torsdag, januar 31, 2008

At trække sig tilbage...

Jeg husker endnu den dag det gik op for mig, at det ikke var muligt at fortsætte med at arbejde. Jeg husker også den dag, da min førtidspension blev bevilliget få uger før min 37 års fødselsdag. Den dag blev det ligesom virkeligt at min jeg var pensionist i en alder af 36 år. Der gik dog lang tid før det sådan rigtig gik op for mig, at jeg ikke mere skulle arbejde og dermed heller ikke skulle ha' kollegaer, chefer, samarbejdspartnere osv. og faktisk er det nok noget af det jeg savner mest ved at stå udenfor arbejdsmarkedet. I en periode arbejdede jeg frivilligt i en patientforening, men jeg var slet ikke god nok til at sige nej og tage hensyn til mig selv og min sygdom, så jeg fik stress. Det tog lang tid at komme "ovenpå" igen. Nu er jeg ved at have lært mig selv og min sygdom og de begrænsninger den give at kende, så nu tænker jeg faktisk ofte på, om det mon ikke kunne være muligt at finde noget meningsfuldt at foretage sig en eller to gange om ugen, så jeg dels kommer lidt væk hjemme fra men også så jeg får indput fra andre end min familie og venner.


Og hvorfor så denne lange smøre... jo, min mands moster (min sviger-moster) er gået på efterløn i dag og selvom hun glæder sig til at gå hjemme sammen med sin mand, så er hun alligevel også lidt usikker på, hvordan det skal gå. Jeg er sikker på det kommer til at gå fint, og så har hun jo muligheden for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i en eller anden form, hvad enten det bliver som freelance eller vikar på hendes gamle arbejdsplads eller hun finder nye "små-jobs". Det gør en stor forskel at tilbagetrækningen er frivillig og selvvalgt.


Sviger-moster mente, at det krævede kage, så jeg har lavet en som skulle symbolisere både arbejdsliv og otium.


Sviger-moster er glødende FCK-fan og hun og hendes mand rejser gerne og ofte, så jeg ville gerne have lavet både den pensionerede sviger-moster og endnu flere detaljer på kagen, men da min mors sygdom er blevet værre og hun pt. er indlagt, så var der hverken tid eller overskud til det.


Kagen indeholder mandelbund, nougatcreme og hindbærfromage og er som sædvanlig overtrukket med sugarpaste. Lænestolen er lavet af halv marcipan og halv sugarpaste og resten af pynten er lavet af sugarpaste tilsat tylose.

tirsdag, januar 29, 2008

Tid til selvforkælelse...

Vi gjorde rent i weekenden, sådan rigtig grundigt både højt og lavt. Det var et fælles projekt og selvom vi var to, brugte vi faktisk en hel lørdag på rengøring og oprydning. I søndags stod den på gåtur i Vestskoven inden vi kørte til fødselsdag hos min mor.

Sådan en weekend koster... I går kunne jeg dårligt gå og mine ankler, hofter og hænder værkede. Det prikkede og brændte flere steder på kroppen og mine fingre var så hævde, at jeg ikke kunne passe min vielsesring.

Når man har fibromyalgi er det vigtigt ikke at tage for hårdt fat, og bruge flere kræfter og mere energi end man har, for regningen bliver hurtigt kæmpe stor... Det har jeg det rigtig svært med og derfor sker det jævnligt at jeg er helt brugt op og lidt til.

Når det sker kan jeg vælge to ting; jeg kan vælge at tage en håndfuld stærke smertestillende tabletter og sætte tempoet lidt ned, eller jeg kan "hive stikket ud" og passe ekstra godt på mig selv.

Jeg er ikke meget for piller, jeg ved godt at jeg formegentlig ville kunne mere, hvis jeg dagligt var lidt smertedækket, men på den anden side så går jeg hjemme og har ikke ret mange forpligtelser, derfor tager jeg kun smertestillende når det er absolut nødvendigt. I dag nøjes jeg med kaffe og chokolade.

fredag, januar 25, 2008

Jeg, - en nørd...


