mandag, marts 31, 2008

Hvad køkkenet gemte...

Rundt omkring i blogland laves der de mest fantastiske gryderetter, og jeg får sådan lyst til sammenkogt simremad når jeg ser billeder af de fantastiske kreationer.

Forleden kom jeg i tanke om, at der aller længst inde i mit grydeskab bag alle de skinnende potter og pander står en gammel og godt brugt støbejernsgryde, som jeg for mange år siden tog med hjem fra et loppemarked. Prisen var beskedden 20 kr. måtte jeg slippe for herligheden, men så kunne jeg også gå hjem og rense urenhederne af med en ordentlig omgang salt og så ellers koge gryden ind med ny olie. Jeg brugte den gryde rigtig meget... og så glemte jeg den, - næsten.


Hen på eftermiddagen tømte jeg køleskabets grøntsagsskuffe for majroer, auberginer, peberfrugter og rødløg. De blev sammen med et par stykker lam skåret i mundrette bidder og hele molevitten røg i den sorte brændvarme gryde sammen med en skefuld rød karrypasta og lidt hele krydderier i form af spidskommen, kardemomme og kanel. Da kød og grønt var brunet tilsatte jeg lidt god bouillon og et par håndfulde cherrytomater.


Og så fik gryden ellers lov til at passe sig selv i en god times tid. Lige inden serveringen tilsatte jeg en dåse kikærter og en ordentlig skudefuld frisk spinat, og så blev curryen ellers serveret i dybe tallerkener med en klat god græsk yoghurt på toppen og en ordentlig skive af det hjemmebagte brød på siden.


Nu vil jeg smække rø... i sofaen og i selskab med den bærbare og en kop kaffe. Måske bliver der tid og overskud til lidt strik eller en bog, men hvis ikke så er det vel også i orden. I morgen skal der danses med støvsugeren og gulvmoppen, for her trænger så forfærdeligt...

hej med dig, jeg hedder Kaj...

Hu-hej sikke en weekend.

Lørdag formiddag og eftermiddag gik med en form for kulturelt orienteringsløb. Firmaets ansatte og deres ægtefæller var delt i 6 forskellige hold, som var sat i stævne til brunch på 6 forskellige caféer og så gik turen ellers til fods rundt i København. Vi så både kongelige gemakker og kronjuveler, blev belært om modstandsgrupper og terrorpolitik. Undervejs blev der tid til café besøg og vi var også lige et smut forbi Marmorkirken og Amalienborg inden vi hen på eftermiddagen mødtes på Langelinie. Herfra blev hele selskabet kørt til Hotel Marina i Vedbæk, hvor vi blev indlogeret med besked om at møde friske og festklædte kl. 18.30. Efter en lækker middag med dejlige vine var der fri bar og et band spillede op til dans... det blev sent og jeg var MEGET træt da uret ringede til morgenmad søndag morgen, men vi var jo også blevet snydt for en times søvn... Efter morgenmaden gik turen med tog tilbage til vestegenen, hvor en kage ventede på at blive samlet og dekoreret.

Min skønne niece Agnes, har sidste dag i vuggestuen idag , og sådan en afskedsfest kræver naturligvis kage. Agnes har selv ønsket en kaj-kage, så det skulle hun selvfølgelig have. Indholdet er dog ikke det traditionelle, men drømmekagebunde bagt med appelsinsaft og vanillesmørcreme. Kagebundene er bagte jeg i fredags i en pyrex-glasskål med en diameter på ca. 20 cm. Jeg vil dog godt advare mod at lave kage med tømmermænd, - det er altså bare ikke det letteste, når man helst vil ligge på sofaen og spise pommes frites og drikke cola... måske man skulle se at få anskaffet sig en af de her så man ikke er afhængig af de lokale pizzariaers underlige åbningstider.

fredag, marts 28, 2008

Hemmelig weekend...

