tirsdag, juni 30, 2009

Pause.


Jeg nupper lige et par dage hos veninden i det jyske.

lørdag, juni 27, 2009

27 glade studenter


De kom


De spiste (og drak)


Og de kørte igen.

På 20 min. fik de drukket det meste af 4 flasker asti, nogle øl og cola'er og ikke mindst køligt juice, spist det meste af 2 mudcake studenterhuer. Med sig tog de deres fløjter og horn, 1 ramme øl og en pose Sommersby, gad vide hvornår jeg ser studenten igen...

torsdag, juni 25, 2009

Og de flyver selv...

I går blev det fejret at Myndlingen nu er student. Det er et stort øjeblik i en ung mands liv, men det er ikke mindre stort for moderen, som nu skal slippe. Jeg har opdraget mine unger til at flyve højt, og jeg er ikke i tvivl om, at de begge rent faktisk kan flyve, alligevel er det med bævende hjerte jeg slipper taget i Myndlingens tøjler og stille siger "flyv"...


Myndlingen er målrettet og vil læse kemi på universitetet straks efter sommerferien, hvor han har det fra ved jeg ikke, for jeg var meget længe om at beslutte mig i sin tid... Det er cykelsønnen også, men nu er han vist ved at være sikker, og har i hentet ansøgningspapirer så han kan søge ind på biokemi efter sommerferien.


Cykelsønnen har fødselsdag idag, og da vi alligevel havde venner og familie samlet i haven igår, så han sit snit til at blive fejret også... Han er vild med chokoladeskildpadder, så det måtte prøves om jeg kunne lave en stor. Indholdet er lagkagebunde, trøffelcreme af skildpadder, chokoladekage og jordbærmousse.

På lørdag skal studenterne køre, og det forventes vist, at der serveres kage her, selvom de først kommer først på aftenen...

tirsdag, juni 23, 2009

Tillykke min skat.

så er huen i hus og yngstebarnet er nu student...

I morgen skal det fejres med venner og familie så jeg har lidt travl for i aften skal veninden og jeg ind og nyde ham her...



Ha' en forrygende Sankt Hans aften!

søndag, juni 21, 2009

2 bryllupper, 1 konference og 1 is...

Så har køkkenet bestået første test; jeg har lavet 2 bryllupskager og en "almindelig" kage til i går. Ovnen bager perfekt, er dejlig stor, så jeg helt uden problemer kan bage høje kager i to lag. Køkkenbordet er så stort at jeg kan line kagerne op ved siden af hinanden, så jeg kan fylde dem alle i en arbejdsgang. Og da jeg skulle overtrække, var der masser af plads til at rulle ud på, selvom jeg havde kagen og pynten stående ved siden af. Selv Myndlingen, som blev frokost sulten undervejs var der plads til...


Maja og hendes udkårne ønskede sig råhvid klassisk romantik. Så jeg fik lejlighed til at bage i mine hjerteforme. Kagerne er hhv. 20 cm, 25 cm og 30 cm og der skulle være rigelig kage til de ca. 60 gæster. På topkagen står deres forbogstaver "præget" i guld. Jeg har brugt Funky Letters fra FFM cutters til at udstikke bogstaver og dato, og de er altså fantastiske. Bogstaverne har jeg efterfølgende malet med spiselig guld pulverfarve rørt op i smeltet kakaosmør. Blomsterne er lavet med en ejektorudstikker fra PME cutters og dem bruger jeg rigtig tit.


For lidt mere end en månedstid siden fik jeg en mail på Facebook fra cykelsønnens gymnasiekæreste, som skulle bruge en bryllupskage til sin mor, som skulle giftes. Selvom jeg allerede havde sagt ja, til at lave hjertekagen, så kunne jeg ikke sige nej, og da der kun var tale om en kage til 25 personer, så var opgaven overkommelig...


Så vi aftalte at bunde og fyld blev det samme som i den anden kage, nemlig en blanding af lette luftige lagkagebunde og god chokoladekage lagt sammen med jordbærfromage og limemousse. Alle kagerne er overtrukket med en blanding af marcipan og sugarpaste, dels for smagen og dels for at få et cremefarvet look.

Nøgleordene for den lille bryllupskage var; moden romantik... så jeg genbrugte gittermønsteret på siden af kagen (denne gang dog med perlemor-sukkerkugler) og lod en krans af store lyserøde roser omkrandse parrets gyldne forbogstaver. Gittermønsteret er let at lave med en præger fra Patchwork cutters.


Weekendens sidste kage også den kedeligste... Sukkerprint fra Kagekompagniet på en hvid kage omkrandset af en icing bord. Indholdet er det samme som i de andre kager, godt man kan bage på forhånd og at jeg kunne fylde på samlebånd...


Kagen var til den lokale vælgerforening, der holdt konference for kandidaterne til det kommende kommunalvalg.

Efter en lang dag med politik, var det skønt at komme hjem til familien, som havde lyst til at spise ude. Vi kørte til København og slog følge med cykelsønnen og hans kæreste og fik det skønneste græske måltid på Kreta, som ligger på Jagtvej tæt på Nørrebros Runddel. Godt mætte måtte vi lige et smut forbi Sankt Hans Torv og en af de bedste isbutikker i byen. Deres pæresorbet er fantastisk og de har også en skøn strawberry cheesecake is og så kan man få brownies, marshmellows, vingummi, oreos mm. blandet i sin is, så i går stod den på pæresorbet med brownie og blodappelsinsorbet med marshmellows mmmmmm...

