marianne, eller hvile mine tr ætte fødder og hoved... I går festede vi med husbondens kollegaer til den lyse morgen, og så kunne det ellers nok være at jeg kom i gang. For i morgen skal cykelsønnes fødselsdag fejres, så han har inviteret hele familien til brunch hos "de gamle" (man er vel mors dreng) og det betyder så, at vi bliver omkring 30 personer. Det kræver en del brød mm. så noget er uddelegeret, men brødet bager jeg selv. Heldigvis var jeg nærværende nok til at sætte en dej til kold langtidshævning i går inden vi drog til fest, så den røg i et par støttende kurve i formiddags og fik så et hvil på køkkenbordet i et par timer. I mens lagde jeg dej til speltboller med birkes og et lyst italiensk inspireret brød, så nu er der vist nok...


I mens brød og boller drev den af på køkkenbordet drog jeg i marken... Hæ, det lyder da lidt vildt, men det gjorde jeg altså. I den lokale avis var nemlig en annonce for plukselv jordbær, og det er halv pris... så mig afsted med et par baljer. Det tog ikke mange minutter at plukke 5,5 kg. søde røde jordbær, tror I der er nok?


Pludselig gik døren op, og en stemme sagde: "jeg håber ikke gulvet er nyvasket!" Og ind trådte cykelsønnen som var ude at prøvekøre sin nye super landevejsracer. Han har ønsket sig en ny længe og til sin fødselsdag har han udelukkende ønsket sig penge og på forventet efterbevilling har han så bestilt "dyret" hjem i 1000 dele fra Tyskland.


Nu er sønnikke kørt hjem, lørdags-løbeturen løbet, brødene bagt og jordbærrene skyllet. Jeg tror jeg er klar...

fredag, juni 27, 2008

Det søde punktum...


Studenten skal fejres idag, jeg er på vej...

torsdag, juni 26, 2008

Fodtøj...

Nej, jeg har ikke lavet endnu en sko-kage, men blev lidt inspireret af Lene der har købt nye sandaler. Sagen er jo, at husbonden og jeg også er motorcyklister og meget af vores garderobe bærer præg af det. Således fylder mine yndlings sko ikke ret meget i en taske og de er fine både til bukser og kjoler...


Sandaler købte jeg da husbonden lå på hospitalet, for de stod og råbte på mig i et vindue. De har næsten hængt på mig siden og går også både til bukser og kjole.


I morgen skal vi til 50-års fødselsdag. Husbonden skal ha' jakkesæt på, og jeg har strøget den hvide broderi anglaise sommerkjole, men hvad skulle jeg tage på fødderne...

På vej hjem med dagens indkøb, kom jeg forbi et sted, hvor en sko-grossist solgte ud af resterne. Jeg kunne ikke stå for disse herlige farverige sommer-stilletter, men må nok hellere holde igen med både rødvin og kulørte drinks hvis jeg skal holde mig oppe hele aftenen.


Mon ikke jeg skal tage et par flade med, bare for en sikkerheds skyld...

onsdag, juni 25, 2008

Samlebåndsarbejde

De aller-aller sidste blomstrende hyldeskærme i nå-højde landede i min cykelkurv her til aften. Jeg måtte ud på en længere ekspedition, dels for overhovedet at finde blomstrende skærme og dels for at finde nogen, som ikke stod op til en trafikeret vej. Det lykkedes at finde 30-40 pæne skærme og de blev ved hjemkomsten skyllet behørigt inden de røg i gryden med citroner, citronsyre, rørsukker og kogende vand. Nu står bryggen og trækker køligt.


Et par enkelte små skærme og de løse blomter som lå tilbage i sidste hold skyllevand kom i gryden med de jordbær som ikke blev spist i går, lidt citron og en slat sylte-sukker. Da syltetøjet var kogt hev jeg hyldestilkene op og hældte resten på rene atamonskyllede glas. I bunden af fryseren lå en pose brombær fra sidste år, og de røg også i en gryde med lidt sylte-sukker og skallen af en ½ citron. Brombærrene fik et ordentligt opkog og røg samme vej som jordbærsylten. I bunden af grøntsagsskuffen lå et bundt slatne rabarber, de røg i en gryde med en slat rørsukker, lidt vand, en stang vanille og en citron i skiver. Da rabarberne var kogt godt ud, hældte jeg massen gennem en sigte og kogte saften en anelse ind. Jeg fik ikke filtreret saften gennem et klæde, så den har samme grumsede udseende som ufiltreret æblesaft...