På husbondens arbejdsplads holder de ikke julefrokost. Istedet holder de et weekend arrangement for medarbejdere og ægtefæller/samlevere i februar/marts måned. Det har været yderst sparsomt med informationen omkring weekendens arrangement, nedenstående brev havde husbonden med hjem forleden.

Dagens program er følgende:
Lørdag den 29. marts kl. 10.00 brunch på Cafe XXX
Derefter vil dagens program foregå både ude og indendørs, så fornuftig påklædning samt travesko er at foretrække. Det kan anbefales, at man tager en paraply med i tilfælde af regnvejr.

Da vi vil komme til at bevæge os vidt omkring, vil det ikke være muligt at komme tilbage til sin bil, så vælg derfor alternativ transport!

Medbring gerne dit bedste og festligste partydres til brug senere på aftenen og tandbørste og rene underbukser til dagen efter.

Som tidligere nævnt vil arrangementet slutte søndag den 30. marts kl. ca. 11.00.
Det er altid rart med en lejlighed til at få opdateret fest garderoben, så da husbonden i dag skulle mødes med gamle studiekammerater på Amager kl. 16 og myndlingen skulle returnere fra London kl. 18 slog jeg et smut forbi Fields hvor jeg fandt denne søde kjole og den lækre cardigan fra DIDI. Jeg fik også lige et par lækre cremefarvede strømper med i posen inden jeg hastede mod lufthavnen for at tage i mod myndlingen, som har haft et par fantastiske dage i London.


Skoene fandt jeg hjemme i skabet og de får lige en tur med en klud og en børste inden de bliver pakket ned til festen i morgen...

Kan I ha' en dejlig weekend, jeg tror min bliver forrygende...

Kom i form...

Skattefar har uddelt milde gaver til husstanden og det måtte jo fejres... så jeg supplerede min samling af dyre engelske rustfristålforme med et par stykker og så købte jeg lige et rundt og et hjerteformet billigere bryllupskagesæt i aluminium.

Hjerteformene er ikke helt lige så høje som de runde og de firkantede, men det går sikkert fint alligevel.


Nu tror jeg så også, at jeg har bageforme nok... for udover de ovenfor viste har jeg jo en bil, en t-shirt, et juletræ, en tiffinform og en boldform. Dertil kommer et par muffinbageforme til både store og små cupcakes samt utal af springforme og bradepander og en større samling ovnfaste glasskåle, på den anden side så bliver det svært at leve uden bamsen og den kæmpe cupcake ligesom det kunne være fantastiks at eje et sæt 6-kantede forme for ikke at tale om de blomsterformede...

torsdag, marts 27, 2008

Uden mad og drikke...

Efter sidte indlæg kunne man måske få den opfattelse at ferien i det sydfranske udelukkende bestod af fysisk udfoldelse i naturen og afslapning foran den buldrende pejs... sådan var det ikke helt, omend jeg nok kom oftere på caféerne end resten af turens deltagere...

For den ikke klatrende kagekone, var der på sine tidspunkter, nærmest tale om en studietur... Du kan i øvrigt finde opskrifter på de lækreste franske kager hos Cindy der rundhåndet deler ud af sine pragtfulde opskrifter. De fleste er på fransk, men et udvalg er oversat til engelsk.

Jeg fik smagt både chokolade- og mocca eclairs...


testet et udvalg af skønne macaroons... (min søde ven Sif, har en opskrift på sin blog)


og spist et par stykker af den klassiske franske æbletærte...


Nu var det ikke bare kage, der røg indenbords... jeg fik også smagt på områdets lækre oste. Der var de lækre små gedeoste, som smager helt fantastisk både kolde og varme med lidt tynd blomster honning over...

og den skønne bløde og stærke roquefort, lavet på mælk bl.a. fra "vores gårds" får...

og endelig den skønne milde, men meget smagfulde Tomme des Pyrenees lavet af mælk fra køer, geder og får...