God weekend, jeg vil nyde resten af min.

onsdag, juni 17, 2009

Køkkenskriver...

Vi er færdige! Om en uge bliver Myndlingen student, så det var vel også på tide... jeg har bestilt vinduespudser til at klare vinduerne, men resten af byggestøvet må jeg selv klare, når altså jeg har fået købt en ny støvsuger, for den anden døde forleden, og så er der jo også lige den der trappe der skal skures i klorin...



Jeg elsker mit nye køkken. Jeg nærmest bor her i "hjørnet" ...


Der mangler stadig et par småting bl.a. skal aftrækket fra emhætten inddækkes, og vi skal have købt en reol/opbevarings/hifi-udstyrs-ting til stuen og nyt sidde-arrangement står også på listen, men vi er flyttet ind og vi elsker vores nye køkken-alrum.

søndag, juni 14, 2009

Aktiv weekend

Weekenden startede vådt i vådt med regndans på Solbjerg Plads. Sammen med et par tusind eller tre andre løbeglade københavnere deltog vi i Midnatsløbet. Det var første, men bestemt ikke sidste gang, for selvom det regnede så var det en fantastisk oplevelse at løbe blandt løver og giraffer og gennem flodhestehuset. På trods af en akillessene, der stadig brokker sig, gennemførte jeg de 10 km. uden smerter og har heller ikke mærket noget sønderligt til generne de sidste par dage, så mon ikke jeg er ved at være klar igen. Næste mål er udpeget, så i morgen tilmelder jeg mig Erimitageløbet til oktober.


I går gik turen til Rudersdal Stadion, for der skulle heppes på cykelsønnen, der deltog i årets nordic24. Desværre blev hans hold ramt af skader, så de måtte udgå i løbet af natten.


Det betød så til gengæld at der var lidt tid til mig selv i dag, så jeg nuppede en solskinstur på motorcyklen.


Ind i mellem er der også blevet tid til at male lidt paneler, inddækninger og lister i det nye køkken, som nu er taget i brug. Jeg elsker det rum og glæder mig til, vi er helt færdige og har fået alle møbler på plads. Om halvanden uge bliver Myndlingen student, så vi har lidt travlt...

fredag, juni 12, 2009

Man skal ikke...

kaste med sten, hvis man bor i et glashus
græde over spildt mælk
flå skindet af bjørnen før den er skudt
eller tabe en flaske rødvin på det nye stengulv...

PISOSSE si'r jeg bare!

torsdag, juni 11, 2009

So much to do so little time...



Køkkenet er (næsten) færdigt. Jeg vasker af og flytter langsomt ind, for jeg har fået sænket sædet på motorcyklen, så ind i mellem bygerne må jeg lige ud et smut. Jeg elsker den frie fornemmelse de to hjul giver mig, jeg oplever og sanser på en helt anden og meget mere intens måde. I haven blomstrer pæonen endelig efter forrige års flytning, jeg håber vejret snart slår om, så der også bliver tid til at nyde haven.

lørdag, juni 06, 2009

Uhm...

Jeg siger det bare, maden smager bare bedre når den indtages ved eget spisebord i eget køkken. Ingen billeder endnu, for helt færdigt er det ikke endnu, men det er SÅ tæt på...

onsdag, juni 03, 2009

Kald det kærlighed...

65-års bryllupsdag det er mange år at være sammen. Sådan en dag fortjener en fest, og eftersom brudeparrets datter er en af mine bekendte, så fik jeg til opgave at lave kagen...


Jeg ved godt at krondiamant, ikke har noget med kronen at gøre, men der var ønsket en krone og diamanter, så sådan blev det.


Kronen er skåret ud af et stykke flowerpaste, som er sat til tørre rundt om min lille stempel-kaffe-kande. Da den var tør fik den en omgang guldspray og sukkerdiamanterne blev sat på med lidt royal-icing.


Roserne, de små hvide blomster og guldbladene er hentet i gemmerne, fordi jeg synes der manglede noget...


På siden af kagen har jeg lavet et gittermønster med en præger og sat sukkerdiamanter fast med royalicing.

Kagen er lavet af klassiske lagkagebunde lagt sammen med chokolademousse og hindbærfromage.

Hektisk pinse...

Hold da op, der var fart på pinsen, men nu er jeg kommet op til overfladen igen.

Lørdag formiddag var der "arbejdsdag" i det nye køkken, og om aftenen stod den på Mamma Mia med veninderne og det endte jo med en bytur...

Med hjælp fra panodiler og et par cheeseburgere var jeg klar igen omkring middag søndag, hvilket var ret heldigt, da jeg havde sat et par veninder stævne i Fælledparken inden vi skulle til Guldfest i Parken. Ingen af os orkede de mange mennesker ved karnevallet, så vi satte os i et roligere hjørne fuld af glade og feststemte FCK'er der som os ville slikke lidt sol inden festen.

Og sikke en fest, kampen endte uafgjort men var bestemt ikke uspændende... og så kom karnevallet til Parken


Og drengene fik deres guldmedaljer og pokalen


Og folket blev lukket ind på plænen mens der var underholdning på scenen.


Og så endte vi i byen igen... så mandag var min indsats i køkkenet minimal, alligevel er vi nu, så langt at vi kan se enden, og hvis I ikke siger det til nogen, så tror jeg faktisk, at jeg kan flytte ind i skuffer og skabe i næste uge. Mon ikke jeg skulle se at få købt skabsindretning og bestilt den nye reol og måske det også var en idé at kontakte gardinmanden...