Om et par dage skal hyldeblomstsaften sies og så er der igen lidt sommer på lageret...

Nye sko...

Cykelsønnen har fødselsdag idag. For 21 år siden lå jeg på Riget og havde haft veer i 1½ døgn, da lægerne tog over og lavede et kejsersnit. Godt det samme, for det viste sig efterfølgende, at en naturlig fødsel ikke er en mulighed jeg har... For 21 år siden var det i øvrigt hedebølge.

Nå, fødselsdagsbarnet havde bedt om kage til ham og kollegaerne hos de Grønne, og selvfølgelig ville moren lave kage. "Barnet" har lige købt ny landevejscykel - eller dvs. ny ramme - til en mindre formue, så fødelsdagønskerne går på penge til at købe styr, gear, krank, sadelpind, hjul osv...


Jeg kunne ikke nære mig for gøre lidt ekstra ud af kagen, så jeg skar lige lidt i kagen og pludselig lignede det cykelsko, - til hobbitter for de er lidt korte og meget brede ;-)

Inden i skoene er der lagkagebunde, chokoladekage, jordbær/rabarberfromage og limemousse. Det er en super sammensætning, men ikke anbefalelsesværdigt til figurkager, for det er alt for besværligt at forme og skære til.

tirsdag, juni 24, 2008

Durch, für, gegen...


24-timers "tysk helvede" er overstået med karakter, der var højere end årskarakteren, så nu kan myndlingen holde en lang og velfortjent sommerferie. Jeg er bare glad for at vi aftalte et loft for karakterpengene, for ellers blev der vist ikke råd til ny motorcykel foreløbig...

mandag, juni 23, 2008

Blæsevejr og øl-mad...

Det er koldt og det blæser... Det er mandag og dermed løbedag, så aftensmaden skulle afstemmes med løbeturen, som jo typisk foregår når husbonden er kommet hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen...

Først tog jeg et par dl. øl (opskriften sagde porter, men jeg havde kun ale i skabet, så det blev ale) og tilsatte en spsk. god honning og lidt frisk kværnet peber. Marinaden blev hældt i en frysepose og herned kom også den flanksteak som jeg tog ud af fryseren i går aftes. Knude på posen og tilbage i køleskabet, og afsted ud i blæsten med mig og husbonden med retning mod skoven...

Efter en lille halvtime var jeg hjemme igen. På vej hjem kunne vi dufte vores naboers aftensmad og kors hvor blev vi sultne. Hos den ene nabo kunne vi dufte frisk bagt brød... husbonden strøg afsted til nærmeste gær-pusher, for surdejen er altså ikke så hurtig :-)

Inde i varmen skrubbede jeg en grydefuld nye kartofler og satte dem over i super-salt vand. Da de var kogt møre røg de i oven mens jeg stegte den øl-marinerede kæmpe-steak. Da steaken forlod panden røg marinaden på og fik lige et hurtigt opkog. Imens blev der også lige lavet lidt salat af det køleskabet gemte og majoren fik gang i bolledejen.


Vi delte resten af marinade-øllen og den var super god og passede så godt til kødet.


Nu er bollerne sat i ovnen og om lidt tænder grundejerforeningen bål, og når det er ovre kan vi vende hjem til friskbagte boller med skøn marmelade...

søndag, juni 22, 2008

Syg cykel eller skidt krank gør kagekonen til pausefisk...

Cykelsønnen havde meddelt at han ville køre cykelløb på Amager idag, så jeg lavede en halv aftale med hende her. Desværre blev sønnes cykel syg, noget med kranken og det kunne ikke lige fikses...


Nu havde jeg jo sat næsen op efter besøg på Ønskeøen, så da jeg midt på dagen så dette indlæg startede jeg bilen og satte kurs mod Amager. Og godt det samme for fruen trængte i den grad til et hvil, så jeg agerede pausefisk i et par skønne timer.

lørdag, juni 21, 2008

Cupcakes, cupcakes og atter cupcakes...

Som antydet i går bestod dagens bryllupskage primært af cupcakes. 110 for at være helt præcis, - de fylder meget... Men faktisk er jeg ret godt tilfreds med resultatet.


I øvrigt er forskellen på cupcakes og muffins, at muffins har "hat" dvs. er hævet ud over kanten og op af papiret, desuden vil toppen på en muffin ofte være krakeleret og muffins er i reglen ikke dekorerede og hvis de er, er det med en klat glasur. Cupcakes derimod er lidt mindre (efter amerikanske forhold) og har altid en eller anden form for topping.

