onsdag, juni 16, 2010

Langsom start

Jeg er sulten sagde katten. Nej, den sagde det jo egentlig ikke. Den nappede. I øret, i næsen, i skulderen og alle andre steder som stak udenfor dynen. Så jeg stod op. Og fodrede de stakkels udsultede kræ. Bagefter kaffe og åben terrassedør. Livet er skønt og der er sommer på vej.

Nogen gange tror jeg nok, at andre kunne finde på at betegne mig som et rivejern. Jeg er ligeglad. Næsten. Jeg prøver at være ligeglad. Prøver at være mig selv. Øver mig i at sætte mig selv først. Prøver at være tro mod mig selv. Det selv, som jeg har arbejdet så hårdt for at finde. Nogen gange snubler jeg. Så rejser jeg mig op igen. Nogen dage er det sværere at ryste af sig end andre dage. Jeg vil jo gerne kunne li's.


Noget jeg godt kan li' er gode arbejdsredskaber. Godt værktøj er det halve arbejde. Og gode rivejern er virkelig en fornøjelse at arbejde med, det håber jeg også at jeg er. En fornøjelse at arbejde sammen med altså.

Jeg kan godt li' fart. Motorcyklen er blevet luftet de sidste dage. Nogen gange går det stærkt herude på Vestegnen. Katte og familier introduceres med godt resultat. Hånd i hånd går vi sommeren i møde. To bliver til en. Og inden sommeren er omme er vi rykket sammen i en ny fælles bolig. Og dér bliver der plads til alle. Både mig og rivejernet.

3 kommentarer:

Jule Mig sagde ...

Mon ikke alle vi kvinder kan være et rivejern i ny og næ !!! Det tror jeg, og ser intet galt i det !!

Hyggehygge
Marianne

Therese sagde ...

Microplane for the world !! ;-) Jeg kunne næsten ikke leve uden mit.

Dii sagde ...

Du er som du er og det må folk acceptere... Og de rivejern der. Det er da guds gave til menneskeheden!!!