Meget er jeg blevet kaldt, men det er fandeme sjældent at nogen kalder mig nørd. På den anden side, så er mit forhold til kager og sukkerkunst vel i bund og grund ret nørdet... Nogen gange har jeg det som ham her og føler jeg er ved at drukne i kager og kageprojekter.


I dag var ikke en af de dage. I dag havde jeg besøg af en beslægtet sjæl og vi fik kagenørdet... Hun følte sig ny og usikker, men er dygtig og har håndelag, så hun fik tips og triks og der blev snakket igennem om alt og intet og livets små og store mirakler.


Og vi fik kaffe og cola og kage... Forleden var der hindbærsnitter til kaffen hos Anne og hun linkede til sin opskrift, da jeg klagede min lækkersult, så de måtte prøves og de er fantastiske. Hos Hjerteforeningen fandt jeg en opskrift på fastelavnsboller jeg puttede et lille stykke marcipan i hver udover den lækre hjemmelavede creme. De smager dejligt og 1 til hver var ikke nok... Når nu jeg var i gang i bageriet røg der også lige en omgang muffins i ovnen. Disse er med banan og mørkchokolade, de er toppet med en klassisk amerikansk buttercream frosting bestående af 200 g smør, 350-400 g florsukker, lidt mælk og 1 tsk. god vanillesukker.

Med dagen tøse-farvede produktion kunne man forledes til at tro, at jeg sådan en pige-pige, der sværger til lyserød og afskallede hvide møbler med dimser og krummelurer... sådan er det ikke! Jeg elsker mine sorte lædersofaer, mit tunge firkantede egetræslangbord med sorte læderstole til, og går helst klædt sådan lidt praktisk/klassisk, men når det kommer til kager så må de altså nogen gange gerne være fine, sarte og meget "girlish"...

onsdag, januar 23, 2008

Hvor blev dagen af...

I morges da jeg stod op, før det endnu var lyst, var jeg fuld af planer for dagen. Jeg skulle ha' gang i symaskinen og strikketøjet, jeg skulle svinge støvsugeren og støvekosten, jeg skulle ud at svinge stavene og spise frokost med min mor. Jeg skulle handle og jeg skulle bage hindbærsnitter som Annes jeg skulle svare på 31 spørgsmål med bare et ord pr. spørgsmål og vaskemaskinen skulle fyldes og tømmes og jeg skulle ha' kigget i bøgerne jeg låne på biblioteket forleden


Nu er dagen gået og aftenen begyndt. Jeg fik ikke nået det hele, faktisk ikke engang det halve, men jeg fik svunget stavene i Vestskoven og spist frokost med min mor, handlet og fyldt vaskemaskinen og nu vil jeg gå ud i køkkenet og tage chilien af blusset og fylde den i skåle og toppe med en klat creme fraishe og en af de hjemmebagte grove boller på siden, mens de danske herrer spiller en hvis legemsdel ud af bukserne og banker polakkerne...

søndag, januar 20, 2008

Eftermiddag på Bryggen

I går var der blog-træf på Bryggen. Inden var der tid til en lille gåtur langs havnefronten, det var en smuk dag...

Efter at have gået sommerfuglene til ro, var det tid til at møde de andre bloggere, og kors hvor var det bare hyggeligt at møde dem alle sammen både nye og gamle. Det var så interessant at få sat ansigt på og få talt med alle sammen. Min blog-roll er i hvert til fald blevet udviddet betragteligt fra og med i dag.

fredag, januar 18, 2008

Kagekonens katte

Jeg er katte menneske. Husbonden troede kun han var til kvinder og hunde ;-) nu har han både papbørn og katte... Vores to katte elsker at ligge i vores senge, som derfor sjældent bliver redt før vi selv skal i dem igen.