Her er det som nævnt i går, mudcake cupcakes med chokoladesmørcreme og rabarber-hvid chokolade cupcakes med italiensk marengs-smørcreme og sugarpaste.

Stativet har jeg købt hos Kagebutikken og det kan også bruges til store kager, som så bare skal have lavet et hul i midten...

Det er ikke muligt at lave bryllupskage uden at smage på varerne, så dagens løbetur var yderst tiltrængt... og tænk, nu er jeg halvvejs i mit 12-ugers løbeprogram for begyndere. I dag løb jeg 12 min. i træk og det gik faktisk helt okay. Jeg er lidt stolt af mig selv ;-)

fredag, juni 20, 2008

Smug-kig...

Morgendagens bryllupskage er ved at være på plads. Brudeparret har begge været på udveksling i USA og holder meget af landet, så deres bryllupskage måtte gerne være lidt amerikansk, men skulle også afspejle den enkle skandinaviske stil, som parret elsker.


Derfor faldt valget på cupcakes til gæsterne og en lille kage som brudeparret kan skære af. Kagerne skal stilles på stativ i morgen så den lille kage står øverst og alle de mange cupcakes står nedenunder og ud på bordet.

Topkagen er chokoladekage lagt sammen med jordbær/rabarberfromage, og cupcakes'ne er mudcake med chokoladesmørcreme og rabarbercupcakes med sugarpaste. Under sugarpasten er der et tyndt lag italiensk marengs-smørcreme smagt til med rabarber-sirup.

torsdag, juni 19, 2008

Selvforkælelse

En gang hver anden måned sådan cirka bruger jeg en times-tid på mig selv... Det tog mange år før jeg fik det gjort, men nu vil jeg ikke undvære denne (nødvendige) selvforkælelse. Hvad det er jeg forkæler mig selv med, - det er såmænd en fodbehandling.


Nu sidder jeg så her med glade fødder og nyder en sen frokost... klapsammen-madder med husmus og hamburgerryg og flødeost med jordbær og et enkelt glas hyldeblomst-icetea, ikke noget særligt men det var nemt og det smager godt...


I aften og i morgen har jeg travlt for Susanne og Henrik skal giftes på lørdag og jeg skal lave bryllupskagen til deres 110 gæster...

tirsdag, juni 17, 2008

Naboen nye taske


Min nabo har fødselsdag idag, og ville gerne glæde sine kollegaer med en kage... Jeg har længe ønsket at prøve kræfter med en dametaske, og nu var der så en lejlighed, for naboen gav mig frie hænder.


Kagen består af lagkagebunde der er skåret i facon og lagt sammen med hindbærfromage og chokolademousse. Efterfølgende er kagen skåret mere i facon inden den blev iklædt et lag italiensk marengs-smørcreme og overtrukket med sugarpaste.

Den italienske marengs-smørcreme er fantastisk at arbejde med og ikke så svær at lave som det umiddelbart kunne lyde og så kan laves i alverdens smagsvarianter.


mandag, juni 16, 2008

Mads-matik


Denne T-shirt er blandt myndlingens yndlings, så i dag da der stod mundtlig matematik årsprøve på programmet måtte den selvfølgelig på...

Resultatet udeblev ikke 12 sgu! Nu mangler mundtlig tysk inden Myndlingen kan se frem til en lang og velfortjent sommerferie.

søndag, juni 15, 2008

Det var den weekend...

Ind i mellem weekendens mange mere eller mindre våde byger var der også den smukkeste blå himmel over Rude Skov, hvor cykelsønnen og små 1000 andre kørte ræs i 24 timer. Jeg var der ikke ret meget, men nok til at heppe lidt på sønnen og lige hilse på Marianne og hendes søster.

Sønnen og hans hold kørte 27 omgange i både sol og regn, men var stolte og glade da de 24 timer (og lidt til) var overstået.


Nu tror jeg cyklen skal vaskes og nurses inden den igen er klar til at dyste på de små stier i de Nordsjællandske skove.


Om lidt vil jeg tage min cykel og køre en tur ud i det blå efter hyldeskærme til en omgang af den skønne sommermarmelade og en omgang hyldeblomst-saft, der skal koges til sirup.

fredag, juni 13, 2008

Blog-træf

Min eftermiddag blev tilbragt i dejligt selskab i Tivoli. Fra Søcaféens overdækkede borde var der udsigt til denne skønne andebolig...


