søndag, januar 16, 2011

Ubuden gæst.

Weekenden var afsat til oprydning, hygge med familien og forberedelse af den kommende uges møder. Nedlagt af snot, hovedpine og øm hals overgiver jeg mig og kravler under dynen.

mandag, januar 10, 2011

Farvel...

I dag tog vi afsked med Wolfgang, som har været en del af familien siden sommeren 1999. Han var en stor kat med en fantastisk personlighed, hvis katte ellers har en sådan.


Wolfgang har været meget igennem. Han var en rigtig hankat. En baggårdspuma plantet i en forstad. Han nød det. Det seneste halve år var hårdt for ham. Han havde gigt i bagkroppen, det gav ham store smerter og mange dårlige dage. Alt for mange dårlige dage.

Nu er det slut med klamme katte-historier og dyre dyrlæge regninger. Wolfgang har fået fred.

Tulipanens død.

Jeg elsker tulipaner. Knasende sprøde saftspændte røde tulipaner. Især i januar dom godt kan være lidt mørk og trist ovenpå decembers mange lys.

Jeg er tilsyneladende ikke alene. En (eller flere) af kattene, holder også meget af de sprøde røde tulipaner. Tilsyneladende så meget, at den stakkels blomst skulle spises.

lørdag, januar 08, 2011

Gylden morgen.

Jeg har en svaghed for elektriske køkken-hjælpere. Egentlig er jeg ret god til at tøjle lysten til nyt, men forleden faldt jeg i, og bestilte en juicer på nettet. Den kom i går...

Dagens morgenmad er derfor ud over lidt musli med blåbær et stort glas friskpresser juice. Jeg bruge gulerødder, æbler, appelsiner og et stykke ingefær.

Jeg startede weekenden i går eftermiddags med 1 times energigivende zumba. I dag fylder kærestens søn 15 år og i morgen har jeg en aftale med en god veninde.

Det bliver en fantastisk weekend. Og jeg håber det samme for dig.

torsdag, januar 06, 2011

Argh...

Trætte og med hovederne fulde af snot trådte vi ind af døren med vores indkøb under armene. Kun for at opdage, at nogen (sikkert kattene) havde fået slukket for fryseren. Selvfølgelig for så tilpas lang tid siden, at alt var halvt optøet. Nu kan menuen ændret de næste par dage og skraldespanden fyldt med alt det vi ikke lige kan få brugt i dag og i morgen.

På den anden side, så fik vi da styr på, hvad der var i fryseren. Og fik den afrimet...

søndag, januar 02, 2011

Sikke en fest...

Nytårsaften tilbragte jeg hjemme i selskab med kæresten, hans søn og en dejlig veninde. Vi spiste, drak, snakkede og lo til langt ind i det nye år. Og en af de ting vi blev enige om, var at 2011 skulle være festernes år.


Og vi tog forskud på fortsættet og holdt afskedsfest for 2010 med jordskoksuppe og grillede kammuslinger i festligt selskab med boblende fra cremant fra Bourgogne, efterfulgt af langtidsstegt krone af krondyr med kartoffel-selleri blomster med et strejft af parmesan og en sprød salat af røde bitre blade, knasende sprøde syrlige æbler i tern og søde blå halverede druer vendt i en blid honning- og sennepsvinagrette akkompagneret af en lyserødbanderoleret kraftig Barbaresco. Punktummet bestod af trøffelkugler, hjemmelavet blommesorbet (af min bedstemors blommer fra fryseren) og en fed mascarponeis i chokoladeskåle i smukt samspil med kugler af Hansen's forrygende hindbærsorbet og syndigt gode chokoladeis bistået af et glas siciliansk Marsala.

Og så var det tid til pigekoret og mit hjemmelavede kransekagetårn og flere bobler og raketaffyring.

I dag tog vi så hul på et helt nyt og friskt år. Der ligger stadig lidt glitter og konfetti fra det gamle som endnu ikke er blevet fejet op. Men jeg valgte at bruge den energi jeg havde på at gå en tur med kæresten i det smukke nytårsvejr.

2010 var et forrygende og fantastisk år. Et udfordrende år og et lærerigt år. Og ikke mindst var det året hvor jeg mødte den mest fantastiske mand, som fuldstændig fejede benene væk under mig og forandrede mit liv. Dét er jeg meget taknemmelig for. Jeg håber og tror på at 2011 bliver ligeså forrygende og fantastisk. Og festligt. Jeg skylder vist en housewarming, når det er blevet lidt lunere i vejret...