Måske det kunne hjælpe hvis jeg købte denne seng til de to forkælde kræ... Kagekonens katte bør vel sove standsmæssigt...

Stængerne blev luftet...

Jeg har indtil flere sæt stave beregnet til nordic walking, disse er de fedeste... og de trængte i den grad til at blive luftet. For at de ikke bare skulle stå udenfor og føle sig alene, gik stavene og jeg en tur i skoven.


Vi er så heldige at bo med skoven i baghaven eller det vil sige næsten. Vi skal lige gå omkring 500 m af en fint asfalteret sti før vi rammer et af skovens yderpunkter. Turen ind til Herstedhøje er vel et par kilometer eller deromkring. Oppe fra toppen er der den skønneste udsigt, i dag blev jeg dog nede...

Ugens kager

Jeg får da rigtig styret min lyst til at lave og dekorere kager i øjeblikket... I morgen skal Mikkels 18 års fødselsdag fejres og ingen fødselsdag uden kage.

Mikkel har spansk i gymnasiet, så det var jo oplagt at lave en kopi af Gyldendals røde, som han kender rigtig godt...

Denne ordbog har dog et helt andet indhold end Gyldendals, idet den er fuld af chokoladekage og chokoladetrøffel overtrækket er som sædvanlig sugarpaste.

Mange af jer var vilde med den deep-pan pizza jeg lavede i sommer, det var Mikkels mor også, så jeg måtte lave en kopi. Næste gang nogen vil ha' fast-food kager tror jeg nu jeg vil prøve en cheese-burger...

Denne pizza er dog noget sødere end dem fra min lokale pizza-pusher (som venligst har leveret æsken) den indeholder lagkagebunde og den efterhånden klassiske jordbær-rabarbermousse også pizzaen er overtrukket med sugarpaste. Skinke, pepperoni, champignon, peberfrugt, oliven og ost er lavet af sugarpaste tilsat en lille smule tyllose. Tomatsaucen er helt almindelig smørcreme tilsat rød pastafarve.

Nu er det weekend og i morgen er der blog-øl på Bryggen. Jeg glæder mig så meget.

onsdag, januar 16, 2008

For fanden...

Hvorfor er det lige, at folk ikke kan nøjes med at tage det der retmæssigt er deres og så holde snitterne fra vores ting.

Da myndlingen havde fødselsdag fik han jo en ny cykel, der var leveringstid på den, så han fik den først i slutningen af november.
Præcis 14 dage efter blev den stjålet mens ungen var i skole...

I dag blev jeg så ringet op af cykelbuddet, der pt. er på skiferie i Valmorel, hvor han arbejdede som guide sidste vinter. Han var grædefærdig, og jeg spurgte om han havde brækket benet eller noget... Det var meget værre, nogen har stjålet hans ski og stave, mens han og vennerne var på afterskiing her til eftermiddag...

Det er 5. tyveri af noget af vores på 2 år, det er fandeme ikke i orden, sgu! Gad vide hvad forsikringsselskabet siger, når jeg ringer i morgen tidlig...

lørdag, januar 12, 2008

Er der noget der hedder fjollet-fin?

En af mine bekendte er lige fyldt 40 år. I dag skal hun holde gilde for sine nærmeste veninder og jeg har fået lov til at levere kagen. Fødselaren ønskede sig en chokolade-chokolade kage som ikke skulle være alt for pyntet...

Kagen er en mudcake fyldt med et par gode lag trøffelcreme lavet på chokoladeskildpadder og overtrukket med sugarpaste. Jeg brugte 2½ plade af Toms skildpladde-chokolade til ½ l piskefløde.

Jeg synes det er lykkedes mig at lave en moderne, tøset og alligevel ikke for piget kage, sådan lidt både fjollet og fin...
Hjerterne er lavet med nogle skønne udstikkere jeg købte sidste år da jeg var på kursus sidste år. Prikkerne er lavet med tyller i forskellige størrelser, man kan jo bruge både den ene og den anden ende af sådan nogle...

