lørdag, november 28, 2009

Planlægning og struktur

I et hjem som vores har vi i årevis levet med stram planlægning og struktur, fordi Myndlingen har aspergers syndrom. Efterhånden som han blev ældre, kunne vi slække lidt på de stramme systemer og leve lidt mere impulsivt, sådan som vi gjorde inden vi blev klar over hans vanskeligheder.

Da jeg får år tilbage blev syg, betød det også store ændringer for familien, for pludselig kunne man ikke regne med, at jeg kunne deltage i alt jeg havde sagt ja til. Det krævede meget af mig og af min familie. Vi er ved at have lært at leve med sygdommen, så den ikke tager over og fylder for meget, men ind i mellem så viser den sit grimme ansigt, og jeg får ondt og bliver helt umanerlig træt. Og det gør at jeg måske bliver lidt urimelig i mine krav til omverdenen. De seneste uger med heftig valgkamp og power-shopping turen til Birmingham har tæret kraftigt på resurserne og der skal ikke meget til før mine fingre hæver og bliver usamarbejdsvillige. Jeg er træt, men kan ikke sove, og jeg mister koncentrationen ligeså hurtigt som en 3-årig. Jeg glemmer aftaler og går i gang med 1000 ting og får intet af det gjort færdigt. Og værst af alt, jeg få ikke motioneret, så meget som jeg bør, og det er faktisk nødvendigt, for at give mig overskud. Det er en rigtig dårlig cirkel.

Nu skal det være slut, der må andre boller på suppen, så jeg har allieret mig med mine nye venner: frk. iPhone og hr. Moleskin, de skal hjælpe mig med at få strukturen tilbage i hverdagen, så det hverken kommer til at gå ud over familien, julen, påsken eller mig selv for den sags skyld. 



Min gamle slidte filofax er sendt på pension, kalenderens aftaler er lagt i outlook sammen med faste pauser og tid til motion og afslapning og det hele er synkroniseret med frk. iPhone, som venligt men bestemt lader mig vide når aftaler konfklikter med andre aftaler. Frøkkenen er ikke større end at hun snildt kan være i min mindste taske, hvor der også er plads til Hr. Moleskin, som villigt tager imod alle mine tanker og ideer, så guldkorn og skøre indfald ikke går tabt.

Jeg håber det virker, for jeg vil så gerne være den der styrer og bestemmer, - i hvert til fald over min egen krop.

8 kommentarer:

Bambi72 sagde ...

Kender det alt for godt...
Godt at du nu tager hånd om dig selv og får strukturen tilbage...
Til glæde for alle omkring dig og ikke mindst dig selv :-D

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Dejligt indlæg - selvfølgelig kan du genvinde kontrollen. Vejret er skønt at løbe i for øjeblikket og jeg ved, at du holder af at løbe som jeg gør. På med skoene - du ved at der ligger energi og velvære efter turen. Mange knus fra Camilla

Lotte sagde ...

Det er så ekstremt vigtigt at kende sine egne begrænsninger og metoder til at få det bedste ud af sine ressourcer - og det virker som om du er rigtig godt på vej til at genvinde styringen. Medvindspust og opmuntringskram herfra

Sif sagde ...

Tænk, jeg synes det lyder svært fornuftigt, dame!

Lene sagde ...

Pøj pøj med projektet :-)

Tina - omme i London sagde ...

Det er altsaa ogsaa rarest at bestemme over en selv. Jeg tror paa du har fundet en god og baerbar loesning paa problemet.

Skribenten sagde ...

Her har vi jo også en asperger, men da vi kun har kendt til diagnosen siden april, OG hun allerede nærmer sig de 15 år, har vi virkelig svært ved at finde en ny måde at leve på.

Jeg har slet ikke overblik over hvad der skal til, og over hvordan man strukturerer hverdagen, så jeg er meget benovet over at du/I har levet sådan længe.

Det er godt at du selv kan se hvad der skal til, for at du kan fungere og jeg ville søreme ønske at jeg kunne tage ved lære.

Jeg bøjer mig i støvet og syntes det er sejt at du kan :)

Mange hilsener og rigtig god onsdag
Henriette

( vi mødtes hos Sifka til kagekalaset ) :))

Madam Kjeldsen sagde ...

For søren, hvor jeg kender det.. Har selv haft en handicappet søn, som jeg var alene med, han er nu voksen.. det tærer på kræfterne.