tirsdag, maj 19, 2009

At rejse er at leve...


Hvor blev hun af hende superkvinden, der levede livet i overhalingsbanen, som var enlig mor, havde noget der mindede om fuldtidsarbejde, som klatrede i hver ledig weekend hun kunne finde, som var en engageret og aktiv leder i FDF, som bagte brød og boller om natten, mens hun lige malede køkkenet og planlagde et løb til FDF og altid havde tjek på alle fødselsdage såvel i familien som i den store omgangskreds. Hende der tog det med et (dog lidt anstrengt) smil, når den ene søn slog hul i hovedet på den anden 10 min. inden man skulle ud af døren, så hele formiddagen skulle bruges på skadestuen. Hende der, slugte alle slags bøger i rå mængder og midt i projektskrivning på den videregående uddannelse, lige nappede et vikarjob på et underbemandet fritidshjem og sagtens kunne have 10 personer til middag på en hverdagsaften uden at blive stresset. Tja, hun undervejs brækkede hun bogstavelig talt ryggen, men stoppede det hende, - nej i hvert til fald kun kortvarigt. Da bruddet var helet var kroppen dog ikke så stærk som før, og på trods af intensiv genoptræning måtte livet lægges om. Og selvom superkvinden rejste sig og fortsatte med fuld fart, så var der tale om en illusion, for hun var jo stresset og hun magtede jo ikke det hele, og så var det hun fik fibromyalgi og væltede.

I lang tid lå hun bare der, som en skildpadde på sit skjold, åben og sårbar, men ude af stand til at flytte sig og samtidig smertelig bevidst om, at noget måtte ske. Smerterne fyldte næsten det hele og styrede mit liv. Jeg, der altid har haft kontrol og taget ansvar, måtte pludselig finde mig i kroniske smerter og manglende kontrol. Så var det jeg, efter en ferie i Berlin, hvor jeg havde været meget plaget og styret af smerter, besluttede mig for at tage skeen i den anden hånd og tilbage erobre kontrollen…

Det blev startskuddet på en lang indre rejse, en rejse der på en gang var fantastisk og svær at holde ud, en forunderlig rejse, som jeg nu ikke ville have været foruden, men som jeg mange gange har ønsket mig hjem fra. Problemet var jo bare, at der ikke var noget hjem, huset var væltet og det nye viste sig vanskeligt at opføre. Undervejs mødte jeg sider af mig selv, som både var overraskende, skræmmende, chokerende og opløftende. Undervejs fandt jeg mit ”nye” jeg, jeg skriver nye i anførselstegn, for dybest set er jeg jo den samme som før (levende, tænkende, engageret og passioneret) men alt skulle jo redefineres og nyfortolkes.

Undervejs på min rejse holdt jeg op med at ryge, begyndte at motionere, tabte 15 kg, tog de 10 af dem på igen, arbejdede frivilligt i en patientforening, fik stress, begyndte at dekorere kager efter engelsk/amerikansk forbillede, fortsatte med at motionere, tabte 7 kg, oprettede denne blog, mistede min mor, begyndte at løbe, begyndte at holde kagedekorationskurser, tabte 7 kg mere, tog motorcykelkørekort og fortsatte med at løbe…

Min rejse er ikke færdig, jeg tror aldrig man stopper med at udvikle sig og opdage (opdyrke) nye sider af sig selv, men jeg har ikke travlt og jeg har fundet hvile i mig selv, har genvundet styringen og taget ansvaret for mit liv. Jeg har stadig smerter, også på dage, hvor det ikke var ”planlagt” men jeg er blevet bedre til at håndtere dem, til ikke at lade mig slå ud. Og jeg har fundet ud af, hvor vigtig motion er for mit velbefindende, uden mine løbe-, cykel- og gåture ville mine smerter alt for hurtigt få overtaget og DET ønsker jeg ikke sker igen, ligeså lidt som jeg har lyst til at tage de mange kilo på igen… og skulle det begynde at skride, så behøver jeg bare at kigge på dette billede, som min mand tog af mig i Berlin for præcis 3 år siden.

25 kommentarer:

Klidmosteren sagde ...

Hvor var det er rørende indlæg. Det er meget inspirerende hvordan du har taget styringen og lagt hele livet om. Det skal jeg altså også lære så jeg kan leve bedre med min fibromyalgi.

Du er for sej :-)

Vibeke sagde ...

Hvor er det flot, - sikke en "rejse" du har været igennem, og for mig at se, kommet godt igennem, til trods for smerterne, som du nok ikke kommer til at slippe helt, efter hvad jeg har læst, så er det en djævelsk sygdom.
Det er fantastisk, som du har taklet det, og det med et før og efter billede, er ikke så tosset, det ved jeg fra mig selv!
Det var dejlig læsning.
Med kærlig hilsen
Vibeke

Lotten sagde ...

