mandag, oktober 08, 2007

først må man yde og så kan man nyde...

For en uges tid siden ringede min mands kusine og spurgte om han mon havde lyst til at løbe eremitageløb... Kusinen har efterhånden deltaget et par gange og var også tilmeldt året løb, men kunne pga. sit arbejde ikke deltage i år. Husbonden tog udfordringen op selvom han aldrig tidligere har løbet så langt.


I går var vi så i Dyrehaven sammen med 25000 andre storkøbenhavnere og diverse tilrejsende ca. 2/3 af dem iført løbetøj og -sko resten iført praktisk varmt tøj, kamera og termokaffe.




Inden start skulle der varmes op. Det foregik bl.a. med instruktion fra Erna Iversen der i et pragtfuldt ikke særlig løbevenligt kostume underholdt både løbere og tilskuere.




Da alle de mange løbere var sendt afsted var der tid til at gå på opdagelse i skoven, der næppe findes meget smukkere end nu. Solens lys flimrede mellem de mangefarvede blade og skovbunden duftede af efterår.


Allerede kort tid efter sidste løber var sendt afsted kom den vindende løber i mål. Jeg synes det er fantastisk at man kan løbe 13,3 km på lige lidt over 39 min.

Min dejlige mand løb på 1.14.38 og det synes jeg var en fantastisk tid især for en første gangs deltager.


Efter sådan en præstation synes jeg der var basis for lidt forkælelse, så jeg lavede en gang æblegrød/kompot af æbler i både, lidt sukker og lidt muscovadosukker samt en stang vanille og en stang kanel. Da det var kogt godt sammen og kølet af kom det i glas med lidt æblekagerasp og blev toppet med en ordentlig klat letpisket fløde og lidt rosengele fra i sommer...

5 kommentarer:

Marianne/Shabby sagde ...

Det er faktisk en flot tid - for ruten er sej især de sidste 2 km før mål, hvor det bare går op ad.... Godt du forkælet ham - måske han er varm på at deltage næste år?

Kagekonen sagde ...

Ja, han er bidt af en gal løber. Nu var det jo et overdraget startnummer i år, så næste år må vi være hurtigt ude og så må han starte bagerst, men det går nok.

Helle sagde ...

Nu har jeg ikke forstand på løb og kan ikke udtale mig om tiden, men jeg synes, at det er flot at være med og gennemføre. Æblekagen ser lækker ud, den ville jeg til gengæld kunne udtale mig om til hver en tid ;-))

Lene sagde ...

Godt løbet, og sikke en dejlig belønning :-)

Sif sagde ...

Mums for en æblekage!