mandag, marts 31, 2008

Hvad køkkenet gemte...

Rundt omkring i blogland laves der de mest fantastiske gryderetter, og jeg får sådan lyst til sammenkogt simremad når jeg ser billeder af de fantastiske kreationer.

Forleden kom jeg i tanke om, at der aller længst inde i mit grydeskab bag alle de skinnende potter og pander står en gammel og godt brugt støbejernsgryde, som jeg for mange år siden tog med hjem fra et loppemarked. Prisen var beskedden 20 kr. måtte jeg slippe for herligheden, men så kunne jeg også gå hjem og rense urenhederne af med en ordentlig omgang salt og så ellers koge gryden ind med ny olie. Jeg brugte den gryde rigtig meget... og så glemte jeg den, - næsten.


Hen på eftermiddagen tømte jeg køleskabets grøntsagsskuffe for majroer, auberginer, peberfrugter og rødløg. De blev sammen med et par stykker lam skåret i mundrette bidder og hele molevitten røg i den sorte brændvarme gryde sammen med en skefuld rød karrypasta og lidt hele krydderier i form af spidskommen, kardemomme og kanel. Da kød og grønt var brunet tilsatte jeg lidt god bouillon og et par håndfulde cherrytomater.


Og så fik gryden ellers lov til at passe sig selv i en god times tid. Lige inden serveringen tilsatte jeg en dåse kikærter og en ordentlig skudefuld frisk spinat, og så blev curryen ellers serveret i dybe tallerkener med en klat god græsk yoghurt på toppen og en ordentlig skive af det hjemmebagte brød på siden.


Nu vil jeg smække rø... i sofaen og i selskab med den bærbare og en kop kaffe. Måske bliver der tid og overskud til lidt strik eller en bog, men hvis ikke så er det vel også i orden. I morgen skal der danses med støvsugeren og gulvmoppen, for her trænger så forfærdeligt...

5 kommentarer:

Lene sagde ...

ja her har menuen været youghurt og havregrød,så jeg sidder og bliver sulten efter rigtig mad :-)

Mette sagde ...

Hvor lækkert ser det lige ud??!!!

Karen sagde ...

Uhm...ku man lokke dig til at give opskriften på brødet? Det ser godt ud :-)

Sif sagde ...

Nam nam da!

Shabby - Marianne sagde ...

Mums siger jeg bare..... Jeg har de sidste par dage haft lyst til en gang osso Bucco....... simremad - det er klart vejen.....