søndag, december 13, 2009

December søndag

Natten blev tilbragt alene i dobbeltsengen, for husbonden var til julefrokost i klatreklubben i går og da hans forældre bor i gåafstand fra klubben, fik de lov til at byde på logi og morgenmad. Og når nu jeg havde hele sengen for mig selv og rigtig kunne brede mig og læse til jeg ikke gad længere, så blev det selvfølgelig mere end sent inden jeg slukkede lyset og lagde mig til at sove... det var ris til egen bagdel da vækkeuret ringede kl. 8 her til morgen, - så snooze knappen fik et par dask og så havde jeg lige pludselig travlt, for jeg havde lovet cykelsønnen at komme og heppe når han og de andre gav den gas i Tyskerplantagen.




Så jeg trak i en tyk trøje og fandt de pelsforede støvler, det varme sjal, huen og dunfrakken frem og snuppede en kande te med i farten. Det var koldt, men jeg var varmt klædt på og bevægede mig rundt på ruten, så jeg fik set og heppet på sønnen flere steder i løbet af hans 4 omgange.

Således opladet af en frisk tur i den frostsmykkede skov blev cykelsønnen overladt til sig selv og sin 7. plads og jeg satte kursen mod min søsters hjem. Husbonden og jeg havde nemlig aftalt at vi skulle i biografen med vores nevøer, og eftersom husbonden var lettere underdrejet efter gårsdagens julefestivitas, så aftalte vi at han bare skulle hente sin nevø og så kunne vi alle mødes ved biografen kl. 14.

Og så blev der ellers tanket slik, sodavand og popcorn inden vi alle 5 begav os ind i mørket for at nyde frugten af Pixar og Disney samarbejdet.



Filmen var skøn, og havde som så mange andre af Pixars og Disneys produktioner flere lag så der var noget både for børn og voksne. Eneste minus var at vi (af hensyn til nevøerne) så filmen med dansk tale... men det ændrer ikke ved, at der er tale om en biografoplevelse af de bedre, filmen har fået super anmeldelser og er du til tegnefilm og har du børn, så er det bare med at komme afsted.

Nu sidder jeg her og runder søndagen af med lys i adventsdekorationen og te i kruset mens husbonden flyder i sofaen og lader sig underholde af TV'et udbud af søndagsfilm. I morgen starter en ny uge der byder på frokosthygge med begge sønner, julegaveindkøb, konstituerende møde i den nye kommunalbestyrelse, endagstur til Prag, besøg hos min far på Fyn og slutter med adventshygge hos min moster i Vanløse. Nå ja, og så er der lige de der honningkager der venter på at blive bagt...

2 kommentarer:

Lotte sagde ...

Det er en FANTASTISK film! I det hele taget lyder det som om, det har været en rigtig god dag :-)

Marianne sagde ...

Og jeg gad ikke tage med i tyskerplantagen - for 2 uger før havde jeg vandret rundt i skoven alene i et par timer og jeg sagde til Michael søndag morgen - ej det gider jeg ikke igen. Jeg skulle have vidst du var der....