Sulten blev stillet med Søcaféens legendariske kartoffelmad.


Jeg er lidt kold og træt, så nu vil jeg smide mig på sofaen sammen med husbonden inden turen i morgen går til Rude Skov, hvor cykelsønnen og en hel masse andre skal køre mountainbike i 24 timer.

Lige om lidt

Så er billetten printet ud og klippekortet fundet frem... Lige om lidt er jeg her

torsdag, juni 12, 2008

Sommer afslutnings-tema-kage

Hvert år op til sommerferien har min nevøs klasse en tema-periode, som de afslutter med en fest for søskende og forældre. Derfor skal hvert barn medbringe en ret og nogen også en kage til den fælles buffet. Nevøen synes, at mosteren skal lave kage til disse sammenkomster, og det gør jeg så...

For to år siden var han lykkelig for en dinokage. Sidste år måtte kagen gerne have afspejle temaet, som var Folk og røvere i Kardemommeby.

I år er temaet Savannens dyr, og nevøen havde fuld tiltro til, at det kunne mosteren da sagtens lave...

Nu er jeg så spændt på, om jeg har ramt rigtigt...

Kagen indeholder chokoladekage og er fyldt med hindbærfromage og chokolademousse.

onsdag, juni 11, 2008

Det var det...

10 var det korte budskab der tikkede ind på telefonen lidt over kl. 13 i dag... nu har Myndlingen kun en mundtlig årsprøve i matematik og eksamen i tysk tilbage, inden han kan holde en velfortjent sommerferie.

tirsdag, juni 10, 2008

Når man har fart på og vælter, så slår man sig...

Fres = m * a

Jeg tror ikke helt at Newtons 2. lov betyder det samme, men det har da noget med acceleration og masse at gøre...

Idag var cykelsønnen i Rude skov med sin mountainbike og det gik ikke helt som planlagt. Han kørte en okay tid, men han væltede på 2. omgang og slog sit knæ og var ikke i godt humør da de 3 omgange var overstået...


I morgen skal Myndlingen op i fysik, så vi krydser fingre for, at han kommer hjem med et bedre resultat end cykelsønnen leverede idag...

Udfordring

Jeg er blevet udfordret både fra norsk og dansk side... nogen vil gerne vide lidt mere om kagekonen, så jeg leger med.

1. Hvad lavede du for 10 år siden?
For 10 år siden var jeg ved at være kommet mig over et brud på ryggen, som jeg havde pådraget mig et par år tidligere i en klatreulykke. Jeg var i færd med at afslutte 1. år af socialrådgiveruddannelsen, vi gik også med overvejelser om, at flytte fra byen, dels havde vi svært ved at være i lejligheden på Østerbro alle sammen og dels var der ikke det rigtige skoletilbud til yngste sønnen i København. For 10 år siden brugte jeg mange timer på at undersøge hvor i landet (læs Storkøbenhavn) der var de bedste muligheder for at yngste sønnen kunne få et skoletilbud, der både kunne støtte, udvikle og rumme ham. Han har Aspergers Syndrom, og gik for 10 år siden på en privatskole, som klart meldte ud, at de ikke længere kunne rumme ham og hans særlige behov.

2. Hvilke 5 ting er på to-do-listen i dag?
Jeg skal i banken med resten af motorcyklen, som kom i en kuvert fra forsikringsselskabet for leden. Jeg skal bage kage til min nevø, som skal til afslutningsfest i sin klasse i morgen. Jeg skal have lavet en madkurv til aftenens cykelløb i Rudeskov. Jeg skal have bundet tomaterne op og så burde bilen altså snart vaskes og have ny bagrude visker.

3. Disse snacks kan jeg godt lide:
Jeg kan både lide sødt og salt, men i øjeblikket foretrækker jeg grøntsager i stave med en let dip af græsk yoghurt rørt med hakkede krydderurter, en lille skål med nødder og tørret frugter eller fad med udskåret frugt som f.eks. ananas, melon, kiwi og jordbær

4. Ting jeg gerne ville gøre, hvis jeg var milliardær:
Jeg tror, jeg ville give en masse til gode velgørende foreninger/projekter både i Danmark og i udlandet. Jeg ville også bruge penge på at rejse med familien og så ville jeg nok investere så vi kunne leve af renterne, og derfor kun arbejde af lyst. Måske skulle drømmen om et hus på landet også opfyldes…