Kage og ost var ikke de eneste kulnariske oplevelser på turen. Søndag aften spiste vi de skønneste stenovnsbagte sprøde og tyndbundede pizzaer. Jeg fik en ny yndlingspizza, med porrer, bacon og gedeost. Der var også en "desssert-pizza" med gedeost og honning, - den var forrygende og ville også gøre sig godt med et par håndfulde rucolablade på.

Da vi vågnede til regnvejr mandag var vi en håndfuld, der kørte til Montpellier, hvor vi spiste Moulles Frites og slikkede solskin på Opera Pladsen, det var det skønneste måltid jeg længe har fået.


Yvonne og Pierre, gårdens ejere, gik meget op i vores velbefindende og da vi fredag morgen vågnede til snevejr stod der den lækreste Fouace Aveyronnaise, som er en blanding mellem brød og kage. Yvonne var så venlig at give mig opskriften med hjem, så den får I når jeg har fået den oversat og afprøvet... ellers kan I finde den hos Cindy

onsdag, marts 26, 2008

Påskeferie i billeder og ord

Målet får årets påskeferie var klipperne i Gorges de Tarn og Gorges de Jonte... Da påsken faldt ualmindelig tidligt i år, var der ikke stemning for at bo på campingplads, så vi havde lejet et par huse på en fårefarm mellem byerne St. Rome de Dolan og Le Massegros


Også i Frankrig er det sæson for lam, og på gården var der vel omkring 250-300 får og rigtig mange af dem var drægtige eller havde lige fået lam.


Nærmeste by med gode indkøbsmuligheder var Millau, en rigtig hyggelig lille by med stynede plataner på torvet og skønne caféer...


Som altid i Frankrig var der masser af små kirker og kapeller i området, denne havde nogle helt fantastisk mosaikker i vinduerne...


Mens husbonden og klatrevennerne klatrede på livet løs, tog jeg billeder, læste bøger, gik og kørte ture i området




Der var så storslået smukt...




Det var dog ikke alle dage det var vejr til at klatre...


der var dage, hvor vi var mere end glade for den store pejs...

tirsdag, marts 25, 2008

Landet...

det var den korte sms jeg modtog for et par timer siden. Efterfølgende modtog jeg endnu en sms med besked om, at han nu var sammen med sin lærer. Så mon ikke at han får et par herlige dage i London, selvom starten var lidt barsk...

Hjemme igen...

Efter en uges tid i det sydfranske, er jeg nu hjemme igen. Og kors hvor er det hårdt at komme tilbage til hverdagen... vi var tilbage søndag ved middagstid efter en 20-timers biltur gennem Frankrig og Tyskland i snestorm og regn, da vi nåede Nordtyskland klarede det dog op. I går stod den på påskefrokost med hele familien hos min mor og i morges skulle myndlingen så afsted på studietur med gymnasiet. Sådan gik det ikke helt, for myndlingen fik et epilepsi anfald tidligt i morges og så mente lægen ikke det var forsvarligt at sende ham med flyveren et par timer senere, - det mente vi sådan set heller ikke, og efter lidt snakken frem og tilbage med læge og lærere blev det bestemt, at myndlingen skulle støde til resten af klassen i aften. Så for et par timer siden vinkede jeg med bævende hjerte farvel til myndlingen, som helt alene skulle flyve til Gatwick og herfra tage med toget til London, hvor hans lærer ville hente ham på Victoria station... Mit hjerte sidder i halsen og jeg får først ro, når jeg har hørt at han er vel ankommet og har fundet sine klassekammerater.

Når billeder og indtryk er sorteret og kategoriseret, får i en lille foto-montage fra ferien i det naturskønne område Gorges de Tarn, hvor vi residererede i påsken.

fredag, marts 14, 2008

Det regner sagde Per Degner...