Det er et meget personligt og indsigtsgivende indlæg, du her har skrevet KK. Tak for at du deler din historie og er med til at være et forbillede for dem, der har brug for inspiration og rollemodeller til at lægge livet om/komme videre.

Jeg har sagt det mange gange før, men gør det gerne igen: Du er for SEJ!

Mrs Cakeaholic sagde ...

Meget rørende og livsbekræftende indlæg du her har skrevet, jeg lod mig rive med og det satte en masse tanker igang i mit hoved..Tusind tak forde du delte dit indre med os :-)

Stine-Helene sagde ...

Tak!

Kagekonen sagde ...

@ Klidmoster, jeg er sikker på, du også får lært at leve med fibromyalgien.
@ Vibeke, det med billederne gør det håndgribeligt og tydeligt.
@ Lotte, det er nok det sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet, men det måtte ud, selvom det var med bævende hjerte, for det er, som du skriver, meget personligt.
@ cakeaholic, det er altid godt at tænke ;)

Kagekonen sagde ...

@ Stine-Helene, det var så lidt ;o)

Marianne's mening sagde ...

Puha for en rejse, men sikke en livsglad og stærk kvinde, jeg har mødt!

Jeg syntes, du er sej!

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Hvor er du bare sej og hvor er det en spaendende og laererig rejse du har begivet dig ud paa. Det er da helt fantastisk. "Well done you!", som vi siger her til lands. :)

Anne sagde ...

Flot :-D ... Go on !!

Sifka sagde ...

Det var en dejlig historie, og jeg sender dig et stort knus, bare fordi du er dig:)

Sister Bonde sagde ...

Tak skal du ha, og hvor er det flot du deler. Meget smukt fortalt og inderligt ærligt.

Kagekonen sagde ...

Jeg elsker at dele med blogland... Tak fordi I er så skønne alle sammen.

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Kære Pia! Sikken en rejse og tak fordi du deler den med os. Du klarer turen flot, både når det går op og ned af bakke. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke på din videre rejse gennem livet. Kærlig hilsen Camilla

Anonym sagde ...

Jeg har nu fulgt med i din blog et stykke tid - og jeg indrømmer blankt og ærligt - du har lagt ord på nogle ting som ligger helt inde bag i en.
Det skal du have en stor tak for.
Det har givet mod at læse dine ord og ja, det kræver en indsats fra en selv at finde sit "nye" jeg. Sokrates siger at vores rejse i livet går ud på at forene det indre med det ydre - og denne varme bølge berører mig når jeg læser dit bundærlige indlæg. Hvor har du formået at gå denne vej.
TILLYKKE !
En hjertelig hilsen
Nicole

Pernille på 1. sagde ...

Det var et dejligt indlæg at læse.
Jeg har selv prøvet at være meget syg og kunne ingenting. Det gør at man tænker en masse tanker og man lærer meget.
Dit indlæg var meget personligt og det må have krævet lidt at skrive det.
Knus

Anne sagde ...

Hold da op! Som altid meget inspirerende at læse din blog

Shabby - Marianne sagde ...

Tillykke Pia med at du tog styringen over dit liv og vandt.Og jeg er sikker på at det vare livet ud... Men man skal så gruelig meget igennem før det kan blive godt og det har du været... Du er på den anden side og jeg bøjer mig i sandet - du er en mester ...

Sivsko sagde ...

tak fordi jeg kender lidt af dig
krammer Heidi

jensdrejer sagde ...

Tak for et fantastisk indlæg. Det var meget spændende og tankevækkende - men bestemt også inspirerende. Jeg er selv i gang med nogle store og drastiske ændringer i mit liv. Derfor er det fedt at læse om alt det som du har gjort og hvor langt du er er i dit livsprojekt.

Donald sagde ...

Godt gået eller løbet! Jeg tror det er den rigtige retning, og jeg må selv se at komme ud igen nu :-)

Lene sagde ...

Jeg kan ikke tilføje noget til alt det andre allerede har skrevet, men du er sej :-)

Katinka, Blandet-landhandel.dk sagde ...

Gåsehud og beundrende nik herfra :-)

Diana Bøkman sagde ...

Jeg er SÅ ufattelig fuld af beundring. Hvilken styrke, og hvilke imponerende evner.

Kagekonen sagde ...

Tak for alle jeres søde kommentarer, de betyder alverden for mig, på den videre rejse, for når man rejser ind ad og med kroniske smerter som følgesvend, så er det rart at vide, at I er der.