tirsdag, august 31, 2010

Løfteindfrielse

Da vi overtog huset for et par måneder siden var de eneste planter i haven en lille sølle rabarber og en tornefyldt brombær i blomst. Og vi har fået bær. Så de seneste dage har jeg fået friske brombær og rabarberkompot på min mysli. Faktisk er jeg blevet så glad for brombær at jeg har købt en tornefri som erstatning for den tornefyldte, der må lade livet når de sidste bær er høstet.

mandag, august 30, 2010

Kagekonen med glasur og glimmer i hele hytten

Nå, men som jeg skrev før, så havde jeg fået sagt ja til lidt rigeligt i lørdags. En af tingene var at lave bryllupskage til min x-mands bror og svigerinde. Og den slags skal man ikke spøge med, så det gjorde jeg selvfølgelig...



jeg sendte dette billede til bruden fredag eftermiddag og spurgte om de virkelig behøvede fyld og overtræk på kagen... heldigvis var (er) bruden en gæv pige, så hun svarede kækt tilbage, at det ikke var nødvendigt, og hvis gæsterne fandt kagen lidt tør, måtte de sgu bare tage en ekstra kop kaffe.

På den anden side, så synes jeg måske at det ville være kedeligt nok at levere en tør og nøgen kage, så jeg lavede en omgang tobleronecreme og jordbær/rabarberfromage og fyldte mellem de lækre bløde bunde, som blev stænket med lidt vanillesirup. Så røg kagen på køl et par timer mens jeg lavede blomster. Fordi jeg var lidt presset på tid, brugte jeg fromagepulver til fyldet, og det er hverken første eller sidste gang. Det er både hurtigt og nemt. Og smagen er fin. Jeg brugte halv neutral og halv chokolade-fromagepulver til tobleronecremen og til jordbær/rabarber-fromagen brugte jeg jordbærfromagepulver og tilsatte en nykogt lidt sur rabarberkompot.

Brudens buket bestod af hvide kallaer, så det ville hun også gerne have på kagen, der også skulle matche borddækningen, der var holdt i hvid, sort og sølv.

Jeg havde selvfølgelig ikke fået købt bånd til kagen, og da jeg endelig kom afsted, kunne jeg selvfølgelig ikke opdrive sort chiffonbånd i miles omkreds. Så designet blev ændret i sidste øjeblik, og jeg var rigtig glad for min sorte farve fra Americolor, som med "få" dråber gjorde den kridhvide glasur som som kul.


Mens glasuren stadig var fugtig fik den et drys sølv-disco-glimmer for at bryde og opbløde den store kontrast mellem det sorte og hvide. På toppen af kagen troner et sølvhjerte og brudeparrets forbogstaver. Hjertet er formet i modelleringspasta og dækket med sølv-disco-glimmer. Bogstaverne er mine funky yndlings sat fast med en klat hvid royal icing.


Selvom kagen er lavet på kort tid, og blomsterne ikke helt fik den tørretid de skulle have haft, så endte jeg faktisk med at være ret tilfreds med slutresultatet. Og vigtigst af alt, - det var brudeparret også.

Spørgsmålet er så bare, hvornår jeg, mit køkken og resten af huset er glimmerfrit...

lørdag, august 28, 2010

Når planlægningen ikke koordineres med alle kalendre...


I dag samles madbloggere fra nær og fjern på Bryggen. Jeg var egentlig også tilmeldt og havde i den grad set frem til at deltage. Men sådan skulle det ikke går. Da jeg tilmeldte mig, havde jeg nemlig ikke lige koordineret min ene kalender med den anden...

I stedet har Rasmus været så sød at lade mig være "fjern-deltager" og så håber jeg på bedre planlægningsheld næste år. For om lidt suser jeg med familien til Vanløse for at fejre min skønne kusine, som på helt forunderlig vis lige pludselig er fyldt 30 år. (hvor pokker blev tiden af)

Og nu må jeg vist hellere få vækket resten af familien. God weekend!

torsdag, august 26, 2010

Hele 3 ting på en gang.

Sig goddag til Prinsessen, der som de andre 4, killinger endnu ikke rigtig har fået et navn. Prinsessen beholder vi dog selv. Men vi har stadig 3 killinger der om en lille månedstid godt kunne bruge et nyt hjem. Så gi' mig lige et praj, hvis du kender nogen, der længes efter en lille pelsbold.


Den kommunale mødesæson er startet igen. Der er økonomi på programmet. Ender der skal møde og løfter der skal indfries. Alt eri spil fra skolelukninger til huller i vejene.