Jeg krøb i skjul og var derfor ikke med til at åbne Bakken. Jeg blev inde i tørvejr og hyggede med et kage-magasin i stearinlysets skær...

tirsdag, marts 11, 2008

Påskeæg...

I dag både sendte jeg og fik jeg en påskehilsen... den påskehilsen jeg modtog var fuld af herlige mandelæg og en sød lille stage til fyrfadslys... Jeg har selvfølgelig glemt at tage billeder og mandelæggene fik altså hurtigt ben at gå på, så jeg skyndte mig at gemme den sidste pose for mand og børn...

Æggene herunder har er fotomanipulerede kager jeg har lavet... Jeg har fundet en herlig side på internettet, hvor man både kan få sine billeder på forskellige verdensklasse museer og altså også lave de fineste manipuleringer, - prøv selv...




I morgen har husbonden sidste dag på kontoret inden den forestående påskeferie. Sådan en situation kræver kage, siger hans kollegaer... så jeg har lavet dette "lille" æg, som indeholder appelsin stænkede lagkagebunde lagt sammen med orangechokolade-trøffel-creme. Kagen er lagt sammen i et kæmpe pap-æg fra BR, på samme måde som jeg lavede igloen for kort tid siden.

mandag, marts 10, 2008

Vi lever på en sten...

Kraftigt inspireret af den gode fru Plum har jeg genopdaget min gamle
bagesten og sammen med lidt mel, vand, salt og lidt surdej eller gær og den
smukke hævekurv spiser vi nu de skønneste brød.

Note vedr. mobil-blogning og blogning via e-mails: dette indlæg er sendt med billede og det hele som e-mail fra min mobil til min egen e-mail, derefter har jeg videresendt den fra computeren til bloggen og det fungerer tilsyneladende fint. Nu skal jeg så bare have overtalt en af sønnerne til at være "indlægs-formidler" hvis jeg tager afsted i påsken og pludselig får lyst til at skrive lidt...

Roser og en kæmpe sløjfe

For et stykke tid siden spurgte en af min husbonds kollegaer om jeg kunne lave en kage til hans kones 30 års fødselsdag. Han ville så gerne overraske hende og havde kigget lidt rundt her på bloggen og i galleriet, han spurgte om man kunne kombinere en pakkekage og en blomsterkage...
Her er resultatet, chokoladebunde og en lagkagebund lagt sammen med chokoladetrøffelcreme og hindbærfromage.


Og roserne og sjøjfen tæt på... Både roserne og sljøfen er lavet af sugarpaste tilsat lidt tylose. Sløjfen fik en omgang perlemorsspray, så den skinner fint.

lørdag, marts 08, 2008

Hm... er det bare mig, eller...

Pludselig gik det op for mig, at der kun er en uge til påskeferien begynder... og at jeg ikke kan blogge i hele ferien, hvis altså jeg tager afsted til Sydfrankrig... så var det jeg kom til at tænke på, at jeg et eller andet sted havde set noget om, at man kunne sende blogindlæg som e-mails fra mobilen, men jeg kan ikke få det til at virke... Jeg kan godt sende et indlæg via e-mail fra min pc, men jeg får en fejlmeddelse når jeg forsøger at e-maile til bloggen fra min mobiltelefon. Jeg kan godt sende e-mails til mig selv fra telefonen, så hvad fan*** er det lige der er galt...

Er der nogen derude i cyberspace der har et løsningsforslag?

update: har lige talt med min mobiludbyder, som til en start ikke anede hvad jeg snakkede om... hun ville derfor kontakte deres tekniske afdeling. De har lige meldt tilbage at de ikke har en aftale med google/blogger og ikke ved om de laver en... De vidste slet ikke lige at der kunne være det behov...

fredag, marts 07, 2008

Nu trænger jeg snart til en rolig weekend...