5. Steder jeg har boet:
Født og opvokset i Farum, et kort visit som ganske ung i en klublejlighed i Ordrup, tilbage til ungdomsbolig i Farum Midtpunkt (lige et kort smut rundt om forældrene på vejen) og derfra til Østerbro, hvor jeg først boede i en fremlejet lejlighed ved Nordhavn st., så flyttede jeg sammen med mine børns far, der havde en loftslejlighed på en lille sidevej til Ndr. Frihavnsgade, da vi havde fået den ældste flyttede vi ned på 1. sal i samme opgang og fik den yngste kort tid efter. Da vi blev skilt var jeg heldig og fandt en jeg en lejlighed jeg kunne betale 500 m. fra vores fælles hjem, så jeg kunne blive på Østerbro og børnene kunne blive i deres institutioner. For 10 år siden flyttede vi fra Østerbro til Vestegnen, hvor vi de første år boede i et lejet gårdhus og for 6 år siden købte vi rækkehuset, som vi bor i nu.

6. Disse 5 vil jeg gerne vide mere om:
Jeg synes at jeg har set denne udfordring mange steder de sidste par dage, så jeg sender den ikke videre, men opfordrer dem der endnu ikke er blevet udfordret til at gribe idéen og give lidt af/om dem selv…

søndag, juni 08, 2008

Sommernydning...



Weekenden sluttes af med grill og hygge på terrassen... der hygges og snakkes, cykel-sønnen er træt og tager sig et lille hvil inden turen går tilbage til Nørrebro.

Svigerdatteren kommer til og de putter lidt på solvognen...




Fnis, grin, hvin... behøver jeg sige mere?

fredag, juni 06, 2008

Lykken er...

  • at opleve sin mor på havevandring i kørestolen mens jeg laver aftensmad...
  • at grille store bøffer og spise jordbær/aspargessalat i selskab med sin mor og resten af familien, mens solens sidste stråler sender lune hilsner i sommeraftenen...
Weekenden kunne ikke starte bedre...

onsdag, juni 04, 2008

Det går fremad...

Da vi var på påske-ferie købte jeg et par lækre løbesko til langt under halv pris. Meningen var egentlig at jeg ville bruge dem, når stavene skulle motioneres... sådan gik det ikke helt, så da husbonden efter ulykken skulle starte meget langsomt op med sin løbetræning greb jeg chancen og alierede med med et løbeprogram for begyndere.

Den rute vi løber tager lidt længere tid en programmen siger, men så går vi bare lidt længere i slutningen... Vi har indtil idag løbet sammen, dog er husbonden begyndt at fortsætte alene, når vi har løbet det sidste "pas".


I dag var 2. dag i uge 4 og første dag, hvor vi ikke skulle løbe sammen... Jeg var meget spændt på, om jeg kunne holde mig selv motiveret, men det lykkedes at komme igennem dagens tur og jeg overlevede (næsten)...

tirsdag, juni 03, 2008

Det var kattens...

Da bordet var dækket til aftensmaden og jeg havde hentet den sidste skål i køkkenet, var der slet ikke plads til mig ved bordet... I stedet havde Wolfgang (også kaldet ham den fede) indtaget min plads... Nu stod menuen på porretærte med bulgursalat og brød, og det er jo ikke udpræget kattevenligt, så katten røg ned og vi kunne indtage aftensmaden i god ro og orden.


Lidt senere fandt jeg katten "næsten" sovende i det rene vasketøj, som jeg endnu ikke havde fået lagt sammen... ikke et udpræget hit!

søndag, juni 01, 2008

strejke-ur...

Når vækkeuret strejker, sover man forlænge... Det resulterede i sms fra cykel-sønnen, om at han ikke kunne nå til Slagelse og derfor ville køre til Hillerød istedet. Beskedden kom lige da vi havde passeret Køge...

Nå, nu var vi jo ligesom afsted og havde pakket både kaffe, frugt og lekture, så vi vendte kareten og kørte nordpå...



Vi fik en pragtfuld formiddag i Gribskov og den seje cykelsøn kørte de 90 km på lige omkring 4 timer. Den endelige placering kender jeg ikke endnu, men jeg tror ikke jeg talte mere end 15 ryttere før ham...

Resten af dagen skal bruges på ingenting, hvilket jeg er ret god til, når jeg skal sige det selv. Aftensmaden bliver af den lette slags, der er købt pitabrød og salat og i fryseren ligger der en pose forstegte falafler, det laver næsten sig selv...