Killingerne vokser som de skal og bliver modigere og frækkere dag for dag. Snart kan de alle bevæge sig frit rundt i huset mellem nullermænd og papkasser og halvt samlede møbler. Nej, vi er ikke helt på plads endnu. Ligesom den nyindkøbte seng fra Ide-møbler lader vente på sig. Jeg synes det er utroligt at så stort et møbelhus ikke har bedre styr på logistikken. (Må man godt sige ARGH, når man nu på 3 uge sover på en luftmadras)

På lørdag er der bryllup i eks-familien, mit bidrag er - vel ikke overraskende - kagen. Så her midt mellem killinger, papkasser og overvejelser om skolelukninger står jeg i køkkenet og bager kagebunde.

torsdag, august 19, 2010

Nydning

I morges vågnede jeg med sol på kinden og musik i de store poppel træer der står udenfor mit soveværelses vindue.

Herefter fulgte dagens træning efterfulgt af morgenmad med yngste sønnen.

Senere grillede jeg kylling på øl og rabarber med smuldr til ældste sønnen og hans dejlige kæreste.

Om lidt går jeg i seng med udsigt til stjernerne og musik i poplerne.

tirsdag, august 17, 2010

Gråt i gråt.

Susling er lidt depri i dag. Den fornemmelse kender jeg godt. Her pisser det også ned. Vasketøjskurven røg i en flyttekasse, men er vokset og fylder pt. næsten 3 flyttekasser... og vaskemaskinen er ikke sluttet til endnu (bliver nok snart nødt til at gå på møntvaskeri). Der er stadig ½ million u-udpakkede flyttekasser og en ret stor del af dem indeholder køkkenting. Fik jeg nævnt at køkkenskabene næsten er fyldt op. Sengen vi købte for 6 uger siden (med lovet leveringstid på 4 maks. 5 uger) er stadig ikke leveret (nu siger de at den kommer om 2 uger). Rigtig god service dér NOT!

Men hey! Vi har internet og 100 tv kanaler (eller noget i den stil) og jeg fik faktisk trænet her til formiddag. Og når jeg kigger ud af vinduet kan jeg se skoven.  Til gengæld tror jeg at jeg gemmer skyggen til en anden dag.

lørdag, august 14, 2010

Æg, mælk, brød og smør

Nej, det er ikke min indkøbsliste du ser, men hovedingredienserne i dagens første måltid.
French toast er sådan en slags morgenmadens alt-i-et og garneret med skiver af banan og store friske blåbær og et par skefulde af sirupen fra den nykogte rabarberkompot.
Og så lige en dobbelt espresso med lun mælk.

Edit: flere har spurgt efter en opskrift. Jeg brugte den her

søndag, august 08, 2010

Deja vu...

a jeg tidligere i dag satte den sidste hylde i det nymalede køkken i mit nye hjem, var det med en fornemmelse af, at jeg havde været her før. Altså følelsesmæssigt. Det har jeg vel også, - det er ikke mere end 14 måneder siden jeg kom i hus med det sidste køkkenprojekt.

Det var dengang. Og meget er sket siden. I morgen flytter vi for alvor ind i det der skal danne rammen om vores fælles liv. Og jeg glæder mig.







Lågerne (og vinduet, døren og listerne på væggen) mangler stadig et par lag af den fede hvide maling, og så skal vi have fundet et emfang, men det kommer... Nu skal jeg bare lige have flyttet mine 50 kasser fra stuen, så der er plads til kærestens kasser og møbler.

fredag, august 06, 2010

Dance me to the end of love

så var kulissen ligesom sat i onsdags, der i arenaen i København M. I næsten 4 timer stod den lille mand, med den fantastiske stemme og hans hold af super dygtige musikere og sangerinder på scenen og gav mig og resten af publikum en fantastisk oplevelse.


Jyllandsposten uddeler 6 stjerner til manden de kalder en slags sød blanding mellem Frank Sinatra og Johnny Cash. Politiken var også ude med store roser og gav ham 5 af 6 hjerter, til gentlemanden det stadig er ren magi at være i selskab med. Berlingske som stadig finder Cohen cool var mere nærige med stjernerne og gav 4 ud af 6.

Jeg er nok mest enig med JP og Politiken, og synes at det var en fantastisk oplevelse. Den lille mand og hans orkester fyldte i den grad rummet og tryllebandt publikum. Jeg føler mig i den grad priviligeret over at have oplevet ham. Den levende legende. Flere gange i løbet af koncerten måtte jeg gribe min elskede i hånden, mens hårene rejste sig i nakken og på armene af ren fryd. Den legende, inciterende, middelhavsinspirerede musik og Cohens dybe rustne stemme... Mmmmmm...