Efter en uge med daglige ture til det nordsjællandske hospital, hvor min mor har været indlagt siden lørdag morgen går det nu om ikke fremad, så mod lysere og bedre tider... Min mor bliver udskrevet i dag og skal hjem, for det vil hun helst. Kommunen har været forrygende, og sørgede lynhurtigt for plejeseng, ilt osv. de fik også foranlediget at der bliver lavet medicinbevilling og at min får besøg af en lungefysioterapeut. Hjemmeplejen kigger forbi 3-4 gange i døgnet og vi kan bare ringe, hvis vi bliver utrygge og har brug for et ekstra besøg... Min mors læge vil kigge forbi i morgen eftermiddag når hun er kommet hjem fra hospitalet, så alt er som det skal være...

Jeg tog Shabbys råd om at bage mig ud af det og sagde ja til veninden, da hun spurgte om jeg kunne levere kage til fritidshjemmets 25 års fødselsdag i dag. Så ind i mellem sygebesøg, lægesamtaler, plejekonference, afhentning af motorcykel og pasning af min søsters skønne unger har jeg bagt lysebunde og chokoladekage.



Kagerne er fyldt med hhv. en krydret æblefromage, jordbær/rabarbermousse og chokoladecreme. Kagernes tema skulle være spil, for er der noget der aldrig går af mode så er det spil i alle afskygninger, jeg valgte nogle der var enkle at lave som kage(pynt) og håber så, børn stadig spiller kina-skak, kalaha og lægger puslespil...

I eftermiddag kommer veninden fra Jylland forbi med mand og børn, og de skal da heller ikke snydes for kage, så jeg lavede en lille blomstret sag af resterne...

Egentlig burde jeg vel svinge støvsugeren og en fugtig klud, men jeg orker det ikke, så gæsterne må leve med støv og nullermænd på størrelse med... jeg har i hvert til fald fundet et par store på trappen til første sal.

God weekend til jer alle.

torsdag, marts 06, 2008

De kalder det forår...


I lørdags var det 1. marts og dermed er det forår. Det betyder ikke bare at det bliver (eller burde blive) lunere og lysere i vejret, det betyder også gensyn med motorcyklen, som har været opbevaret indendørs hele vinteren.

Nu var der så ikke lige tid til at hente den elskede tohjulede i weekenden, men i onsdags kunne hverken lidt sne og kulde afholde husbonden fra at bringe sin elskede hjem. Nu står den stakkels tohjulede og fryser i forhaven, og på næste torsdag åbner bakken...

mandag, marts 03, 2008

Svære samtaler og nye ord...

Som socialrådgiver lærer man at stille svære spørgsmål og give svære svar, ja man lærer i det hele taget at være tilstede i den svære samtale... Da jeg stadig arbejdede var jeg ansat i en afdeling, hvor vi arbejdede med sygedagpenge og pensionsansøgninger, så der var masser af svære samtaler. For nogle uger siden var jeg igen deltager i en af de såkaldt svære samtaler, - denne gang var jeg dog med i rollen som pårørende, kors hvor var det svært. Jeg skulle lære nye ord som metastater og palliativ indsats... og jeg skulle finde min rolle som pårørende med proffesionel indsigt, når det drejede sig om hjemmepleje og hjælpemidler, - det er svært at være pårørende.

Den forgangne weekend har budt på akut indsigt i dårligt fungerende sygehusafdelinger i det nordsjællandske yderområde... Lungebetændelse er skidt når man har lungekræft og uden flere behandlingsmuligheder.... I dag tog lægen på hospitalet hul på snakken om den form for palliativ behandling der kan ydes på og fra et hospice... endnu et nyt ord...

Om 14 dage er det påske og vi skal på klatreferie i det sydfranske, - hvis og såfremt... Vi håber, men jeg ved ikke om jeg tror...


Mit humør er lidt som dagens vejr, meget omskifteligt. I morges var der sol fra en næsten skyfri himmel og for 2 timer siden sneede det... Lige nu er det bare gråt i gråt.