fredag, januar 11, 2008

Par-terapi

For nogle år siden besluttede husbonden og jeg at tage ansvar for vores forhold. Det burde ligge lige for, men når man begge har spændende og krævende jobs og skolesøgende børn, så er det tit parforholdet, der må holde for om man så må sige. Anyway dengang var beslutningen, at vi på skift og med ca. 1 måneds mellemrum skulle arrangere et eller andet for bare os to. Det kunne være alt fra en middag ude i byen over en skøjtetur en eftermiddag på en af hovedstadens efterhånden mange skøjtebaner til en weekend på en kro et sted. Den eneste regel var, at det skulle være uden børn. Det var ikke noget problem, for børnene var faktisk allerede på det tidspunkt så store, at de sagtens kunne være alene hjemme i en weekend og ellers er det jo så heldigt, at de har en far, som de også skal se ind i mellem.


Som årene er gået er vores "par-terapi" knap så formaliseret, men vores situation har jo også ændret sig, i og med jeg nu går hjemme og husbonden har valgt et lidt mindre krævende, men stadig både spændende og udfordrende, job. Vi er også blevet meget bedre til at smutte en tur afsted, når vi trænger til et afbræk fra hverdagen. I år har vi valgt at tegne et teaterabonnement for at være sikker på, at vi kommer ud og får "luftet hinanden" bare minimum i løbet af vinteren.

I aften er vi således at finde på Nørrebro Teater, hvor vi vil lade os underholde af en stribe dejlige kvinder


3 kommentarer:

Unknown sagde ...

Det var da en rigtig god ide!
Alle livets forhold og relationer kræver omhyggelig pleje.

Helle K. sagde ...

Det var en rigtig god ide, man glemmer så tit hinanden midt i hverdagen.

Kagekonen sagde ...

losarinas mor og helle k. det er nemlig en rigtig god idé og en hyggelig måde at huske sig selv og hinanden uden at det kræver alt for meget planlægning og økonomi.