mandag, december 29, 2008

Op og ned er lige langt.

Jeg har vist flere gange i løbet af efteråret nævt, at vi skal bygge om... Nu er det lige op over. Vi har brugt weekenden til at gøre klar. Ombygningen indebærer nemlig, at hele stueetagen i vores hus skal ryddes. Egentlig startede det med, at vi ønskede os et nyt køkken, det udviklede sig... så nu skal der lægges gulvvarme og klinker i hele underetagen, væltes en væg, bygges en ny og så skal der sættes nyt køkken op. Det bliver et mareridt mens det står på, men det bliver SÅ godt når det er færdigt vores nye "lebens-raum"...

Nu har vi stue i mit arbejdsværelse, som er det gamle soveværelse. Vi flyttede nemlig soveværelset ind i Myndlingens gamle nordvente værelse, da han flyttede i kældenen. Selvom vi skal bygge om, og ender med et lækkert nyt køkken, så skal der jo stadig mad og kager på bordet, så nu har vi køkken i bryggerset i kælderen.

Nøj hvor er jeg træt i benene efter alt den renden op og ned, jeg glæder mig allerede til ombygningen er færdig... Men inden vi når så langt, skal jeg lige have pakket alle de glas og kopper, potter og pander, tallerkener, skåle og fade, der ikke er plads til i bryggerset ned og stillet ind hos Myndlingen, hvor vi har "fået lov" til at låne et hjørne. En del af vores møbler har vi solgt, resten skal i pleje hos min søster.

11 kommentarer:

Unknown sagde ...

Åhhhh, hvor det virker bekendt. Og det tager så laaaaang tid. Man vil gerne være færdig med det samme, når man først går i gang. Men desværre er der altid noget som skal drille. Vores køkken/stue-ombygning tog over et år. Var så træt af, at leve i rod og støv. Men godt blev det.

Anonym sagde ...

Rigtig god fornøjelse med ombygningen...husk at det er slemt mens det står på, men resultatet bliver I så glade for :-)

Anonym sagde ...

ombygninger er noget af det mest forfærdelige jeg overhovedet kan komme i tanke om. det vigtigste jeg har lært er: Hvis det ikke er absolut nødvendigt at vælte en væg, så lad være.... KH Julia

Lene sagde ...

God ombygning. Vi skal bare have skiftet vinduer i alle rum og sat en ekstra indermur op. Vi får det flot til næste jul, kagekone ;-)

Kagekonen sagde ...

Nu er det heldigvis ikke første gang vi bygger om, men det er den største omgang indtil til videre... måske er vi bare dumme, men det er nu rart når tingene bliver som man selv gerne vil ha' det ;-)

Jeg er dog næsten helt sikker på at I alle kommer til at høre mere om projektet udervejs.

Lene, næste jul har vi de flotteste hjem ;-)

Zette sagde ...

Køkkenombygning er det værste - nej, forresten måske er badeværelse værre. Blev glad, da jeg nåede til afsnittet om, at køkkenet blev re-installeret midlertidigt i bryggerset, for en kagekone helt uden køkken, det går da vist virkelig ikke...

Kagekonen sagde ...

Zette, badeværelset lavede vi for 2 år siden, det tog over 1 år, fordi vi valgte at skifte hele facaden udervejs... sådan kommer det ikke til at gå med køkkenet, for det skulle gerne være helt færdigt, inden Myndlingen bliver student til sommer.

Sifka sagde ...

Jeg står her i kulissen, klar med al den støtte og opmuntring, du vil få brug for undervejs;)

Student til sommer? Så er vi to:)

Kagekonen sagde ...

Åh tak søde Sifka, jeg får helt sikkert brug for opmuntring undervejs.

Og velkommen til Julia. Væggen må ned, ellers kan drømmen om det store åbne "lebens-raum" ikke realiseres...

Anonym sagde ...

Åh ha - føler altså med dig. Puha bliver nærmest helt forpustet af alt det renderri ;) hihi.
Jeg kender lidt til problemstillingen - dog er vi ikke nået helt til det inderste hjerte endnu. Vi er i gang med nyt tag og fik sat nye vinduer og døre i, i hele huset i starten af december. Det var skønt - men ak, det tag vil bare ikke lægge sig selv. Vi har kun mulighed for at bruge weekenderne og når så de s.... håndværkere svigter - håber da det går lidt mere tjept hos jer ;)
God arbejdslyst skal de lyde her fra.

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Åh, det kender jeg utrolig godt, da vi er i gang med en total renovering af vores gård. Pyha. Når vi skal lave køkkenet skal selv to ydermure væltes!! Der bliver virkelig tale om ude-køkken i den periode :-) Sender en ordentlig dosis "byggeri-overskuds-støv" i din retning.
Hilsen Camilla / Trold1971