lørdag, august 13, 2011

Chokoladepaneler

Nej, jeg er ikke ved at bygge om eller ny-indrette huset. Men jeg lovede jo, at lave en arbejdsbeskrivelse på chokoladepanelerne på sidste weekends bryllupskage. Måske har du set Mette Blomsterberg lave kunstfærdige chokoladedesserter ved hjælp af plastik-strimler og det var lige præcis den fremgangsmåde jeg brugte. Strimlerne kan både købes i metermål og i hele ruller med 100 meter i, hvis du skulle få lyst til at gå helt amok i chokolade :)

Jeg klippede 6 strimler så de passede i bredden med et ark bagepapir.


Og så gik jeg ellers i gang. Først skulle chokoladen tempereres. Jeg brugte i alt 1,3 kg hvid chokolade fra Callebaut, som jeg har rigtig god erfaring med. Nu havde jeg valgt en rigtig varm dag, til at lave chokoladepanelerne, hvilket gjorde det lidt udfordrende... Jeg varmede ca. 500 g chokolade op til 43 grader. Så tilsatte jeg 700 g chokolade for at få kølet massen ned til 27 grader. Og det var her det blev udfordrende, for der var varmt i køkkenet den dag. Så jeg tog skålen fra vandbadet og satte den i opvaskebaljen på en ispose fra fryseren. Det, vedvarende omrøring og lidt mere chokolade fik hurtigt temperaturen ned til de ønskede 27 grader. Herefter fik skålen en sidste tur over vandbadet (som jeg havde taget af blusset), så temperaturen kom op på 31 grader.


 Og så var det ellers derud af... Den 31 grader varme chokolade smøres halvtykt på plaststrimlerne.


Som løftes fra bord til køleskab ved hjælpe af 2 skærebrætter... Husk at åbne køleskabet inden!


Når chokoladen er størknet let (og jeg mener let) så tages strimlerne ud og trimmes med en skarp kniv. Det går lettes, hvis man vender strimlerne. Herefter skæres/markeres de enkelte paneler og strimlerne ryger tilbage i køleskabet, til chokoladen er helt størknet.


Når chokoladen har sat sig og er helt størknet, tages strimlerne ud igen og vendes. Strimlen kan nu lige så forsigtigt trækkes af panelerne, som nu er klar til brug. 


Jeg stakkede dem løst i en luftæt beholder og satte dem tilbage i køleskabet. Indtil de skulle på kagen. Kagen smurte jeg op med italiensk marengssmørcreme med hvid chokolade og det brugte jeg også til at sætte panelerne fast med. Jeg kom smørcremen i en sprøjtepose og gav hvert panel en god klat inden jeg satte dem på kagen, som jeg havde stakket på forhånd. Panelerne er en lille smule højere end kagen, så de er med til at holde på frugten, som ligger løst på kagerne.


10 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Det ser sørenjensemiggodt ud! Den ser så smuk ud :-)

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Tusind tak for at du delte denne tutorial. Det kunne være sjovt at prøve en gang.

Ved du om 2500 grams pakningerne af Callebaut chokoladen også er "knapper" eller er det hele stykker? Har du smagt den mørke 57% chokoladen? Hvis ja, er den også god?

Jannie sagde ...

Den kage er da bare über, über, über lækker...

Kagekonen sagde ...

@Camilla, 2500 grams pakkerne er så vidt jeg ved og så knapper. Den mørke er også super. God ikke alt for kraftig chokoladesmag. Jeg bruger faktisk kun de to. Plejer dog at købe dem i Metro ;)

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Alletiders tak Pia. Jeg må prøve dem af, for det ville jo være skønt at slippe for at hakke alt den chokolade.

Frøken Lyngsø sagde ...

Jeg må næsten drømme endnu *jeg niver mig selv i armen* nej den er god nok, jeg er vågen - hold da op for en lækker kage!

Anonym sagde ...

Det ser lækkert ud.

Siden jeg så Mette B bruge dem, har jeg tænkt på, hvor strimlerne kan købes?

Kagekonen sagde ...

hvis du klikker på linket i teksten bliver du sendt videre til Kagebutikken, som sælger dem.

marumsle sagde ...

Hej:) Sikke en fantastisk flot kage...Jeg skal selv til at lave en bryllupskage til nogle venners bryllup. De vil gerne have overtrukket hele kagen med hvid chokolade og vil høre om du har nogle tips og råd til hvordan det kommer til at se flot ud?!
Med venlig hilsen Maria

Louise sagde ...

Åh gud hvor er den flot den kage! Det er helt vildt! Hilsen Louise fra http://sukkerhjerte.dk/