De fire små roser er super lette at lave og kan løfte enhver kage. Min veninde Louise viser her hvordan. Perlekanten er også lavet i sugarpaste, jeg har brugt en silikoneform, som jeg har købt i England.

fredag, januar 11, 2008

Par-terapi

For nogle år siden besluttede husbonden og jeg at tage ansvar for vores forhold. Det burde ligge lige for, men når man begge har spændende og krævende jobs og skolesøgende børn, så er det tit parforholdet, der må holde for om man så må sige. Anyway dengang var beslutningen, at vi på skift og med ca. 1 måneds mellemrum skulle arrangere et eller andet for bare os to. Det kunne være alt fra en middag ude i byen over en skøjtetur en eftermiddag på en af hovedstadens efterhånden mange skøjtebaner til en weekend på en kro et sted. Den eneste regel var, at det skulle være uden børn. Det var ikke noget problem, for børnene var faktisk allerede på det tidspunkt så store, at de sagtens kunne være alene hjemme i en weekend og ellers er det jo så heldigt, at de har en far, som de også skal se ind i mellem.


Som årene er gået er vores "par-terapi" knap så formaliseret, men vores situation har jo også ændret sig, i og med jeg nu går hjemme og husbonden har valgt et lidt mindre krævende, men stadig både spændende og udfordrende, job. Vi er også blevet meget bedre til at smutte en tur afsted, når vi trænger til et afbræk fra hverdagen. I år har vi valgt at tegne et teaterabonnement for at være sikker på, at vi kommer ud og får "luftet hinanden" bare minimum i løbet af vinteren.

I aften er vi således at finde på Nørrebro Teater, hvor vi vil lade os underholde af en stribe dejlige kvinder


onsdag, januar 09, 2008

Hvad skal det nu betyde...

I nat havde jeg svært ved at sove, sådan har jeg det jævnligt, det hører med til det at have fibromyali. For ikke at forstyrre husbonden med alt min venden og drejen stod jeg op og satte mig ved computeren. Spørg mig ikke hvorfor, men pludselig fandt jeg mig selv i færd med at afsøge internettets krinkel-kroge og hovedparten af mine danske og udenlandske ordbøger for at finde ud af, hvad forskellen på marmelade og kompot, - hvad sker der lige her... og så midt om natten.

Nå, men det jeg kom frem til, var at begge ord stammer fra fransk (et sprog jeg desværre ikke behærsker) og at der egentlig ikke er den store forskel. Marmelade kan være (og er det som regel) jævnet med et geleringsmiddel, men begge dele er frugt i stykker og gerne en blanding af flere slags kogt med sukker og en smule vand.

I morges da jeg blev vækket, var jeg selvsagt noget træt i betrækket, men op skulle jeg, for jeg havde en aftale med en mudcake og senere på dagen en frokost aftale med min mor.

Mudcake er en af mine favoritkager, den smager fantastisk og er faktisk meget enkel at bage. Som nævnt i et tidligere indlæg er det en amerikansk opskrift og der skal bruges selvhævende mel. I Danmark kan det købes i den amerikanske butik i København, men det er faktisk super let at lave selv:Jeg bager jo ret tit mudcake så jeg plejer at lave af 1 kg mel ad gangen. Jeg kommer alle ingredienser i en stor skål og blander godt, hvorefter jeg sigter hele molevitten ned i en passende beholder.

Efter en pragtfuld æggekage med tykke skiver bacon og tomater på toppen hos min mor var det tid at vende næsen hjemad, for vi skulle have gæster til middag. Husbonden sidder i klatreklubbens bestyrelse og de skulle holde møde hos os i aften. De starter altid med lidt mad og hos os, forventes af en eller anden grund også kage :-)

Husbonden ville så gerne have pariserbøffer, så sådan blev det. 1½ kg. fedtfattigt skært hakket oksekød fordelt på rustikke skiver af det lækre brød fra Il Fornaio brunet på panden og derefter bagt/stegt færdig i ovnen. Tilbehør af hakkede rødbeder, store kapers, høvlet peberrod, hakkede røde løg, en god grov hjemmelavet pickles og æggeblommer, - pasteuriserede forstås. Hertil en stor skål fuld af sprøde salatblade, røde løg i skiver, pinje- og græskarkærner samt en håndfuld tørrede tranebær alt sammen vendt i en dressing af citronsaft, sennep og en sjat god olie.

Kagen var en nødløsning... jeg hyggede mig så meget sammen med min mor, at jeg ikke kunne nå både kagebagning, indkøb og den obligatoriske sidste øjebliks støvsugning, så jeg smed en rulle færdig mørdej og en pose koldrørt kagecreme i indkøbsvognen. Hjemme blev tærtebunden bagt 15 min. mens jeg rørte cremen og skar 3-4 af de efterhånden godt rynkede Ingrid Marie i både. Da tærtens bund var let bagt kom jeg cremen og æblebådene på og så røg den tilbage i ovnen i en lille halv time.


Den ser hamrende prof... og meget fransk ud og smagte faktisk fint med en klat creme fraiche på toppen.

mandag, januar 07, 2008

Mit bud...

For et par uger siden bad jeg om jeres hjælp til at vælge mit bud på årets figurkage. I har været rigtig søde til at stemme og der har langt hen ad vejen været enighed om, at smølfe-kagen var den bedste.

Her var det meningen at resultatet af afstemningen skulle stå, men den er simpelthen så tung at det tager en krig at uploade siden, så I må tro mig, når jeg siger at smølfehuset fik over 30 % af de afgivne stemmer. I alt stemte 96 personer og det synes jeg faktisk er godt gået.

søndag, januar 06, 2008

Så er julen båret ud

Så blev det Hellig 3 Kongers dag og dermed slutter julen for os. I går pillede vi pynten af juletræet og resten af huset, bar træet til flisning og pynten i kælderen. Nu er har bart og lidt tomt... men om et par dage har jeg vendet mig til det.

I går aftes var husbonden og jeg i biografen, det plejer vi ellers aldrig at være, og nu har vi været afsted 2 gange i løbet af en måned... I går så vi American Gangster med Denzel Washington og Russel Crowe i hovedrollerne.

Det er en barsk men hamrende god film om Harlems store narkobagmand i 1960'erne og 70'erne. Filmen har fået rigtig gode anmeldelser og får også min varmeste anbefaling.

onsdag, januar 02, 2008

Mod nye mål...

Jeg har ikke nytårsforsætter, men kan godt li' at bruge anledningen til at tage livet op til revision. Efter jeg blev førtidspensionist for et par år siden har hovedparten af min tid gået med at lære mine nye grænser at kende, det går fremad. Til gengæld har jeg også opdaget at jeg mangler noget at fylde dagene med.

Inspireret af af de mange håndarbejder der produceres derude i blogland og hos Mette er jeg hoppet med på bølgen "12 projekter" i 2008 skal min tid således fyldes af andet og mere end bare kage... Jeg skal sy og strikke, klippe og klistre, male og...

Jeg har derfor gennemgået lageret og maskinparken og fundet ud af, at min 20 år gamle og trofaste PFAFF uden friarm måtte ha' en ven... jeg har fået lov til at arve min ex-mands afdøde mors symaskine. Det er en Major Janome L-344 som vist nok er en fin og lige-ud-af-landevejen all-round maskine, problemet er bare at brugsanvisningen er pist væk og jeg har googlet og googlet, men kan ikke finde den på nettet... Jeg kan selvfølgelig godt sy på maskinen uden manual men finesserne så som knaphuller, usynlige sømme og "overlock" det kan jeg ikke lige gennemskue. Kan du hjælpe?